Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/305

283

1295. Kong Erik i Bergen. Rettebøder Taverneshuse.

have gjeldt de i Bergen bosatte Tydskere, der gjorde fælles Sag med deres Landsmænd Handelsfactorerne, og til hvem det oven omtalte Forbud mod at „tage Sammenhold eller digte sig Love eller Sætninger“ maaskee nærmest sigter; imidlertid er det tydeligt nok, at ogsaa Indfødde maa have gjort sig skyldige i noget lignende, eller at overhoved den i de tydske Handelsrepubliker herskende Associationsaand ogsaa har udbredt sig til Byens egne Børn, og vakt oppositionelle Tendenser hos dem, som hidtil ikke i lang Tid havde været sporede. Thi Kongen retter sit Forbud baade mod indenlandske og udenlandske, og ophæver ej alene alle Gilder undtagen Maria’s, Nikolas’s og Jetmunds, men forbyder endog, som vi have seet, alle Samdrikkelag af Smede, Englandsfarere, Arbejdsfolk, ja endog Arbejdskvinder. Hertil kommer og hans Forbud mod at nogen, med Undtagelse af Gjaldkeren, dennes Fuldmægtige eller Tjenere, bar Vaaben i Kjøbstaden, og hans Bud til Raadsmændene, at de skulde lægge mere Vind paa at røgte Folks Sager og Stadens Ret end hidtil. End videre seer man, at Gejstlige og haandgangne Mænd i Byerne fremdeles vilde unddrage sig fra at yde ordentlig Leding, paaberaabende sig deres Fritagelse for visse Nev. Forordningen bestemte udtrykkeligt, at saavel gejstlige som haandgangne Mænd skulde gjøre Leding af sine Gaarde som andre, saa snart Leding blev fordret, ellers skulde det tilbørlige Antal Folk af deres Gaard tilsiges under Femtestevne, og den, som sad denne Stevne overhørig, bøde 5 Mkr.^[1]. Denne Forordning indeholder endog et formeligt Forbud mod den Udvidelse, som Byen siden efter har faaet derved at der byggedes Huse over paa Stranden, hvor Byens nuværende Hovedgade, Strandgaden, og bedste Deel er. „Vi forbyde“, heder det, „nogen som helst at bygge Huse over paa Stranden eller andensteds i vor Almenning, uden at vi selv have meddeelt Tilladelse dertil i vort Brev, og han for øvrigt svarer slige Præstationer deraf, som Bjarkøretten (Byloven) fordrer. Alle de, som have Huse over paa Stranden uden at kunne fremvise vort Brev derfor, skulle ransages, hvorledes de ere komne dertil; de som da bevise sin lovlige Adkomst, skulle faa Brev af os derpaa, men de øvrige skulle miste Huset. Hvo som bortgiver eller selger eller har bortgivet vore Almenninger over paa Stranden eller andensteds, og saaledes vil unddrage os vor fædrene Ejendom, ham kalde vi en sand Landraademand mod os“^[2]. Vi erfare heraf, baade at man paa denne Tid havde begyndt at bebygge Stranden med Privathuse, og at der maa have været egenmægtige Mænd blandt Kongens Omgivelser, der havde tilladt sig den Ret, ham

1. Rb. af 9de Marts 1295, Art. 1.
2. Sammesteds, Art. 6.