Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/281

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
259
1290—1299. Indenlandſke Forhold.

om Hertugen eller om Giftermaalet. Da nu dette, ſom allerede nævnt, heller ikke fandt Sted, ligger viſtnok den Slutning nær, at Hertug Haakon, da det kom til Stykket, ikke vilde indlade ſig derpaa[1]. Men maaſkee var det ogſaa kun en Følge af, at Conventionens egne Bud ikke kom til Udøvelſe, thi allerede 24de April det følgende Aar, da Kong Edward i Berwick laa færdig til at angribe Skotland, ſluttede Kong Philip Stilſtand med ham lige til Juul[2], og ſlog ſaaledes Haanden af den ſkotſke Konge, der blev aldeles ydmyget, medens tillige hele Skotland nødtes til Underkaſtelſe. Under disſe Omſtændigheder kunde der ej være Tale om nogen Udruſtning fra Norge. Hvor vidt de oppebaarne 6000 Mkr. nogenſinde bleve tilbagebetalte, vides ikke. Sandſynligviis var der ogſaa Tale herom, da der ſenere anlagdes Dødsſag mod Hr. Audun Hugleiksſøn, ſom der i det følgende ſkal berettes.

83. Forhold og Tildragelſer indenlands. Uroligheder i Hadafylke. Hertug Haakons Lovgivnings-Virkſomhed. Anſeede Mænd i Hertugdømmet.


Naar man undtager de Stridigheder, der i den ſenere Tid af Kong Eriks Regjering fandt Sted mellem forſkjellige gejſtlige Perſoner og Corporationer, veed man ikke ſynderligt om, hvad der tildrog ſig inden

  1. Jeg har her med Flid undladt at berøre det Sagn om Hr. Auduns utilladelige Forhold til den Fyrſtinde, han ſkulde bringe fra England til Norge ſom Kongens Brud, ſom Werlauff med faa megen Lærdom og Sindrighed i Afhandlingen om Fjære-Stenen i „Antkqvariſke Annaler“ I. 82—104 har ſat i Forbindelſe, ſaavel med den hiſtoriſke Beretning om det ved Audun aftalte Giftermaal mellem Hertugen og Iſabella af Joigny, ſom med det til hiin Steen knyttede Sagn, fordi alt dette bedſt omhandles, hvor der bliver Tale om Hr. Auduns Fængſling og Henrettelſe. Saa meget ville vi dog foreløbigt anføre her, at om det end ſkulde have fin Rigtighed, ſom hiint Sagn kunde ſynes at antyde, at Audun ſkulde have forført Hertugens beſtemte Brud, ſaa kan dog neppe Fjære-Stenen være noget Mindesmerke om denne, da Indſkriften, rigtigt læſt, taler om en Datter af Norges Konge og en danſk Fyrſtinde (ſe ovenf. S. 1); heller ikke er det ſandſynligt, at Audun, der i 1295 viſt var en Mand paa henved de 60, ſkulde have forført en ung Fyrſtinde, og navnlig ikke Iſabella af Joigny, da han i ſaa Fald neppe vilde have kunnet beholde ſig ophøjede og indflydelſesrige Stilling hos Kong Erik, hvor meget denne end i ſit Hjerte kan have ſøgt at begunſtige ham, og Sagen desuden maatte have gjort en Opſigt og vakt en Skandal, der vilde have haft en Efterklang i Annalerne. Men derimod er det højſt ſandſynligt, at Audun, for at befordre Alliancen med Frankrige, der aabenbart laa ham meget paa Hjertet, kan have forpurret det Giftermaal med en engelſk Dame, ſom Hertugen ved Kong Edwards Hjelp havde ſøgt at indlede, og at dette ſaavel har givet Anledning til det ſenere Sagn, ſom til Hertugens Forbitrelſe imod ham.
  2. Rymeri foedera, I. S. 837.