Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/290

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
268
Erik Magnusſøn.

Thoten heder det udtrykkeligt i den følgende Artikel: „Vi ville ikke paa nogen Maade taale at Folks Ret tilſideſættes for Beſtikkelſe, Venſkab, Gaver eller andet ſaadant, ſom ej er pasſende“[1]. I den ſamme Retterbod forbødes det ogſaa Sysſelmændene eller Leensmændene at ſtevne nogen Bonde til Lagmanden udenfor det Diſtrikt, over hvilket denne var ſat, og heller ikke for øvrigt, uden at man førſt forgjeves hjemme, før Stevningen, havde forelagt ſamme Bonde en fuldſtændig Fremſtilling af Klagen, og forgjeves ſøgt at faa ſin Ret af ham[2]. Man har ogſaa, juſt ved denne Tid, Exempler paa, at Bønder ſtevnedes til Lagmanden, uanſeet om denne opholdt ſig udenfor ſit egentlige Diſtrikt. Saaledes har man en Dom af Vige, Lagmand i Skidan eller Skien (ſandſynligviis den førſte, der nogenſinde beklædte dette Embede), afſagt den 2den Juni 1294, men i Tunsberg, ikke i Skien, og dog i Nærværelſe af begge Parterne, ſom altſaa, ſkjønt de hørte til Skidans Lagthing, dog maa have været ſtevnede til Tunsberg, og det uagtet Vige kun opholdt ſig her midlertidigt, for at gjøre Kongen og Hertugen, der juſt ved denne Tid ventedes til Tunsberg for at underhandle med de tydſke Stæders Udſendinger[3], ſin Opvartning, hvilket man tydeligt kan ſee deraf, at han ſelv i Dommen, ſaavel ſom i et 11 Dage ſenere i Forening med Einar Lagmand i Tunsberg udſtedt Bekræftelſesbrev deraf, omtaler flere anſeede Mænd fra forſkjellige Kanter ſom nærværende, hvilke neppe vilde have ſamlet ſig der uden i Anledning af Kongens og Hertugens Nærværelſe; det var nemlig Hr. Thore Haakonsſøn, Sysſelmand i Skidan, Stallaren Hr. Gudleik Viljamsſøn, Peter, Lagmand i Viken, begge de islandſke Lagmænd Hr. Jon og Hr. Erlend ſterke, den islandſke Befalingsmand Hr. Thord paa Madrevalle og flere andre[4]. En ſaadan Praxis, at ſtevne Bønderne udenfor Lagſoknet, maatte naturligviis forvolde dem megen unødig Møje og Bekoſtning, og havde maaſkee for en Deel ſin Grund deri, at flere Lagſokn, ſom f. Ex. Skidans, endnu vare nye og Grændſerne ikke rigtigt beſtemte. Naar Hertugen forbød at ſtevne Indbyggerne af Thoten og Hedemarken udenfor Lagſoknet, var

  1. Rb. af 1293, Art. 3.
  2. Sammeſteds, Art 4.
  3. Fra Pintſetid, altſaa fra 6te Juni 1294, underhandlede Kongen her med Hans v. Runesſe og de øvrige tydſke Udſendinger, ſe ovenf. S. 234.
  4. Dipl Norv. I. No 82 og 83. Det førſte, af 2den Juul, indeholder Dommen, det andet, af 13de Juni, Bekræftelſen. Det førſte mangler viſtnok Udſtedelſesſted, men da Dommen angives at være afſagt i Overvær af de ſamme Herrer, der ogſaa nævnes i det ſidſte, der udtrykkelig er dateret fra Tunsberg, og man ilte med nogen Rimelighed kan antage, at de alle førſt havde været i Skien, er det tydeligt, at ogſaa hiint er udſtedt raa ſamme Sted.