Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/263

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
241
1296. Frihedsbrev for Hamburgerne.

og indtage dem-i vort Venſkabsſamfund fremfor alle engelſke og tydſke Kjøbmænd“. Han paalægger derfor alle ſine Underſaatter under Truſel om ſin Vrede, overalt at modtage og behandle Bremerne ſom Kongens og Rigets ſærdeles Venner og Velyndere, at viſe dem den ſtørſt mulige Velvilje, ſtaa dem bi mod alle Fornærmelſer og endelig ikke ſelv vove at tilføje dem nogen Uret, Skade eller Ulempe. Hvad nu ellers denne Toldnedſættelſe for Bremerne angaar, da kunde dog de ſyv øſterſøiſke Stæders Borgere roſe ſig af at nyde en endnu ſtørre, ſkjønt rigtignok kun midlertidigt, da der nemlig, ſom vi ovenfor have ſeet, var bevilget dem fuldkommen Afgiftsfrihed ved Sildefangſten i Norge, indtil alt hvad der ſtod tilbage af de 6000 Mkr. Sølv, ſom det ved den kalmarſke Dom var paalagt Norges Konge at betale, var udredet. Og endnu i 1298 vare de ikke fuldſtændigt betalte, ſom det kan ſees af en Opfordring, Kong, Erik fra Bergen den 17de April 1298 lod udgaa til Lübeckerne om at ſende Befuldmægtigede til Tunsberg for at modtage Reſten, ligeſom man erfarer, at der endnu mod Slutningen af ſamme Aar ſkede mindre Udbetalinger[1].

Hvorledes de ſærſkilte Erſtatningsſpørgsmaal bleve afgjorte, der vare henviſte til Afgjørelſe i Bergen og Tunsberg ved Midſommerstid 1295, vides ikke; ſandſynligviis bleve de dog vel uden ſynderlig Vanſkelighed paadømte af vedkommende Lagmænd, og hvis Kongen, ſom det ovenfor er antaget for ſandſynligt[2], endnu ikke havde forladt Norge den 24de Juni 1295 kunde han ſelv være tilſtede ved Forhandlingerne, i det mindſte i Tunsberg.

I alle de her og ovenfor omtalte Forhandlinger havde Hamburg endnu ikke ſynderligt deeltaget. I den ſidſte Fejde havde Staden været neutral, hverken, ſom de øſterſøiſke Stæder, fejdet med Norge, eller, ſom Bremen, ligefrem taget dets Parti. Kun Hertug Haakon havde, ſom ovenfor viiſt, i ſit Frihedsbrev for de tydſke Søſtæder af 29de Auguſt 1286 ogſaa nævnt Hamburg, og denne Stad havde for Reſten, ſom man maa antage, intet yngre Beſkyttelſesbrev end Kong Magnus’s af 29de Juli 1264[3], hvori han, efter at have godkjendt den af tolv Hamburgere og andre Tydſkere aflagte Renſelſes-Eed med Henſyn til en Mistanke, der hvilede paa Hamburgerne, at de ſkulde have dræbt en Nordmand (hvilket endog havde forvoldt en i længere Tid varende Kulde mellem dem og hans Fader Kong Haakon), nu erklærede alt glemt, og optog dem i

  1. Lappenbergs Sartorius II. S. 189, 738.
  2. S. o. S. 221.
  3. Lappenberg, Hamb. Urk. B. No. 678. Ogſaa i Lappenbergs Sartorius, II. S. 91.