Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/312

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
290
Erik Magnusſøn.


nere førte Herretitel. Gulathings Lagmand var Hr. Sigurd paa Aga i Hardanger[1]; Bergens Lagmand, ſaa vidt man kan ſee, en Hr. Nikolaus, og Throndhjems en vis Eilif[2]. Hvo der var Haalogalands Lagmand, er ikke oplyſt.

Til Livet ved Kong Eriks Hof kjendes ikke ſynderligt. Saa vidt man af de faa Antydninger, der hiſt og her forefindes, kan ſlutte, maa alt omtrent have gaaet til ſom i hans Faders og Farfaders Tid, dog maaſkee med mindre Stivhed og Etikette end under Kong Magnus; i det mindſte lader det til, at der under Formynder-Regjeringen indførtes en noget friere og raaere Tone, hvorpaa vel Dronning Margrete ſøgte at raade noget Bod[3], men viſtnok uden at udrette ſaa ſærdeles meget, da hun levede ſaa kort; i den unge Konges lange Enkemands-Tid herſkede formodentlig temmelig Frihed, og Iſabella, der ved ſit Giftermaal med ham i 1293 ſynes endnu at have været ſaa godt ſom et Barn, kunde neppe ſtrax udøve nogen Indflydelſe, i 1297 fødte hun en Datter, der blev kaldet Ingeborg efter Kongens Moder[4], og det har ſikkert været Kongen ilde tilpas, at dette ikke blev en Søn. De mange ſ fremmede Geſandter, fra Skotland, England, Frankrige, Tydſkland, Danmark, ja endog fra Tatarerne, der fra Tid til anden kom til Eriks Hof, maa have bidraget ikke ſaa lidet til at vække Liv og Rørelſe. Overhoved erfarer man, at dette beſøgtes af mange Udlændinger; navnlig fortælles der, at om Julen 1294—95 opholdt ſig der ved hans Hof i Bergen mange udmerkede Mænd fra forſkjellige Lande, der forſtode ſig paa mangt og meget[5]. Flere ſynes dog kun at have været omrejſende Kunſtnere, og blandt dem en Mand fra Flandern, der udtrykkeligt nævnes, og ſom i Sagaen, der omtaler ham, kaldes Thrand Fiſilier (Navnet maa være noget forvanſket)[6]. Af hvad der fortælles om ham, erfares det merkelige, at han gjorde Kunſter med Krud. Det heder nemlig, at han om Julen „legede Hærbreſt“ (d. e. frembragte

    Beviis for at Egdafylke og Ryfylke havde fælles Lagmand; ellers forekommer Sigurd ſom Lagmand i 1299 (Dipl. Norv. II. 54).

  1. Sigurd nævnes allerede i flere Breve af 1293, f. Ex. Dipl. Norv. VI. 6.
  2. Foranførte Brev af 1293, jfr. Munkelivsbogen S. 57.
  3. Se hvad der ovenfor S. 31 er anført, at hun ifølge Chron. de Lanercost ſkulde have indført bedre Sæder ved Hoffet.
  4. De isl. Annaler, ved 1297.
  5. Laurentius Saga, Cap. 8.
  6. „Thrand“ kan umuligt være noget flamſk Navn, ſaaat man visſelig maa formode, at den oprindelige flamſke Form maa have været forvanſket, men hvorledes denne har lydt, lader ſig neppe engang gjette. Ved „fisiler“ maa man tænke paa det franſke fusilier, af fusil, Bøsſe.