Stæder, hvorved den Fordeel, han kunde høste af en Splid mellem Stæderne indbyrdes gik tabt. Hertil kom ogsaa Fornyelsen af den danske Krig i 1293, 1294 og 1295, der gjorde det utilraadeligt at lægge sig ud med de mægtige tydske Stæder.
Foruden de tydske Handelsfactorer, der repræsenterede de store Handelshuse i Stæderne, var der ogsaa en heel Deel andre, virkelig bosatte Udlændinger, nemlig visse Haandverksfolk. At Mængden af disse var udenlandske kan, som allerede ovenfor ytret, neppe betvivles; de blotte Navne paa deres Haandteringer, som sútarar (Skomagere), sniddarar (Schneider) eller skraddarar (Schröder – Skrædere), plásumeistarar o. s. v., vidne noksom om den udenlandske Oprindelse. Flere vare vel og engelske og skotske, men enkelte Haandteringer dreves udelukkende af Tydskere, og dette var fornemmelig Skomager-Haandverket. Det er i alle Fald vist, at de talrige Suterer eller Skomagere i Bergen vare Tydskere, eller Vintersiddernes Landsmænd[1], og det samme var sikkert ogsaa Tilfældet i de øvrige Byer i det sydlige Norge; sandsynligviis vare endog i Nidaros de fleste Haandverkere tydske, om end for Resten de nys skildrede Handelsforhold ikke vedkom denne By, der ikke engang maatte besøges af de tydske Handelsskibe, og som nu rimeligviis havde sin største Næring af den talrige Gejstlighed og de sammenstrømmende Pilegrimme. I Bergen, hvor hvert Haandverk, som vi have seet, efter Byloven skulde have sit særskilte Sted, havde Sutererne faaet deres Plads anviist fra Vaagsbunden, det vil sige Byens daværende sydligste Ende, til den yderste Deel af St. Hallvards Kirkegaard[2]. De kaldtes derfor sædvanligviis „Sutererne i Vaagsbunden“, og synes at have udgjort et talrigt Lag. Uagtet de vare Haandverkere, ikke egentlige Handelsmænd, sees det, at de dog underhaanden maa have drevet Handel under deres Landsmænds Beskyttelse, thi i den oftere omtalte Anordning af 1282 om Handelen i Bergen forbydes det udtrykkeligt Sutererne at kjøbe mere Skindvare end de behøvede til deres Arbejde, saavel som at kjøbe mere Smør end de selv brugte. De have saaledes drevet paa at opkjøbe Skind og Smør blandt Bønderne, og afsat, hvad de ej behøvede, til de tydske Kjøbmænd, eller maaskee især til de eftersiddende Factorer, som derved kunde omgaa Forbudet mod Opkjøb. Paa den Maade maatte der, endog uanseet Landsmandskabet, opstaa en nærmere Forbindelse mellem Sutererne og Kjøbmændene. Men da nu end ydermere Landsmandskabet kom til, laa det nær ved Haanden, at forsøge paa at udstrække de disse
