Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/275

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
253
1295. Audun Hugleikssøn i Frankrige.

Giftermaal mellem Medlemmer af deres og sin egen Ætt. Allerede ved et Brev af samme Dag, som det oven omtalte Fuldmagtsbrev udstededes, bemyndigede Kong John sine Gesandter til at aftale det Fornødne om et Giftermaal mellem hans Søn Edward og en Niece eller Frændkone af den franske Konge. Og da vi nu ogsaa erfare, at Hr. Audun Hugleikssøn, efter sin Ankomst til Frankrige, afsluttede en lignende Aftale om eet Giftermaal mellem Hertug Haakon og en anden med det franske Kongehuus beslægtet Dame, ledes herved Formodningen naturligt hen paa, at det var den franske Konge, som fra først af foreslog at knytte begge Alliancer fastere ved Svogerskab. Imidlertid lader det til, at Hertug Haakon ikke har vidst noget om denne Plan, som nu med Hensyn til ham var i Gjære. Det er nemlig ovenfor omtalt, at Kongen og Hertugen neppe tilbragte Julen 1294–1295 sammen i Bergen, og at de vistnok ikke kom sammen i 1295 førend sidst i Juni eller først i Juli Maaned, da de rimeligviis mødtes i Tunsberg, for derfra i Forening at gjøre Krigstoget til Jylland. Men da Fuldmagten for Hr. Audun er udstedt den 24de Juni, og uden at Hertugen nævnes som Medudsteder, opstaar den største Sandsynlighed for, at han er bleven afsendt, forinden Kongen endnu naaede Tunsberg; ja af den Omstændighed, at der i Fuldmagten ikke nævnes noget Udstedelses-Sted, maa man enten slutte, at den i Hast er udfærdiget under Rejsen, eller og, hvad der er endnu rimeligere, meddeelt Hr. Audun som Blanket til Udfyldning, hvilket bestyrkes deraf, at den betegner Beskaffenheden af de Puncter, Audun befuldmægtigedes til at vedtage, saa nøje, at det næsten seer ud som om den var affattet efter at disse Puncter allerede vare vedtagne og bestemte[1]. Meddelelsen af en saadan Fuldmagt in blanco hørte vistnok ikke ganske til Sjeldenhederne i hiin Tid[2], men vidnede dog altid om stor Tillid til Vedkommende, og forholder det sig saaledes, som vi her have antaget, er det altsaa et Beviis paa, hvor højt betroet og formaaende Audun var.

Man maatte ogsaa i Sandhed være en højt betroet Mand og føle sig i Besiddelse af en stor Magtfuldkommenhed, for at kunne vedtage

  1. Der tales udtrykkeligt om at love, Subventioner og Subsidier af alle Slags, almindelige og specielle, bestandige og midlertidige, mod hvem som helst, om det saa var Kejsere og Konger, navnlig Kongen af England og hans Hjelpere, saavel Kongen af Tydskland, som andre“; om at „transigere, aftale, i Kongens Navn at love hvad det skulde være, stille hvilken som helst Sikkerhed for Løftets Overholdelse“, m. m.
  2. En saadan Fremgangsmaade anvendtes f. Ex. af Erkebiskop Jørund, da han i 1307 sendte Laurentius som Visitator til Island. Laurentius forsynedes da med tre Blanketter under Erkebiskoppens Segl. Se Laurentius Saga, Cap. 18.