Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/296

Denne siden er korrekturlest

274

Erik Magnussøn.

Almuen selv havde henvendt sig til ham og klaget sin Nød; det maa saaledes have været vanskeligt i de Egne at faa Arbejdsmænd for rimelig Løn, sandsynligviis fordi, som der fremdeles klagedes over, de fleste vilde drive Handel. Den aarlige^[1] Løn for Verkmænd, der udførte fuldt Arbejde, bestemtes for Hadafylke til ${\frac {1}{4}}$ Saald Smør, som i Æqvivalent for 2 Ører, og 5 Alen Lerred for en Øre eller ogsaa 12 Alen Strige for en Øre og 3 Ører Sølv i rede Penge. Paa Raumarike bestemtes Lønnen til 3 Ørers Verdi i Vaadmaal eller Lerred og 3 Ører Sølv, i Gudbrandsdalene til 12 Alen Vaadmaal og 3 Ører Sølv. Da det imidlertid var at forudsee, at kun de Færreste vilde fæste sig i Tjeneste, naar de ikke kunde betinge sig saa høj Løn, som de vilde, søgte man at tvinge dem dertil ved at forbyde enhver, under een Marks Bod, at udleje Huus til arbejdsføre Folk, Mænd eller Kvinder. Ved samme Retterbod forandredes for Oplandene Onnfrede-Tiden (den Hvile af alle Søgsmaal og Stevninger, der skulde finde Sted under Vaar- og Høst-Onnen), hvilken Loven (I. 10) fastsatte fra Mariæ Bebudelses Dag e(25de Marts) til Hallvardsmesse (15de Mai) samt fra Seljumannamesse (8de Juli) til Korsmesse om Høsten (14de Septbr.), derhen, at den om Vaaren skulde vedvare 14 Dage efter Hallvardsmesse, men om Høsten ogsaa begynde saa meget senere efter Seljumannamesse^[2]. Lovens Bestemmelse, der formodentlig nærmest var rettet

↑ Ordet „aarlig“ tilføjes ikke; der staar kun „Verkmænd der arbejde (vinna) fuld Orke“. Men dette er aabenbart eenstydigt med Landslovens Udtryk „tager fuld Leje“, i før omtalte III. 11, og da det her heder: „naar en Verkmand gaar i først Vist (d. n. Condition) og tager fuld Leje, kjøbe han sig første Sommer“ o. s. v, seer man tydeligt, at ved Lejen forstaaes Lejen for den hele „første Vist“, d. e. den første Aarscondition. Betalingen, der sættes til henved 6 Ører, passer ogsaa efter de Tiders Forhold alene paa Aarsbetaling. I Gudbrandsdalen var Betalingen mindre, nemlig fem Ører, for faa vidt man efter den sædvanlige Taxt kan regne 12 Alen Vaadmaal til to Ører; men dette lader sig ogsaa heel vel forklare deraf, at Gudbrandsdalen var en mere afsides Bygd, hvor Fornødenhederne vare færre og billigere. De rede Sølvpenge, der udgjorde en Deel af Lønnen, var vel ellers kun almindelige norske Penge af daarligt Gehalt, saa at Hovedbetalingen var den, der erlagdes i Varer. Da Østerdalene ikke her nævnes, maa man enten antage, at de ikke hørte til Hertugdømmet, eller ogsaa at de have været regnede som Underafdeling deels af Gudbrandsdalen deels af Hedemarken.
↑ Norges gl. Love, III. No. 4. I Rb. selv nævnes ikke „Seljumannamesse“, men „Tredievaka“, der hidtil antoges for at være Mariæ Bebudelsesdag, 25de Marts. Men Chr. Lange har i „Aarsberetninger fra det kgl. danske Geheimearchiv“ II. S. 73–78 med saadan Evidens viist, at Tredievaka maa være et paa Østlandet brugeligt Navn for 8de Juli, at der ej længer kan være mindste Tvivl tilbage derom. Saa meget er f. Ex. klart af det foregaaende, at da Hertugen, som vi have seet, opholdt sig paa Hamar i det

[1] Ordet „aarlig“ tilføjes ikke; der staar kun „Verkmænd der arbejde (vinna) fuld Orke“. Men dette er aabenbart eenstydigt med Landslovens Udtryk „tager fuld Leje“, i før omtalte III. 11, og da det her heder: „naar en Verkmand gaar i først Vist (d. n. Condition) og tager fuld Leje, kjøbe han sig første Sommer“ o. s. v, seer man tydeligt, at ved Lejen forstaaes Lejen for den hele „første Vist“, d. e. den første Aarscondition. Betalingen, der sættes til henved 6 Ører, passer ogsaa efter de Tiders Forhold alene paa Aarsbetaling. I Gudbrandsdalen var Betalingen mindre, nemlig fem Ører, for faa vidt man efter den sædvanlige Taxt kan regne 12 Alen Vaadmaal til to Ører; men dette lader sig ogsaa heel vel forklare deraf, at Gudbrandsdalen var en mere afsides Bygd, hvor Fornødenhederne vare færre og billigere. De rede Sølvpenge, der udgjorde en Deel af Lønnen, var vel ellers kun almindelige norske Penge af daarligt Gehalt, saa at Hovedbetalingen var den, der erlagdes i Varer. Da Østerdalene ikke her nævnes, maa man enten antage, at de ikke hørte til Hertugdømmet, eller ogsaa at de have været regnede som Underafdeling deels af Gudbrandsdalen deels af Hedemarken.

[p296-2] Norges gl. Love, III. No. 4. I Rb. selv nævnes ikke „Seljumannamesse“, men „Tredievaka“, der hidtil antoges for at være Mariæ Bebudelsesdag, 25de Marts. Men Chr. Lange har i „Aarsberetninger fra det kgl. danske Geheimearchiv“ II. S. 73–78 med saadan Evidens viist, at Tredievaka maa være et paa Østlandet brugeligt Navn for 8de Juli, at der ej længer kan være mindste Tvivl tilbage derom. Saa meget er f. Ex. klart af det foregaaende, at da Hertugen, som vi have seet, opholdt sig paa Hamar i det

[1]

[2]