11. Alle Dommere og Ombudsmænd skulde understøtte Hamburgs Borgere i deres Anliggender, som om de vare Landets egne Børn.
12. Blev nogen hamburgsk Borger stevnet med Taksetning, skulde han kunne frigjøre sig ved to vederheftige Mænd, tydske eller norske.
13. Hvis nogen Hamburger var i sin Forretning eller Arbejde, førend der ringedes med Klokkerne, skulde han kunne vedblive med Arbejdet, uden at det regnedes ham til Brøde; men dersom han arbejdede uden før at være beskjeftiget, skulde han bøde en Øre.
14. Ethvert Skib, der kom fra Hamburg til Norge med Varer, skulde give i Told et Pund Meel, af hvad Slags end Ladningen var. Derved fik Besætningen Ret til at lade deres Skib med Ved saavel som andre Varer. (Dette er tildeels en Gjentagelse af hvad der bestemmes i Art. 7 og 8).
15. Hvis hamburgske Borgere lede Skibbrud i Norge, skulde de frit og uhindret kunne beholde og bringe i Sikkerhed de Varer, som de bjergede ved egen Anstrengelse. Hvis de havde maattet kalde Folk til Hjelp, skulde de give dem en Godtgjørelse af sex Ører norsk for hver bjerget Læst.
Disse Friheder, i Forbindelse med dem, der tidligere vare givne, udgjorde saaledes Grundlaget for de tydske Stæders og Borgeres egentlige Handelsrettigheder i Norge. Heri var endnu intet overdrevent eller utilbørligt; der var endog, som allerede paapeget, lagt an paa fuldstændig Reciprocitet mellem Norge og Stæderne, og der var her kun Tale om de tydske Handelsmænd, der hvert Aar besøgte Norge og handlede i den lovbestemte Tid om Sommeren. Forholdet vilde vel ogsaa i alt Væsentligt have vedblevet at være det samme, hvis de ældre Bestemmelser, der foreskreve, at Tydskerne kun skulde handle fra Korsmesse om Vaaren til Korsmesse om Høsten, og ikke i Regelen have noget Vintersæde, vare blevne strengt overholdte[1]. En saadan Bestemmelse eller Vedtægt gjaldt virkelig allerede fra gammel Tid, og med stadigt Henhold dertil var den før omtalte Artikel i Anordningen for Bergen af 1282 given. Men ikke desto mindre skede der, og havde der allerede længe skeet, hyppige Undtagelser herfra, hvad vi da og i det Foregaaende oftere have haft Anledning til at antyde. Der tales allerede om tydske Vintersiddere
- ↑ Bestemmelsen findes dog, merkeligt nok, ikke i Byloven, men paaberaabes som udtrykkelig Lov i Eindride Lagmands Dom af 1311 (Cod. Arnam. 331 fol.), ligesom ikke engang Tydskerne benegtede den, og desuden det paapegede Sted i Anordn. af 1282 er formet derefter. Det maa saaledes formodentlig have staaet i en nu tabt Forordning, ældre end Byloven af 1276, maaskee Bergens ældre Bjarkøret, der nu ej haves.
