og indtage dem-i vort Venskabssamfund fremfor alle engelske og tydske Kjøbmænd“. Han paalægger derfor alle sine Undersaatter under Trusel om sin Vrede, overalt at modtage og behandle Bremerne som Kongens og Rigets særdeles Venner og Velyndere, at vise dem den størst mulige Velvilje, staa dem bi mod alle Fornærmelser og endelig ikke selv vove at tilføje dem nogen Uret, Skade eller Ulempe. Hvad nu ellers denne Toldnedsættelse for Bremerne angaar, da kunde dog de syv østersøiske Stæders Borgere rose sig af at nyde en endnu større, skjønt rigtignok kun midlertidigt, da der nemlig, som vi ovenfor have seet, var bevilget dem fuldkommen Afgiftsfrihed ved Sildefangsten i Norge, indtil alt hvad der stod tilbage af de 6000 Mkr. Sølv, som det ved den kalmarske Dom var paalagt Norges Konge at betale, var udredet. Og endnu i 1298 vare de ikke fuldstændigt betalte, som det kan sees af en Opfordring, Kong, Erik fra Bergen den 17de April 1298 lod udgaa til Lübeckerne om at sende Befuldmægtigede til Tunsberg for at modtage Resten, ligesom man erfarer, at der endnu mod Slutningen af samme Aar skede mindre Udbetalinger[1].
Hvorledes de særskilte Erstatningsspørgsmaal bleve afgjorte, der vare henviste til Afgjørelse i Bergen og Tunsberg ved Midsommerstid 1295, vides ikke; sandsynligviis bleve de dog vel uden synderlig Vanskelighed paadømte af vedkommende Lagmænd, og hvis Kongen, som det ovenfor er antaget for sandsynligt[2], endnu ikke havde forladt Norge den 24de Juni 1295 kunde han selv være tilstede ved Forhandlingerne, i det mindste i Tunsberg.
I alle de her og ovenfor omtalte Forhandlinger havde Hamburg endnu ikke synderligt deeltaget. I den sidste Fejde havde Staden været neutral, hverken, som de østersøiske Stæder, fejdet med Norge, eller, som Bremen, ligefrem taget dets Parti. Kun Hertug Haakon havde, som ovenfor viist, i sit Frihedsbrev for de tydske Søstæder af 29de August 1286 ogsaa nævnt Hamburg, og denne Stad havde for Resten, som man maa antage, intet yngre Beskyttelsesbrev end Kong Magnus’s af 29de Juli 1264[3], hvori han, efter at have godkjendt den af tolv Hamburgere og andre Tydskere aflagte Renselses-Eed med Hensyn til en Mistanke, der hvilede paa Hamburgerne, at de skulde have dræbt en Nordmand (hvilket endog havde forvoldt en i længere Tid varende Kulde mellem dem og hans Fader Kong Haakon), nu erklærede alt glemt, og optog dem i
