gjøres, i Tunsberg med dem, der vare østenfor, i Bergen for dem, der vare vestenfor Lindesnes. End videre bestemtes det, at der skulde skaffes Fyrsterne, deres Undersaatter og Bergens Borgere fuld Retserstatning, angaaende de Klager og Søgsmaal, de maatte have mod nogen af Byerne eller deres Indbyggere, saa snart vedkommende Stads Raadmænd derom anmodedes[1]. Og endelig skulde der være stadig Fred og Enighed mellem hine Stæder og Bremens Indbyggere, ligesaa vel som mellem Fyrsterne og samme Byer, og paa begge Sider skulde man nyde godt af de bedste Friheder, man nogensinde havde haft.
Man maa formode at Kong Erik paa denne Tid befandt sig i nogen Forlegenhed, siden han ved denne Lejlighed saa betydeligt udvidede Stædernes Rettigheder. Enten have de maaskee truet med at tage Parti for Danmark, eller de have strengt fordret Udbetalingen af hvad der endnu stod tilbage af de dem ved Dommen i Kalmar tilkjendte 6000 Mkr. Sølv, skjønt de rigtignok midlertidigt nøde Afgiftsfrihed af deres Sildefangst under Norges Kyst, indtil fuld Betaling var skeet. Vi ville desuden see at der nu indtraadte et Brud mellem ham og England, hvilket vistnok stod i Sammenhæng med hans Villighed mod Tydskerne.
Det var ikke mere end billigt og rimeligt, at Staden Bremen, der havde staaet saa troligt paa Norges Side, medens de østersøiske Stæder havde været dets Fiender, ej alene deelagtiggjordes i disse Friheder, ment nød endnu flere og særegne Begunstigelser. Ikke nok med saaledes, at Tolden eller Landvarden for de bremiske Sildefangere ved Norges Kyster allerede i 1292 var nedsat til 5 Peninger Sterling af Læsten[2], blev denne Told nu yderligere forringet til 3 Peninger Sterling. Herom udgav Kong Erik i Tunsberg den 21de Juli et Brev[3], der begynder saaledes: „Det er ikke mere end rimeligt, at de, der have gjort sig fortjente fremfor andre, ogsaa fremfor andre hædres med passende Gunstbeviisninger. Vi gjøre derfor herved vitterligt, at da de os elskelige Borgere, Kjøbmænd og samtlige Indvaanere af Staden Bremen ved deres oprigtige Troskab have gjort sig fortjente til særdeles at nyde Beviser paa vor Yndest, og ved deres forekommende Hengivenhed have fremfor andre erhvervet et Krav paa vor Velvilje, optage vi dem fra dette Øjeblik af blandt vore fortroligste og særdeles Venner,
- ↑ Blandt dem, mod hvem Kongen havde Søgsmaal, var, som man seer, de lübeckske Borgere Wilkin v. Bremen og Hewrard Roth, hvilke han samme Dag, Frihedsbrevet udstedtes, gav Lejde at komme til sig og føre deres Sag, samt vende tilbage. Lüb. Urk. B. No. 636. (Brevet er her urigtigt henført til 1295).
- ↑ S. o. S. 209.
- ↑ Thorkelins Dipl. Arn. II. S. 155. Ogsaa i Cassels Nachdr. von einigen Freyheitsbriesen o. s. v. S. 18.
