som den skotske Konge til nærmere at forbinde sig med ham mod England. Vi erfare nemlig, at begge Konger paa samme Tid sendte Gesandter derhen i samme Erende, hvilket aabenbart forudsætter en tidligere Aftale. Thi den 24de Juni udstedte Kong Erik et Fuldmagtsbrev for Hr. Audun Hugleikssøn om at underhandle og slutte Tractat med Kong Philip i Frankrig om gjensidigt Venskab og Forbund, og om Tilsagn af Understøttelse og Krigshjelp mod hvilke som helst, det være sig endog Kejsere eller Konger, fornemmelig Kongen af England og hans Hjelpere, saavel Tydskernes Konge som andre[1]. Og 11 Dage efter, den 5te Juli, gav den skotske Konge Biskopperne af St. Andrews og Dunkeld saavel som to Riddere en lignende uindskrænket Fuldmagt til at underhandle og slutte Tractat med hvilke som helst Personer i Frankrig om hvad der vedkom ham selv, hans ældste Søn Edward og Rigets Indbyggere[2]. At Kong Erik ikke først har henvendt sig til Kong Philip, maa ansees afgjort, thi Forholdene vare ikke saadanne, at han uopfordret skulde ville have rustet sig til Krig mod England; den danske Krig kunde allerede give ham nok at tænke paa, og derhos befandt han sig i et spendt Forhold til den skotske Konge, der nok kunde vække Betænkeligheder hos ham mod at indgaa noget Forbund med en Magt, der var, eller maatte komme til at være, i venskabelig Forstaaelse med denne. Derimod havde Kong Philip al mulig Opfordring til at sætte et Forbund paa sin Side mod hiint, mellem den engelske og den tydske Konge, og i Frankrige gik der vistnok endnu siden Kong Ludvigs Tid Ry om Norges mægtige Flaade og dets Vælde til Søs, saa at et Forbund med Norge mod en Sømagt som England vistnok maatte betragtes som ønskeligt for Frankrige. Da nu Kong Philip under de nærværende Forhold ikke kunde tilbyde Kong Erik at skaffe ham Skotlands Krone, og paa den anden Side heller ikke kunde vente, at Kong Erik vilde understøtte ham uden Løfte om betydelige Fordele, har han vel, allerede da han indbød ham til at sende Gesandter, givet ham foreløbigt Tilsagn om Subsidiepenge, saavel som om at skaffe ham hans Krav paa den skotske Konge fyldestgjorte; man seer i alle Fald af de paafølgende Forhandlinger, at der udtrykkeligt var Tale herom. Og da Erik behøvede mange Penge, saavel til sin Krig med Danmark, som til sine Udbetalinger til Tydskerne, er det forklarligt nok, at han fulgte Opfordringen, især da der herved ogsaa aabnedes ham Udsigt til at kunne lade den engelske Konge føle sin Hevn. Det lader end videre til, at Kong Philip ved at lade Opfordringen udgaa til begge Konger har foreslaaet at knytte Forbindelsen fastere ved
