Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/269

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
247
1294–1298. Tydskernes Friheder i Norge forøges.

kvæles i Fødselen[1]. Det er let at indsee, at et saadant System ikke kunde gjennemføres uden store Conflicter – vi ville og i det Følgende see flere Exempler derpaa –; og de tydske Handelsfactorer, i Bevidstheden af, at hvad de fordrede og vilde sætte igjennem, var en Usurpation, antoge, som man let kan begribe, et hensynsløst, overmodigt, opirrende Væsen, ej at tale om de Uordener og den Ryggesløshed, som det stadige Ophold af saa mange ugifte, overmodige og hensynsløse Mænd i deres kraftigste Alder maatte give Anledning til[2]. Naar de da dreve det alt for vidt, gav Nordmændenes Harme sig stundom vel og Luft i Opløb eller andre Repressalier, ligesom det maa antages, at de Fornærmelser, hvorover de tydske Kjøbmænd klagede i 1284, havde sit Udspring af disse selvsamme Forhold. De Friheder, der ved de ovenfor omtalte og anførte Akter bleve tilstaaede de tydske Kjøbmænd, ere vistnok ikke overdrevne, og vare desuden, som vi have seet, grundede paa fuldkommen Reciprocitet: men disse Friheder gjaldt kun de Kjøbmænd, der om Sommeren med deres Skibe kom til Landet; om de eftersiddende Factorer var der ikke Tale, fordi Loven ikke erkjendte deres Tilværelse, og naar da de ogsaa, under deres Vinterophold, der aabenbart alene var dem bevilget under den Forudsætning at de skulde staa under Landets almindelige Lov, ej alene fordrede fremdeles at nyde godt af Privilegierne, men endog søgte at danne et fra Landsloven undtaget Samfund, maatte mangehaande Forviklinger opstaa, og naar Regjeringen, som, man tydeligt kan see, fandt sig i mange af deres Anmasselser, da var det fordi det allerede var kommet dertil, at man ikke kunde undvære dem. Dette lod sig tænke, saa længe endnu Handelsforbindelsen med England var levende, og vi have seet, hvor magtpaaliggende Kong Erik eller rettere hans Moder under den forrige Krig med de tydske Stæder havde ladet det sig være at bevare Venskabet med England og fornemmelig at holde Handels-Samkvemmet ved lige. Men uheldigviis frembragte den Vending, som de skotske Anliggender omsider toge, først Kulde, siden endog, som vi ville see, formeligt Uvenskab mellem Englands og Norges Konger. Først fra denne Tid af blev Tilnærmelsen mellem Norge og de tydske Stæder ret oprigtig, ja Kong Erik lod sig det nu endog være magtpaaliggende at megle Enighed mellem Bremen og de østersøiske

  1. Se „den norske So“ Suhms Saml. II. S. 14–16. Her skildres vel Forholdene i en sildigere Periode, men hvilke dog aabenbart kun var Fortsættelsen af det ældre System. Dette viser sig især af Forhandlingerne om de Stridigheder angaaende Vintersiddernes Tiende, som fandt Sted 1309–1311 hvorom der nedenfor vil blive handlet.
  2. Se fremdeles den norske So, samt end tidligere Biskop Jakobs Brev til Bergens Borgere af 11 Marts 1390, Dipl. Norv. III. 487.