uadspurgt, at uddele Byggetomter der. Vi føle os her saa meget mere fristede til at gjette paa Hr. Audun Hugleikssøn, som netop en Gaard, kaldet Audunargaarden, og neppe tilhørende nogen anden end ham, laa paa Stranden[1]. Imidlertid kan det ikke have været ham, over hvem hine Udtryk udtalte Dadel, thi dertil var han selv for mægtig og højt staaende, og sandsynligviis var det vel endog ham, efter hvis Raad Kongen udgav Retterboden; men der maa have været andre, hvo det nu kan have været, der i dette Stykke tiltoge sig for stor Myndighed, og der sigtes vel og for en Deel til hvad enkelte af Regjeringsherrerne i Kongens Mindreaarighed utilbørligt kunne have tilladt sig. Formodentlig var det især fornemmere Folk, der i Begyndelsen bosatte sig paa Stranden, for her, i Klostrenes Nærhed, at have større Ro og Plads, end i den trange, af et travlt Handelsliivs Larm opfyldte, ældre Deel af Byen, og det er endog højst sandsynligt at de have anmodet Kongen om at hindre en alt for tæt Bebyggelse af deres Naboskab. Saaledes erfare vi, at ogsaa Erkebiskoppen havde en Gaard paa Stranden, og end videre omtales andre betydelige, her beliggende Gaarde[2].
