Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/318

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
296
Erik Magnussøn.

hørende Ejendomme, og saaledes blussede nu Striden paany op, saa at Sommeren 1293 endog kaldes Trættesommeren. Imidlertid kjender man ikke ret til Enkelthederne ved denne fornyede Strid. Man seer kun, at Biskop Arne ikke gav tabt, og at han i 1294 satte de Lægmænd, der havde efterkommet Kongens Befaling, i Forbud eller i det mindre Bann. Ogsaa Biskop Jørund gav sig en Mine af at true de Lægmænd, der i Hole Biskopsdømme havde gjort idet samme, med Bann, men kun, som man tydeligt kan see, for ej at lægge seg ud med sin ivrige Collega, og uden at mene noget oprigtigt dermed; det er saaledes heele charakteristisk, at han, da Sigurd i Lid paa Grund af Arveret havde sat sig i Besiddelse af Madrevalle Kirke og Gods, først sendte den unge Prest Laurentius Kalfssøn hen for at vise ham bort, med Befaling at sætte ham i Bann, hvis han ikke lystrede; men at han siden, da Laurentius udførte denne Befaling bogstaveligt, og Sigurd siden i Vrede med et talrigt Følge begav sig til Hole og truede Biskoppen, ej alene gjorde Undskyldninger for Sigurd og frakjøbte ham hans Ret til Kirken med en Pengesum, men var endog spag nok til at ytre, at Laurentius havde overtraadt sin Fuldmagt, saa at denne maatte bære det hele Ansvar[1]. Hr. Erlend sterke var allerede bleven sat i Forbud af Abbed Runulf, og der tales ikke om at han forligede sig med Biskop Arne; formodentlig gjorde han fælles-Sag med de øvrige Lægmænd skjønt vi af Mangel paa udførlige Oplysninger intet vide derom med Bestemthed. Ogsaa Islands verdslige Anliggender beskjeftigede paa denne Tid Høvdingerne, og man erfarer af de Foranstaltninger der siden fandt Sted fra Regjeringens Side, at der maa have været holdt flere Møder og Forhandlinger, især, som man maa formode, paa Althinget, for at vedtage en Forestilling til Kongen om enkelte Forandringer i den nye Lov, hvis Nødvendighed Erfaringen havde godtgjort. Den fornemste Leder af dette Anliggende synes at have været Thorlak Narvessøn, der var bleven Lagmand i 1291, da Erlend sterke var bleven Sysselmand i Vestfjordene, og saaledes havde maattet overgive sit Lagmands-Embede[2]. Ogsaa i Jon Lagmands Sted, der ved denne Tid maa have draget over til Norge, udnævntes der i 1292 en ny Lagmand ved Navn Sigurd Gudmundssøn, men dog kun, som det synes, midlertidigt, og uden at han havde saa meget at sige, som Thorlak[3]. I Aaret 1293, formodentlig efter Thinget, drog saavel Thorlak som Hr. Thord

  1. Laurentius Saga, Cap. 6.
  2. De isl. Annaler, ved 1291.
  3. Han nævnes kun en eneste Gang, og da vi siden sinde Hauk Erlendssøn som Lagmand i Jons Sted, medens Thorlak vedblev, maa man antage at Sigurds Udnævnelse blot har været midlertidig.