Island, men sandsynligviis maa det have været Newfoundland, den mest mod Østen fremspringende Deel af Nord-Amerika. Man kaldte det deels simpelt hen Nyland (der, merkeligt nok, ganske svarer til det senere franske Navn paa Newfoundland, Terre Neuve), deels Dunøer. Opdagelsen synes at have gjort nogen Opsigt, da den omtales i Annalerne; og fire Aar senere afsendte endog Kong Erik en vis Rolf, der paa Grund heraf blev kaldet Landa-Rolf, for at oplede og undersøge det nye Land. Rolf begav sig først til Island (1289), hvor han det følgende Aar rejste om og opfordrede Folk til at følge med paa Toget. Men om dette virkelig gik for sig, og hvorledes det i saa Fald løb af, nævnes ikke. Sandsynligviis gik det ikke noget videre heldigt, ellers havde man vel hørt noget mere til dets Resultater. Om Rolf selv veed man kun, at han døde i Aaret 1295.
Paa Island havde endnu ikke de politiske Storme lagt sig, der vare een uundgaaelig Følge af den fuldstændige Omorganisation af den hele Forfatning og Lovgivning, som Kong Magnus allerede havde paabegyndt, men som endnu ikke havde kunnet fuldstændigt gjennemføres, og som stod i den nøjeste Forbindelse med de kirkelige Stridigheder, hvorom vi allerede ovenfor tildeels have berettet. Det var Kongens og hans Raadgiveres alvorlige Hensigt, ganske at fuldføre Reformen for paa den Maade at bringe Rolighed til Veje; de antoge visselig, at først naar dette var opnaaet, kunde Foreningen mellem Island og Norge, hvilken de ej formaaede at tænke sig som en Real-Union, betragtes som aldeles sikret. De islandske Anliggender omfattedes derfor af Kongen eller de, der handlede i hans Navn, med en Omhu, der næsten synes at overgaa den, han henvendte paa de indenlandske, og hvori vi vel og, som ovenfor bemerket, for en ikke ringe Deel kunne søge Grunden til at Kongen saa stadigt opholdt sig i Bergen. Vi have seet[1], at Kirkegods-Sagen endnu ikke i 1290 var bleven bragt til Ende som man havde ventet, fordi Lagmanden Hr. Erlend sterke, der nu efter Ravns Død var Lægmændenes fornemste Støtte, ej havde villet indfinde sig for Erkebiskoppens Domstol, utilfreds med, at Biskop Arne ved de Instruxer, han i sine Breve meddeelte Abbed Runulf, der fungerede som Vicarius, fore-
- ↑ Se ovf. S. 168–170.
her ei saa heftigt Anfald af Vanvid, at han døde (c. 1290). Arne B. Saga Cap. 79.
