Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/296

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
274
Erik Magnusſøn.

Almuen ſelv havde henvendt ſig til ham og klaget ſin Nød; det maa ſaaledes have været vanſkeligt i de Egne at faa Arbejdsmænd for rimelig Løn, ſandſynligviis fordi, ſom der fremdeles klagedes over, de fleſte vilde drive Handel. Den aarlige[1] Løn for Verkmænd, der udførte fuldt Arbejde, beſtemtes for Hadafylke til Saald Smør, ſom i Æqvivalent for 2 Ører, og 5 Alen Lerred for en Øre eller ogſaa 12 Alen Strige for en Øre og 3 Ører Sølv i rede Penge. Paa Raumarike beſtemtes Lønnen til 3 Ørers Verdi i Vaadmaal eller Lerred og 3 Ører Sølv, i Gudbrandsdalene til 12 Alen Vaadmaal og 3 Ører Sølv. Da det imidlertid var at forudſee, at kun de Færreſte vilde fæſte ſig i Tjeneſte, naar de ikke kunde betinge ſig ſaa høj Løn, ſom de vilde, ſøgte man at tvinge dem dertil ved at forbyde enhver, under een Marks Bod, at udleje Huus til arbejdsføre Folk, Mænd eller Kvinder. Ved ſamme Retterbod forandredes for Oplandene Onnfrede-Tiden (den Hvile af alle Søgsmaal og Stevninger, der ſkulde finde Sted under Vaar- og Høſt-Onnen), hvilken Loven (I. 10) faſtſatte fra Mariæ Bebudelſes Dag e(25de Marts) til Hallvardsmesſe (15de Mai) ſamt fra Seljumannamesſe (8de Juli) til Korsmesſe om Høſten (14de Septbr.), derhen, at den om Vaaren ſkulde vedvare 14 Dage efter Hallvardsmesſe, men om Høſten ogſaa begynde ſaa meget ſenere efter Seljumannamesſe[2]. Lovens Beſtemmelſe, der formodentlig nærmeſt var rettet

  1. Ordet „aarlig“ tilføjes ikke; der ſtaar kun „Verkmænd der arbejde (vinna) fuld Orke“. Men dette er aabenbart eenstydigt med Landslovens Udtryk „tager fuld Leje“, i før omtalte III. 11, og da det her heder: „naar en Verkmand gaar i førſt Viſt (d. n. Condition) og tager fuld Leje, kjøbe han ſig førſte Sommer“ o. ſ. v, ſeer man tydeligt, at ved Lejen forſtaaes Lejen for den hele „førſte Viſt“, d. e. den førſte Aarscondition. Betalingen, der ſættes til henved 6 Ører, pasſer ogſaa efter de Tiders Forhold alene paa Aarsbetaling. I Gudbrandsdalen var Betalingen mindre, nemlig fem Ører, for faa vidt man efter den ſædvanlige Taxt kan regne 12 Alen Vaadmaal til to Ører; men dette lader ſig ogſaa heel vel forklare deraf, at Gudbrandsdalen var en mere afſides Bygd, hvor Fornødenhederne vare færre og billigere. De rede Sølvpenge, der udgjorde en Deel af Lønnen, var vel ellers kun almindelige norſke Penge af daarligt Gehalt, ſaa at Hovedbetalingen var den, der erlagdes i Varer. Da Øſterdalene ikke her nævnes, maa man enten antage, at de ikke hørte til Hertugdømmet, eller ogſaa at de have været regnede ſom Underafdeling deels af Gudbrandsdalen deels af Hedemarken.
  2. Norges gl. Love, III. No. 4. I Rb. ſelv nævnes ikke „Seljumannamesſe“, men „Tredievaka“, der hidtil antoges for at være Mariæ Bebudelſesdag, 25de Marts. Men Chr. Lange har i „Aarsberetninger fra det kgl. danſke Geheimearchiv“ II. S. 73—78 med ſaadan Evidens viiſt, at Tredievaka maa være et paa Øſtlandet brugeligt Navn for 8de Juli, at der ej længer kan være mindſte Tvivl tilbage derom. Saa meget er f. Ex. klart af det foregaaende, at da Hertugen, ſom vi have ſeet, opholdt ſig paa Hamar i det