Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/298

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
276
Erik Magnusſøn.

ſaa omfattende Indhold ſom de oven omhandlede til Oplandene, vides dog ikke af ham at være udſtedte til Agvaldsnes Lagſokn.

En ſaadan udgav han derimod til Færøerne, vedkommende Landboforholdene. Dens enkelte Beſtemmelſer ere for os af mindre Interesſe, men Følgeſkrivelſen og Indledningen kaſter et ikke uvigtigt Lys paa Skatlandenes legislatoriſke og adminiſtrative Forhold. „Den aandelige Fader og vor kjæreſte Ven, Hr. Biſkop Erlend i Færøerne og Hr. Sigurd, Lagmand i Hjatland, ſom vi have ſendt til eder“, heder det, „forelagde os paa Almuens Vegne de Mangler, ſom de fandt ved Bunade-Baalken, og derfor lode vi paa disſe fire Blade ſammenſætte denne Forordning, ſom vi med de bedſte Mænds Raad desangaaende have gjort, efter ſom vi vente, at det ſkal være Almuen til ſtørſt Gavn. Om Chriſtenretten kunne vi derimod ingen anden Beſtemmelſe for Tiden give, end at den ſkal ſtaa ved Magt ſaaledes ſom vor verdige Hr. Fader lod ſammenſætte, og overleverede til Hr. Biſkop Erlend, ſom Landsbogen ſelv udviſer“. Anordningen ſelv begynder med disſe indledende Ord, der viſe, at den er beſtemt til at indføres i Lovbogen og oplæſes af Lagmanden: „Det er nu hernæſt, at disſe ere de Ting, ſom ere Landet gavnligſt og ſom min Herre Hertugen har tilſagt os, men ſom ikke ſtaa i den Lovbog, vor verdige Herre Kong Magnus den kronede gav os, og ſom blev ſamtykt paa Althinget“. Vi lære af alt dette, at Færøerne nu havde Lagmand tilfælles med Hjatland: en Foranſtaltning, der maaſkee allerede ſkyldes Kong Sverre, da han ved Harald Orknøjarls Underkaſtelſe i Bergen 1195 fratog ham Hjatland[1]. Hjatland og Færøerne ſynes paa denne Maade at have vedblevet at have Lagmand tilfælles i det mindſte noget over et Aarhundrede. Vi lære end videre, at der ved Lovreformen under Kong Magnus maaſkee var indrettet en egen Redaction for Færøerne, ſiden en af Baalkerne benævnes med det i den norſke Lovbog ukjendte Navn „Bunadarbaalk“, hvis ellers ikke dette kun er en egen paa Færøerne brugelig Benævnelſe for „Landslejebaalken“; ligeledes ſees det, at Lagthing i det mindſte i Anordningen har Navnet „Althing“ fælles med det islandſke. Endelig ſees det, at den til Færøerne ſendte Lovbog i ſin Tid var bleven vedtagen paa dette „Althing“, og at den maa have indeholdt en Chriſtenret, der virkelig traadte i Kraft, og ſom ſynes ikke at kunne have været nogen anden end Kong Magnus’s, der ej blev gjeldende i Norge. Originalen til denne Anordning, der ſædvanligviis kaldes Sandebrevet og gjaldt paa Færøerne meget langt nede i Tiden, er endnu til, dateret

  1. Jfr. ovenf. til. S. 290. I alle Fald maa dette være blevet beſtemt ved Magnus Jarls Forlig med Kong Magnus i 1267, ſe ovenf. IV. 1. S. 467.