sælge dem paa andre ende de særskilt dertil anviste Steder. Art. 2 svarer ganske til den norske Gjenparts Art. 8. Art. 3 svarer til den norske Gjenparts Art. 9, dog saaledes, at da der ikke i de tydske Stæder kan være Tale om Taksetning og Takførsel, lyder den saaledes: „Hvis nogen Nordmand bliver indstevnt af Dommeren paa Grund af en Pengesag eller ringe Forseelse, eller han sigtes af en anden, kunne hans Huusvert og to Landsmænd, der eje eget Skib, som ikke er sejlfærdigt, borge for hans Tilstedeblivelse, saa at han ikke sættes i Fængsel, eller saa at han, om han skulde være fængslet, mod denne Caution sættes paa fri Fod“. Den norske Gjenpart har her intet om Fængsel, fordi dette ej anvendtes i slige Tilfælde. Art. 4 stemmer ganske med Art. 13 i den norske Gjenpart. Art. 5 og 6 om Nattevagt m. m., og Undersøgelse af ens Gjemmer, ere ordlydende med Art. 10 og 11 i den norske. Art. 7 svarer til den norske Gjenparts Art. M; men hvad der svarer til Art. 15 i denne, nemlig at Privates fornærmelige Handlinger ikke skulde tilregnes Kongen eller Hertugen, med mindre de, anmodede om at skaffe Ret, negtede det, danner her Art. 9. Art. 8 er eenslydende med den norske Gjenparts Art. 17, paa det nær, at Udtrykket „Festepening“ her ikke forekommer, men derimod kun „Pening“ (datis arrhis, quas vulgo denarium dicunt)[1]. Den norske Gjenparts Art. 143, der handler om Kongens Forkjøbsret og andre særligt norske Forhold, kunde ej faa noget tilsvarende i den tydske, lige saa lidet som Art. 12, om Punderen, og Art. 16, om Medeedsmænd og Vidner.
Naar disse Gjenbreve udstedtes, vides ikke; det eneste, man som sagt har, nemlig det lübeckske, mangler Datering. Sandsynligviis udfærdigedes de fleste i Løbet af 1294, siden det udtrykkeligt heder, at Overeenskomsten i sig selv allerede var sluttet ved Pintsetider samme Aar. Enkelte kom dog nok senere, saaledes vistnok det fra Kampen, da man veed, at der den 16de October 1296 sluttedes i Bergen en Overeenskomst mellem dets Borgere og Kong Erik, hvorved netop de her ovenfor anførte Bestemmelser synes at være blevne bekræftede[2].
Med Hensyn til de private Sager bestemtes det, at de Søgsmaal, der vare rejste mod Kongen, Hertugen og hans Undergivne, og som formedelst enten Sagsøgerens eller den Sagsøgtes Fraværelse ikke vare blevne afgjorte, skulde til næste Aars St. Hansdag behandles og endeligt af-
- ↑ I Oversættelsen staar her noget, der seer ud som „Gudtzpenning“, hvilket dog synes at være forvansket.
- ↑ Se de nys omtalte Breve af 1305. Da endog disse stemme ordlydende med Brevene af 1294, er det endnu sandsynligere at det var Tilfældet med de Breve, der vexledes i Anledning af den paaberaabte Tractat af 16de October 1296.
