Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/270

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
248
Erik Magnusſøn.

Stæder, hvorved den Fordeel, han kunde høſte af en Splid mellem Stæderne indbyrdes gik tabt. Hertil kom ogſaa Fornyelſen af den danſke Krig i 1293, 1294 og 1295, der gjorde det utilraadeligt at lægge ſig ud med de mægtige tydſke Stæder.

Foruden de tydſke Handelsfactorer, der repræſenterede de ſtore Handelshuſe i Stæderne, var der ogſaa en heel Deel andre, virkelig boſatte Udlændinger, nemlig visſe Haandverksfolk. At Mængden af disſe var udenlandske kan, ſom allerede ovenfor ytret, neppe betvivles; de blotte Navne paa deres Haandteringer, ſom sútarar (Skomagere), sniddarar (Schneider) eller skraddarar (Schröder — Skrædere), plásumeistarar o. ſ. v., vidne nokſom om den udenlandſke Oprindelſe. Flere vare vel og engelſke og ſkotſke, men enkelte Haandteringer dreves udelukkende af Tydſkere, og dette var fornemmelig Skomager-Haandverket. Det er i alle Fald viſt, at de talrige Suterer eller Skomagere i Bergen vare Tydſkere, eller Vinterſiddernes Landsmænd[1], og det ſamme var ſikkert ogſaa Tilfældet i de øvrige Byer i det ſydlige Norge; ſandſynligviis vare endog i Nidaros de fleſte Haandverkere tydſke, om end for Reſten de nys ſkildrede Handelsforhold ikke vedkom denne By, der ikke engang maatte beſøges af de tydſke Handelsſkibe, og ſom nu rimeligviis havde ſin ſtørſte Næring af den talrige Gejſtlighed og de ſammenſtrømmende Pilegrimme. I Bergen, hvor hvert Haandverk, ſom vi have ſeet, efter Byloven ſkulde have ſit ſærſkilte Sted, havde Sutererne faaet deres Plads anviiſt fra Vaagsbunden, det vil ſige Byens daværende ſydligſte Ende, til den yderſte Deel af St. Hallvards Kirkegaard[2]. De kaldtes derfor ſædvanligviis „Sutererne i Vaagsbunden“, og ſynes at have udgjort et talrigt Lag. Uagtet de vare Haandverkere, ikke egentlige Handelsmænd, ſees det, at de dog underhaanden maa have drevet Handel under deres Landsmænds Beſkyttelſe, thi i den oftere omtalte Anordning af 1282 om Handelen i Bergen forbydes det udtrykkeligt Sutererne at kjøbe mere Skindvare end de behøvede til deres Arbejde, ſaavel ſom at kjøbe mere Smør end de ſelv brugte. De have ſaaledes drevet paa at opkjøbe Skind og Smør blandt Bønderne, og afſat, hvad de ej behøvede, til de tydſke Kjøbmænd, eller maaſkee iſær til de efterſiddende Factorer, ſom derved kunde omgaa Forbudet mod Opkjøb. Paa den Maade maatte der, endog uanſeet Landsmandſkabet, opſtaa en nærmere Forbindelſe mellem Sutererne og Kjøbmændene. Men da nu end ydermere Landsmandſkabet kom til, laa det nær ved Haanden, at forſøge paa at udſtrække de disſe

  1. Dette ſees ligeledes nokſom af Forhandlingerne om Suterernes og Vinterſiddernes Uvillighed til at yde Tiende.
  2. S. o. IV. 1. S. 573.