Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/316

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
294
Erik Magnusſøn.


Island, men ſandſynligviis maa det have været Newfoundland, den meſt mod Øſten fremſpringende Deel af Nord-Amerika. Man kaldte det deels ſimpelt hen Nyland (der, merkeligt nok, ganſke ſvarer til det ſenere franſke Navn paa Newfoundland, Terre Neuve), deels Dunøer. Opdagelſen ſynes at have gjort nogen Opſigt, da den omtales i Annalerne; og fire Aar ſenere afſendte endog Kong Erik en vis Rolf, der paa Grund heraf blev kaldet Landa-Rolf, for at oplede og underſøge det nye Land. Rolf begav ſig førſt til Island (1289), hvor han det følgende Aar rejſte om og opfordrede Folk til at følge med paa Toget. Men om dette virkelig gik for ſig, og hvorledes det i ſaa Fald løb af, nævnes ikke. Sandſynligviis gik det ikke noget videre heldigt, ellers havde man vel hørt noget mere til dets Reſultater. Om Rolf ſelv veed man kun, at han døde i Aaret 1295.

85. Begivenheder paa Island. Kirkeſtriden endt.


Paa Island havde endnu ikke de politiſke Storme lagt ſig, der vare een uundgaaelig Følge af den fuldſtændige Omorganiſation af den hele Forfatning og Lovgivning, ſom Kong Magnus allerede havde paabegyndt, men ſom endnu ikke havde kunnet fuldſtændigt gjennemføres, og ſom ſtod i den nøjeſte Forbindelſe med de kirkelige Stridigheder, hvorom vi allerede ovenfor tildeels have berettet. Det var Kongens og hans Raadgiveres alvorlige Henſigt, ganſke at fuldføre Reformen for paa den Maade at bringe Rolighed til Veje; de antoge visſelig, at førſt naar dette var opnaaet, kunde Foreningen mellem Island og Norge, hvilken de ej formaaede at tænke ſig ſom en Real-Union, betragtes ſom aldeles ſikret. De islandſke Anliggender omfattedes derfor af Kongen eller de, der handlede i hans Navn, med en Omhu, der næſten ſynes at overgaa den, han henvendte paa de indenlandſke, og hvori vi vel og, ſom ovenfor bemerket, for en ikke ringe Deel kunne ſøge Grunden til at Kongen ſaa ſtadigt opholdt ſig i Bergen. Vi have ſeet[1], at Kirkegods-Sagen endnu ikke i 1290 var bleven bragt til Ende ſom man havde ventet, fordi Lagmanden Hr. Erlend ſterke, der nu efter Ravns Død var Lægmændenes fornemſte Støtte, ej havde villet indfinde ſig for Erkebiſkoppens Domſtol, utilfreds med, at Biſkop Arne ved de Inſtruxer, han i ſine Breve meddeelte Abbed Runulf, der fungerede ſom Vicarius, fore-

    her ei ſaa heftigt Anfald af Vanvid, at han døde (c. 1290). Arne B. Saga Cap. 79.

  1. Se ovf. S. 168—170.