Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/318

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
296
Erik Magnusſøn.

hørende Ejendomme, og ſaaledes blusſede nu Striden paany op, ſaa at Sommeren 1293 endog kaldes Trætteſommeren. Imidlertid kjender man ikke ret til Enkelthederne ved denne fornyede Strid. Man ſeer kun, at Biſkop Arne ikke gav tabt, og at han i 1294 ſatte de Lægmænd, der havde efterkommet Kongens Befaling, i Forbud eller i det mindre Bann. Ogſaa Biſkop Jørund gav ſig en Mine af at true de Lægmænd, der i Hole Biſkopsdømme havde gjort idet ſamme, med Bann, men kun, ſom man tydeligt kan ſee, for ej at lægge ſeg ud med ſin ivrige Collega, og uden at mene noget oprigtigt dermed; det er ſaaledes heele charakteriſtiſk, at han, da Sigurd i Lid paa Grund af Arveret havde ſat ſig i Beſiddelſe af Madrevalle Kirke og Gods, førſt ſendte den unge Preſt Laurentius Kalfsſøn hen for at viſe ham bort, med Befaling at ſætte ham i Bann, hvis han ikke lyſtrede; men at han ſiden, da Laurentius udførte denne Befaling bogſtaveligt, og Sigurd ſiden i Vrede med et talrigt Følge begav ſig til Hole og truede Biſkoppen, ej alene gjorde Undſkyldninger for Sigurd og frakjøbte ham hans Ret til Kirken med en Pengeſum, men var endog ſpag nok til at ytre, at Laurentius havde overtraadt ſin Fuldmagt, ſaa at denne maatte bære det hele Anſvar[1]. Hr. Erlend ſterke var allerede bleven ſat i Forbud af Abbed Runulf, og der tales ikke om at han forligede ſig med Biſkop Arne; formodentlig gjorde han fælles-Sag med de øvrige Lægmænd ſkjønt vi af Mangel paa udførlige Oplysninger intet vide derom med Beſtemthed. Ogſaa Islands verdslige Anliggender beſkjeftigede paa denne Tid Høvdingerne, og man erfarer af de Foranſtaltninger der ſiden fandt Sted fra Regjeringens Side, at der maa have været holdt flere Møder og Forhandlinger, iſær, ſom man maa formode, paa Althinget, for at vedtage en Foreſtilling til Kongen om enkelte Forandringer i den nye Lov, hvis Nødvendighed Erfaringen havde godtgjort. Den fornemſte Leder af dette Anliggende ſynes at have været Thorlak Narvesſøn, der var bleven Lagmand i 1291, da Erlend ſterke var bleven Sysſelmand i Veſtfjordene, og ſaaledes havde maattet overgive ſit Lagmands-Embede[2]. Ogſaa i Jon Lagmands Sted, der ved denne Tid maa have draget over til Norge, udnævntes der i 1292 en ny Lagmand ved Navn Sigurd Gudmundsſøn, men dog kun, ſom det ſynes, midlertidigt, og uden at han havde ſaa meget at ſige, ſom Thorlak[3]. I Aaret 1293, formodentlig efter Thinget, drog ſaavel Thorlak ſom Hr. Thord

  1. Laurentius Saga, Cap. 6.
  2. De isl. Annaler, ved 1291.
  3. Han nævnes kun en eneſte Gang, og da vi ſiden ſinde Hauk Erlendsſøn ſom Lagmand i Jons Sted, medens Thorlak vedblev, maa man antage at Sigurds Udnævnelſe blot har været midlertidig.