Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/269

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
247
1294—1298. Tydſkernes Friheder i Norge forøges.

kvæles i Fødſelen[1]. Det er let at indſee, at et ſaadant Syſtem ikke kunde gjennemføres uden ſtore Conflicter — vi ville og i det Følgende ſee flere Exempler derpaa —; og de tydſke Handelsfactorer, i Bevidſtheden af, at hvad de fordrede og vilde ſætte igjennem, var en Uſurpation, antoge, ſom man let kan begribe, et henſynsløſt, overmodigt, opirrende Væſen, ej at tale om de Uordener og den Ryggesløshed, ſom det ſtadige Ophold af ſaa mange ugifte, overmodige og henſynsløſe Mænd i deres kraftigſte Alder maatte give Anledning til[2]. Naar de da dreve det alt for vidt, gav Nordmændenes Harme ſig ſtundom vel og Luft i Opløb eller andre Represſalier, ligeſom det maa antages, at de Fornærmelſer, hvorover de tydſke Kjøbmænd klagede i 1284, havde ſit Udſpring af disſe ſelvſamme Forhold. De Friheder, der ved de ovenfor omtalte og anførte Akter bleve tilſtaaede de tydſke Kjøbmænd, ere viſtnok ikke overdrevne, og vare desuden, ſom vi have ſeet, grundede paa fuldkommen Reciprocitet: men disſe Friheder gjaldt kun de Kjøbmænd, der om Sommeren med deres Skibe kom til Landet; om de efterſiddende Factorer var der ikke Tale, fordi Loven ikke erkjendte deres Tilværelſe, og naar da de ogſaa, under deres Vinterophold, der aabenbart alene var dem bevilget under den Forudſætning at de ſkulde ſtaa under Landets almindelige Lov, ej alene fordrede fremdeles at nyde godt af Privilegierne, men endog ſøgte at danne et fra Landsloven undtaget Samfund, maatte mangehaande Forviklinger opſtaa, og naar Regjeringen, ſom, man tydeligt kan ſee, fandt ſig i mange af deres Anmasſelſer, da var det fordi det allerede var kommet dertil, at man ikke kunde undvære dem. Dette lod ſig tænke, ſaa længe endnu Handelsforbindelſen med England var levende, og vi have ſeet, hvor magtpaaliggende Kong Erik eller rettere hans Moder under den forrige Krig med de tydſke Stæder havde ladet det ſig være at bevare Venſkabet med England og fornemmelig at holde Handels-Samkvemmet ved lige. Men uheldigviis frembragte den Vending, ſom de ſkotſke Anliggender omſider toge, førſt Kulde, ſiden endog, ſom vi ville ſee, formeligt Uvenſkab mellem Englands og Norges Konger. Førſt fra denne Tid af blev Tilnærmelſen mellem Norge og de tydſke Stæder ret oprigtig, ja Kong Erik lod ſig det nu endog være magtpaaliggende at megle Enighed mellem Bremen og de øſterſøiſke

  1. Se „den norſke So“ Suhms Saml. II. S. 14—16. Her ſkildres vel Forholdene i en ſildigere Periode, men hvilke dog aabenbart kun var Fortſættelſen af det ældre Syſtem. Dette viſer ſig iſær af Forhandlingerne om de Stridigheder angaaende Vinterſiddernes Tiende, ſom fandt Sted 1309—1311 hvorom der nedenfor vil blive handlet.
  2. Se fremdeles den norſke So, ſamt end tidligere Biſkop Jakobs Brev til Bergens Borgere af 11 Marts 1390, Dipl. Norv. III. 487.