Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/261

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
239
1294 Ny Overeenskomſt med de tydſke Stæder.

ſælge dem paa andre ende de ſærſkilt dertil anviſte Steder. Art. 2 ſvarer ganſke til den norſke Gjenparts Art. 8. Art. 3 ſvarer til den norſke Gjenparts Art. 9, dog ſaaledes, at da der ikke i de tydſke Stæder kan være Tale om Takſetning og Takførſel, lyder den ſaaledes: „Hvis nogen Nordmand bliver indſtevnt af Dommeren paa Grund af en Pengeſag eller ringe Forſeelſe, eller han ſigtes af en anden, kunne hans Huusvert og to Landsmænd, der eje eget Skib, ſom ikke er ſejlfærdigt, borge for hans Tilſtedeblivelſe, ſaa at han ikke ſættes i Fængſel, eller ſaa at han, om han ſkulde være fængſlet, mod denne Caution ſættes paa fri Fod“. Den norſke Gjenpart har her intet om Fængſel, fordi dette ej anvendtes i ſlige Tilfælde. Art. 4 ſtemmer ganſke med Art. 13 i den norſke Gjenpart. Art. 5 og 6 om Nattevagt m. m., og Underſøgelſe af ens Gjemmer, ere ordlydende med Art. 10 og 11 i den norſke. Art. 7 ſvarer til den norſke Gjenparts Art. M; men hvad der ſvarer til Art. 15 i denne, nemlig at Privates fornærmelige Handlinger ikke ſkulde tilregnes Kongen eller Hertugen, med mindre de, anmodede om at ſkaffe Ret, negtede det, danner her Art. 9. Art. 8 er eenslydende med den norſke Gjenparts Art. 17, paa det nær, at Udtrykket „Feſtepening“ her ikke forekommer, men derimod kun „Pening“ (datis arrhis, quas vulgo denarium dicunt)[1]. Den norſke Gjenparts Art. 143, der handler om Kongens Forkjøbsret og andre ſærligt norſke Forhold, kunde ej faa noget tilſvarende i den tydſke, lige ſaa lidet ſom Art. 12, om Punderen, og Art. 16, om Medeedsmænd og Vidner.

Naar disſe Gjenbreve udſtedtes, vides ikke; det eneſte, man ſom ſagt har, nemlig det lübeckſke, mangler Datering. Sandſynligviis udfærdigedes de fleſte i Løbet af 1294, ſiden det udtrykkeligt heder, at Overeenskomſten i ſig ſelv allerede var ſluttet ved Pintſetider ſamme Aar. Enkelte kom dog nok ſenere, ſaaledes viſtnok det fra Kampen, da man veed, at der den 16de October 1296 ſluttedes i Bergen en Overeenskomſt mellem dets Borgere og Kong Erik, hvorved netop de her ovenfor anførte Beſtemmelſer ſynes at være blevne bekræftede[2].

Med Henſyn til de private Sager beſtemtes det, at de Søgsmaal, der vare rejſte mod Kongen, Hertugen og hans Undergivne, og ſom formedelſt enten Sagſøgerens eller den Sagſøgtes Fraværelſe ikke vare blevne afgjorte, ſkulde til næſte Aars St. Hansdag behandles og endeligt af-

  1. I Overſættelſen ſtaar her noget, der ſeer ud ſom „Gudtzpenning“, hvilket dog ſynes at være forvanſket.
  2. Se de nys omtalte Breve af 1305. Da endog disſe ſtemme ordlydende med Brevene af 1294, er det endnu ſandſynligere at det var Tilfældet med de Breve, der vexledes i Anledning af den paaberaabte Tractat af 16de October 1296.