saa omfattende Indhold som de oven omhandlede til Oplandene, vides dog ikke af ham at være udstedte til Agvaldsnes Lagsokn.
En saadan udgav han derimod til Færøerne, vedkommende Landboforholdene. Dens enkelte Bestemmelser ere for os af mindre Interesse, men Følgeskrivelsen og Indledningen kaster et ikke uvigtigt Lys paa Skatlandenes legislatoriske og administrative Forhold. „Den aandelige Fader og vor kjæreste Ven, Hr. Biskop Erlend i Færøerne og Hr. Sigurd, Lagmand i Hjatland, som vi have sendt til eder“, heder det, „forelagde os paa Almuens Vegne de Mangler, som de fandt ved Bunade-Baalken, og derfor lode vi paa disse fire Blade sammensætte denne Forordning, som vi med de bedste Mænds Raad desangaaende have gjort, efter som vi vente, at det skal være Almuen til størst Gavn. Om Christenretten kunne vi derimod ingen anden Bestemmelse for Tiden give, end at den skal staa ved Magt saaledes som vor verdige Hr. Fader lod sammensætte, og overleverede til Hr. Biskop Erlend, som Landsbogen selv udviser“. Anordningen selv begynder med disse indledende Ord, der vise, at den er bestemt til at indføres i Lovbogen og oplæses af Lagmanden: „Det er nu hernæst, at disse ere de Ting, som ere Landet gavnligst og som min Herre Hertugen har tilsagt os, men som ikke staa i den Lovbog, vor verdige Herre Kong Magnus den kronede gav os, og som blev samtykt paa Althinget“. Vi lære af alt dette, at Færøerne nu havde Lagmand tilfælles med Hjatland: en Foranstaltning, der maaskee allerede skyldes Kong Sverre, da han ved Harald Orknøjarls Underkastelse i Bergen 1195 fratog ham Hjatland[1]. Hjatland og Færøerne synes paa denne Maade at have vedblevet at have Lagmand tilfælles i det mindste noget over et Aarhundrede. Vi lære end videre, at der ved Lovreformen under Kong Magnus maaskee var indrettet en egen Redaction for Færøerne, siden en af Baalkerne benævnes med det i den norske Lovbog ukjendte Navn „Bunadarbaalk“, hvis ellers ikke dette kun er en egen paa Færøerne brugelig Benævnelse for „Landslejebaalken“; ligeledes sees det, at Lagthing i det mindste i Anordningen har Navnet „Althing“ fælles med det islandske. Endelig sees det, at den til Færøerne sendte Lovbog i sin Tid var bleven vedtagen paa dette „Althing“, og at den maa have indeholdt en Christenret, der virkelig traadte i Kraft, og som synes ikke at kunne have været nogen anden end Kong Magnus’s, der ej blev gjeldende i Norge. Originalen til denne Anordning, der sædvanligviis kaldes Sandebrevet og gjaldt paa Færøerne meget langt nede i Tiden, er endnu til, dateret
- ↑ Jfr. ovenf. til. S. 290. I alle Fald maa dette være blevet bestemt ved Magnus Jarls Forlig med Kong Magnus i 1267, se ovenf. IV. 1. S. 467.
