Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/312

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
290
Erik Magnussøn.


nere førte Herretitel. Gulathings Lagmand var Hr. Sigurd paa Aga i Hardanger[1]; Bergens Lagmand, saa vidt man kan see, en Hr. Nikolaus, og Throndhjems en vis Eilif[2]. Hvo der var Haalogalands Lagmand, er ikke oplyst.

Til Livet ved Kong Eriks Hof kjendes ikke synderligt. Saa vidt man af de faa Antydninger, der hist og her forefindes, kan slutte, maa alt omtrent have gaaet til som i hans Faders og Farfaders Tid, dog maaskee med mindre Stivhed og Etikette end under Kong Magnus; i det mindste lader det til, at der under Formynder-Regjeringen indførtes en noget friere og raaere Tone, hvorpaa vel Dronning Margrete søgte at raade noget Bod[3], men vistnok uden at udrette saa særdeles meget, da hun levede saa kort; i den unge Konges lange Enkemands-Tid herskede formodentlig temmelig Frihed, og Isabella, der ved sit Giftermaal med ham i 1293 synes endnu at have været saa godt som et Barn, kunde neppe strax udøve nogen Indflydelse, i 1297 fødte hun en Datter, der blev kaldet Ingeborg efter Kongens Moder[4], og det har sikkert været Kongen ilde tilpas, at dette ikke blev en Søn. De mange s fremmede Gesandter, fra Skotland, England, Frankrige, Tydskland, Danmark, ja endog fra Tatarerne, der fra Tid til anden kom til Eriks Hof, maa have bidraget ikke saa lidet til at vække Liv og Rørelse. Overhoved erfarer man, at dette besøgtes af mange Udlændinger; navnlig fortælles der, at om Julen 1294–95 opholdt sig der ved hans Hof i Bergen mange udmerkede Mænd fra forskjellige Lande, der forstode sig paa mangt og meget[5]. Flere synes dog kun at have været omrejsende Kunstnere, og blandt dem en Mand fra Flandern, der udtrykkeligt nævnes, og som i Sagaen, der omtaler ham, kaldes Thrand Fisilier (Navnet maa være noget forvansket)[6]. Af hvad der fortælles om ham, erfares det merkelige, at han gjorde Kunster med Krud. Det heder nemlig, at han om Julen „legede Hærbrest“ (d. e. frembragte

    Beviis for at Egdafylke og Ryfylke havde fælles Lagmand; ellers forekommer Sigurd som Lagmand i 1299 (Dipl. Norv. II. 54).

  1. Sigurd nævnes allerede i flere Breve af 1293, f. Ex. Dipl. Norv. VI. 6.
  2. Foranførte Brev af 1293, jfr. Munkelivsbogen S. 57.
  3. Se hvad der ovenfor S. 31 er anført, at hun ifølge Chron. de Lanercost skulde have indført bedre Sæder ved Hoffet.
  4. De isl. Annaler, ved 1297.
  5. Laurentius Saga, Cap. 8.
  6. „Thrand“ kan umuligt være noget flamsk Navn, saaat man visselig maa formode, at den oprindelige flamske Form maa have været forvansket, men hvorledes denne har lydt, lader sig neppe engang gjette. Ved „fisiler“ maa man tænke paa det franske fusilier, af fusil, Bøsse.