Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/306

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
284
Erik Magnusſøn.

uadſpurgt, at uddele Byggetomter der. Vi føle os her ſaa meget mere friſtede til at gjette paa Hr. Audun Hugleiksſøn, ſom netop en Gaard, kaldet Audunargaarden, og neppe tilhørende nogen anden end ham, laa paa Stranden[1]. Imidlertid kan det ikke have været ham, over hvem hine Udtryk udtalte Dadel, thi dertil var han ſelv for mægtig og højt ſtaaende, og ſandſynligviis var det vel endog ham, efter hvis Raad Kongen udgav Retterboden; men der maa have været andre, hvo det nu kan have været, der i dette Stykke tiltoge ſig for ſtor Myndighed, og der ſigtes vel og for en Deel til hvad enkelte af Regjeringsherrerne i Kongens Mindreaarighed utilbørligt kunne have tilladt ſig. Formodentlig var det iſær fornemmere Folk, der i Begyndelſen boſatte ſig paa Stranden, for her, i Kloſtrenes Nærhed, at have ſtørre Ro og Plads, end i den trange, af et travlt Handelsliivs Larm opfyldte, ældre Deel af Byen, og det er endog højſt ſandſynligt at de have anmodet Kongen om at hindre en alt for tæt Bebyggelſe af deres Naboſkab. Saaledes erfare vi, at ogſaa Erkebiſkoppen havde en Gaard paa Stranden, og end videre omtales andre betydelige, her beliggende Gaarde[2].

  1. Dipl. Norv. II. 133.
  2. Dipl. Norv. II. 137, 165.