Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/291

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
269
1290—1299. Hertug Haakons Retterbøder. Rettergangen.

dette maaſkee foranlediget deraf, at Lagmanden for den nordre Deel af Oplandene har plejet at paadømme Sager, vedkommende hiin, naar han var tilſtede paa Eidſiva Thing, der egentlig laa udenfor hans Diſtrikt. Med Henſyn hertil var det vel og, at Hertugen i Retterboden for Ringerike, Hadeland og Raumarike „tillod“ disſe Diſtrikters Indbyggere at have deres Lagthing paa Eidsvold ſom før, men foreſkrev udtrykkeligt, at Lagmanden ſelv ſkulde bo paa Raumarike, for at baade de der boede nordenfor og de der boede ſøndenfor, med Lethed ſkulde kunne komme til ham[1]. Sysſelmanden eller Lagmanden ſkulde ej ſtevne Bønder til Lagmanden udenfor Hjemthingsdiſtriktet til Erlæggelſe af Sagøre, førend Sagen ſelv var nøje underſøgt og beviiſt hjemme i Bygden[2]. Med Henſyn til Leensmændene beſtemtes det for Hedemarken og Thoten, at til dette Ombud kun duelige Bønder ſkulde tages, der havde deres Herkomſt hjemme i Bygdelaget og ſom vare bekjendte for at være brave og hederlige Mænd; haandgangne Mænd maatte aldeles ikke beklæde dette Ombud, „ſaadanne ſom vare vindeſyge og fulde af Kneb til at tynge Kotkarlen, der kan lidet eller intet af Loven“[3]. Paa Hadeland ſkulde der kun være to Leensmænd, og paa Ringerike kun een, og ſaa vidt vederheftige, at de kunde ſvare Ret og Skjel, om de forbrøde ſig. Heller ikke her maatte haandgangne Mænd tages dertil, uden for ſaa vidt Bønderne ſelv ſamtykkede deri, og ingen af disſe Leensmænd maatte, naar han rejſte om i ſine Forretninger, have flere Svenne end een, for hvis Spagfærdighed og Skikkelighed ſamt gode Opførſel mod Thegnerne han kunde indeſtaa[4]. Alt dette viſer nokſom, at der har været drevet meget Uvæſen med Leensmands-Ombudene, idet ikke Bønder udnævntes dertil, men haandgangne Mænd, der behandlede Bønderne med Haardhed og Overmod, og rejſte omkring med kaade Svenne, der endnu gjorde ondt verre. Man ſeer ogſaa, at de oftere maa have undladt at indfinde ſig ved de Sager, de ſelv havde paaſtevnt, efterſom det i Retterboden for Hedemarken og Thoten udtrykkeligt foreſkrives, at naar en Leensmand havde indſtevnet en Mand for Retten, ſkulde han ogſaa ſelv møde ham, eller ſvare Stevnefald ſom andre[5].

Uagtet det allerede i Loven ſelv var beſtemt, at Sysſelmændene hvert Aar efter endt Lagthing ſkulde bekjendtgjøre for Bønderne hvad der her var forhandlet eller vedtaget, blev Budet dog gjentaget for Hedemarken

  1. Rb. af 1297, Art. 6.
  2. Sammeſt., Art. 13.
  3. Rb. af 1293, Art. 7.
  4. Rb. af 1297, Art. 15.
  5. Rb. af 1293, Art. 4.