Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/262

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
240
Erik Magnusſøn.


gjøres, i Tunsberg med dem, der vare øſtenfor, i Bergen for dem, der vare veſtenfor Lindesnes. End videre beſtemtes det, at der ſkulde ſkaffes Fyrſterne, deres Underſaatter og Bergens Borgere fuld Retserſtatning, angaaende de Klager og Søgsmaal, de maatte have mod nogen af Byerne eller deres Indbyggere, ſaa ſnart vedkommende Stads Raadmænd derom anmodedes[1]. Og endelig ſkulde der være ſtadig Fred og Enighed mellem hine Stæder og Bremens Indbyggere, ligeſaa vel ſom mellem Fyrſterne og ſamme Byer, og paa begge Sider ſkulde man nyde godt af de bedſte Friheder, man nogenſinde havde haft.

Man maa formode at Kong Erik paa denne Tid befandt ſig i nogen Forlegenhed, ſiden han ved denne Lejlighed ſaa betydeligt udvidede Stædernes Rettigheder. Enten have de maaſkee truet med at tage Parti for Danmark, eller de have ſtrengt fordret Udbetalingen af hvad der endnu ſtod tilbage af de dem ved Dommen i Kalmar tilkjendte 6000 Mkr. Sølv, ſkjønt de rigtignok midlertidigt nøde Afgiftsfrihed af deres Sildefangſt under Norges Kyſt, indtil fuld Betaling var ſkeet. Vi ville desuden ſee at der nu indtraadte et Brud mellem ham og England, hvilket viſtnok ſtod i Sammenhæng med hans Villighed mod Tydſkerne.

Det var ikke mere end billigt og rimeligt, at Staden Bremen, der havde ſtaaet ſaa troligt paa Norges Side, medens de øſterſøiſke Stæder havde været dets Fiender, ej alene deelagtiggjordes i disſe Friheder, ment nød endnu flere og ſæregne Begunſtigelſer. Ikke nok med ſaaledes, at Tolden eller Landvarden for de bremiſke Sildefangere ved Norges Kyſter allerede i 1292 var nedſat til 5 Peninger Sterling af Læſten[2], blev denne Told nu yderligere forringet til 3 Peninger Sterling. Herom udgav Kong Erik i Tunsberg den 21de Juli et Brev[3], der begynder ſaaledes: „Det er ikke mere end rimeligt, at de, der have gjort ſig fortjente fremfor andre, ogſaa fremfor andre hædres med pasſende Gunſtbeviisninger. Vi gjøre derfor herved vitterligt, at da de os elſkelige Borgere, Kjøbmænd og ſamtlige Indvaanere af Staden Bremen ved deres oprigtige Troſkab have gjort ſig fortjente til ſærdeles at nyde Beviſer paa vor Yndeſt, og ved deres forekommende Hengivenhed have fremfor andre erhvervet et Krav paa vor Velvilje, optage vi dem fra dette Øjeblik af blandt vore fortroligſte og ſærdeles Venner,

  1. Blandt dem, mod hvem Kongen havde Søgsmaal, var, ſom man ſeer, de lübeckſke Borgere Wilkin v. Bremen og Hewrard Roth, hvilke han ſamme Dag, Frihedsbrevet udſtedtes, gav Lejde at komme til ſig og føre deres Sag, ſamt vende tilbage. Lüb. Urk. B. No. 636. (Brevet er her urigtigt henført til 1295).
  2. S. o. S. 209.
  3. Thorkelins Dipl. Arn. II. S. 155. Ogſaa i Casſels Nachdr. von einigen Freyheitsbrieſen o. ſ. v. S. 18.