Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/305

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
283
1295. Kong Erik i Bergen. Rettebøder Taverneshuſe.

have gjeldt de i Bergen boſatte Tydſkere, der gjorde fælles Sag med deres Landsmænd Handelsfactorerne, og til hvem det oven omtalte Forbud mod at „tage Sammenhold eller digte ſig Love eller Sætninger“ maaſkee nærmeſt ſigter; imidlertid er det tydeligt nok, at ogſaa Indfødde maa have gjort ſig ſkyldige i noget lignende, eller at overhoved den i de tydſke Handelsrepubliker herſkende Asſociationsaand ogſaa har udbredt ſig til Byens egne Børn, og vakt oppoſitionelle Tendenſer hos dem, ſom hidtil ikke i lang Tid havde været ſporede. Thi Kongen retter ſit Forbud baade mod indenlandſke og udenlandſke, og ophæver ej alene alle Gilder undtagen Maria’s, Nikolas’s og Jetmunds, men forbyder endog, ſom vi have ſeet, alle Samdrikkelag af Smede, Englandsfarere, Arbejdsfolk, ja endog Arbejdskvinder. Hertil kommer og hans Forbud mod at nogen, med Undtagelſe af Gjaldkeren, dennes Fuldmægtige eller Tjenere, bar Vaaben i Kjøbſtaden, og hans Bud til Raadsmændene, at de ſkulde lægge mere Vind paa at røgte Folks Sager og Stadens Ret end hidtil. End videre ſeer man, at Gejſtlige og haandgangne Mænd i Byerne fremdeles vilde unddrage ſig fra at yde ordentlig Leding, paaberaabende ſig deres Fritagelſe for visſe Nev. Forordningen beſtemte udtrykkeligt, at ſaavel gejſtlige ſom haandgangne Mænd ſkulde gjøre Leding af ſine Gaarde ſom andre, ſaa ſnart Leding blev fordret, ellers ſkulde det tilbørlige Antal Folk af deres Gaard tilſiges under Femteſtevne, og den, ſom ſad denne Stevne overhørig, bøde 5 Mkr.[1]. Denne Forordning indeholder endog et formeligt Forbud mod den Udvidelſe, ſom Byen ſiden efter har faaet derved at der byggedes Huſe over paa Stranden, hvor Byens nuværende Hovedgade, Strandgaden, og bedſte Deel er. „Vi forbyde“, heder det, „nogen ſom helſt at bygge Huſe over paa Stranden eller andenſteds i vor Almenning, uden at vi ſelv have meddeelt Tilladelſe dertil i vort Brev, og han for øvrigt ſvarer ſlige Præſtationer deraf, ſom Bjarkøretten (Byloven) fordrer. Alle de, ſom have Huſe over paa Stranden uden at kunne fremviſe vort Brev derfor, ſkulle ranſages, hvorledes de ere komne dertil; de ſom da beviſe ſin lovlige Adkomſt, ſkulle faa Brev af os derpaa, men de øvrige ſkulle miſte Huſet. Hvo ſom bortgiver eller ſelger eller har bortgivet vore Almenninger over paa Stranden eller andenſteds, og ſaaledes vil unddrage os vor fædrene Ejendom, ham kalde vi en ſand Landraademand mod os“[2]. Vi erfare heraf, baade at man paa denne Tid havde begyndt at bebygge Stranden med Privathuſe, og at der maa have været egenmægtige Mænd blandt Kongens Omgivelſer, der havde tilladt ſig den Ret, ham

  1. Rb. af 9de Marts 1295, Art. 1.
  2. Sammeſteds, Art. 6.