dette maaskee foranlediget deraf, at Lagmanden for den nordre Deel af Oplandene har plejet at paadømme Sager, vedkommende hiin, naar han var tilstede paa Eidsiva Thing, der egentlig laa udenfor hans Distrikt. Med Hensyn hertil var det vel og, at Hertugen i Retterboden for Ringerike, Hadeland og Raumarike „tillod“ disse Distrikters Indbyggere at have deres Lagthing paa Eidsvold som før, men foreskrev udtrykkeligt, at Lagmanden selv skulde bo paa Raumarike, for at baade de der boede nordenfor og de der boede søndenfor, med Lethed skulde kunne komme til ham[1]. Sysselmanden eller Lagmanden skulde ej stevne Bønder til Lagmanden udenfor Hjemthingsdistriktet til Erlæggelse af Sagøre, førend Sagen selv var nøje undersøgt og beviist hjemme i Bygden[2]. Med Hensyn til Leensmændene bestemtes det for Hedemarken og Thoten, at til dette Ombud kun duelige Bønder skulde tages, der havde deres Herkomst hjemme i Bygdelaget og som vare bekjendte for at være brave og hederlige Mænd; haandgangne Mænd maatte aldeles ikke beklæde dette Ombud, „saadanne som vare vindesyge og fulde af Kneb til at tynge Kotkarlen, der kan lidet eller intet af Loven“[3]. Paa Hadeland skulde der kun være to Leensmænd, og paa Ringerike kun een, og saa vidt vederheftige, at de kunde svare Ret og Skjel, om de forbrøde sig. Heller ikke her maatte haandgangne Mænd tages dertil, uden for saa vidt Bønderne selv samtykkede deri, og ingen af disse Leensmænd maatte, naar han rejste om i sine Forretninger, have flere Svenne end een, for hvis Spagfærdighed og Skikkelighed samt gode Opførsel mod Thegnerne han kunde indestaa[4]. Alt dette viser noksom, at der har været drevet meget Uvæsen med Leensmands-Ombudene, idet ikke Bønder udnævntes dertil, men haandgangne Mænd, der behandlede Bønderne med Haardhed og Overmod, og rejste omkring med kaade Svenne, der endnu gjorde ondt verre. Man seer ogsaa, at de oftere maa have undladt at indfinde sig ved de Sager, de selv havde paastevnt, eftersom det i Retterboden for Hedemarken og Thoten udtrykkeligt foreskrives, at naar en Leensmand havde indstevnet en Mand for Retten, skulde han ogsaa selv møde ham, eller svare Stevnefald som andre[5].
Uagtet det allerede i Loven selv var bestemt, at Sysselmændene hvert Aar efter endt Lagthing skulde bekjendtgjøre for Bønderne hvad der her var forhandlet eller vedtaget, blev Budet dog gjentaget for Hedemarken
