Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/265

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
243
1296. Frihedsbrev for Hamburgerne.


11. Alle Dommere og Ombudsmænd ſkulde underſtøtte Hamburgs Borgere i deres Anliggender, ſom om de vare Landets egne Børn.

12. Blev nogen hamburgſk Borger ſtevnet med Takſetning, ſkulde han kunne frigjøre ſig ved to vederheftige Mænd, tydſke eller norſke.

13. Hvis nogen Hamburger var i ſin Forretning eller Arbejde, førend der ringedes med Klokkerne, ſkulde han kunne vedblive med Arbejdet, uden at det regnedes ham til Brøde; men derſom han arbejdede uden før at være beſkjeftiget, ſkulde han bøde en Øre.

14. Ethvert Skib, der kom fra Hamburg til Norge med Varer, ſkulde give i Told et Pund Meel, af hvad Slags end Ladningen var. Derved fik Beſætningen Ret til at lade deres Skib med Ved ſaavel ſom andre Varer. (Dette er tildeels en Gjentagelſe af hvad der beſtemmes i Art. 7 og 8).

15. Hvis hamburgſke Borgere lede Skibbrud i Norge, ſkulde de frit og uhindret kunne beholde og bringe i Sikkerhed de Varer, ſom de bjergede ved egen Anſtrengelſe. Hvis de havde maattet kalde Folk til Hjelp, ſkulde de give dem en Godtgjørelſe af ſex Ører norſk for hver bjerget Læſt.

Disſe Friheder, i Forbindelſe med dem, der tidligere vare givne, udgjorde ſaaledes Grundlaget for de tydſke Stæders og Borgeres egentlige Handelsrettigheder i Norge. Heri var endnu intet overdrevent eller utilbørligt; der var endog, ſom allerede paapeget, lagt an paa fuldſtændig Reciprocitet mellem Norge og Stæderne, og der var her kun Tale om de tydſke Handelsmænd, der hvert Aar beſøgte Norge og handlede i den lovbeſtemte Tid om Sommeren. Forholdet vilde vel ogſaa i alt Væſentligt have vedblevet at være det ſamme, hvis de ældre Beſtemmelſer, der foreſkreve, at Tydſkerne kun ſkulde handle fra Korsmesſe om Vaaren til Korsmesſe om Høſten, og ikke i Regelen have noget Vinterſæde, vare blevne ſtrengt overholdte[1]. En ſaadan Beſtemmelſe eller Vedtægt gjaldt virkelig allerede fra gammel Tid, og med ſtadigt Henhold dertil var den før omtalte Artikel i Anordningen for Bergen af 1282 given. Men ikke deſto mindre ſkede der, og havde der allerede længe ſkeet, hyppige Undtagelſer herfra, hvad vi da og i det Foregaaende oftere have haft Anledning til at antyde. Der tales allerede om tydſke Vinterſiddere

  1. Beſtemmelſen findes dog, merkeligt nok, ikke i Byloven, men paaberaabes ſom udtrykkelig Lov i Eindride Lagmands Dom af 1311 (Cod. Arnam. 331 fol.), ligeſom ikke engang Tydſkerne benegtede den, og desuden det paapegede Sted i Anordn. af 1282 er formet derefter. Det maa ſaaledes formodentlig have ſtaaet i en nu tabt Forordning, ældre end Byloven af 1276, maaſkee Bergens ældre Bjarkøret, der nu ej haves.