Gjenbreve, der dog maa have været ligelydende, ere rimeligviis tabte – begynder Opregnelsen af de særskilte Friheder med en Artikel, der ganske svarer til Art. 7 i den norske Gjenpart, nemlig om Frihed for Nordmændene til at oplægge Varer i Stædernes Huse, men kun ikke til at
staa. Sproget i Oversættelsen vidner om, at den er samtidig med Udstedelsen. Indledningen begynder saaledes: Öllum mönnum þeim sem þ. br. s. e. h. senda fólgútar, raðsmenn ok almenningr staðanna Lybiku, Rigu ok Þýzku í Visbý kveðju með várum herra. Vér gerum öllum mönnum kunnigt at sættargerð þessa er hér fylgir gerðum vér um hvítasunnu þá er liðnir váru (her mangler noget) millim mikilsháttar hófðingja Eiríks N. konungs ok Hákonar Noregs hertuga, þeirra undirmanna ok staðarins af Bremen í einum stað, en i annan stað fyrir vára nefnda staði ok þá aðra staði er við hafit liggja svá sem er Rostok, Stralsund, Gripsvald, Tanklem (d. e. t’Anklam, zu Anklam) Kampen, Stavern, var þessor sætt gör með herra Jón Lodennasa ráðsmanna sendiboða ok umboðsmann staðarins af Lybiku ok allra annarra þeirra er viðr váru komnir af hálfu fyrrnefndra staða samþykkjandi ok með insiglum styrkjandi hana á þenni hátt. – Her er det tydeligt nok ved Sammenligningen med Originalerne af de af de norske Fyrster udstedte Breve, at „Jon Lodennasa“ er en Afskriver- eller Oversætter-Fejl for „Jon“ eller „Johan Runesse“, thi saaledes heed netop den Gesandt og Fuldmægtig for Lübeck m. fl. (nuncius et procurator civitatum Lübeck, Ryge et Teutonicorum in Wisby), der indfandt sig hos Kongen og Hertugen i Tunsberg, og sluttede Overeenskomsten med dem. Brevet slutter med disse Ord: „og for at alt dette des fastere skal overholdes fra vor Side, blev Staden Lübecks Segl sat for dette Brev“, men Datum mangler. Af denne norske Oversættelse meddeler igjen Th. Torvessøn Hist. Norv. IV. 389 en af ham selv forfattet latinsk Oversættelse, hvor man af Navnet „Jonas Ladenas“ seer, at han enten har benyttet det selvsamme Haandskrift, hvorom ovenfor er talt, eller en Afskrift deraf. Det er besynderligt nok, at han, som dog strax forud (S. 387–389) meddeler den norske Gjenpart i den latinske Original, og her ganske rigtigt skriver „Johannes Runesse“, ikke har rettet Fejlen paa det andet Sted, og at han overhoved ikke har bemerket, at de fleste Artikler i Stædernes Brev ere eenstydende med tilsvarende i de norske Kongers, thi han kunde da have svaret sig den Umag at levere en uafhængig Oversættelse, der nu, sammenlignet med den latinske Text, seer ud som en vilkaarlig Omskrivning, og ikke engang fra Udtrykkenes Side, er nøjagtig, idet han f. Ex. oversætter „fólguntar, ráðsmenn ok almenningr“ med „prætores, senatores, populusque“ i Stedet for „advocati, consules et universitas“. Formodentlig har han ikke forstaaet „Tanklem“ siden han ganske har udeladt det. Dog er denne torfæiske Paraphrase igjen aftrykt hos Willebrandt (III. 10). Paa en vis Maade kan det dog siges, at den rette latinske Text endnu haves, naturligviis med Undtagelse af den udeladte Datering, thi ved det nye Forliig, der i 1305 sluttedes mellem K. Haakon og Staden Kampen, udstedte Kongen et Brev, der i alt, hvad der ikke vedkommer Intimation og Slutning, ordlydende stemmer med Kongebrevet af 6te Juli 1294, medens Staden Kampens Gjenbrev, der i Original er meddeelt hos Suhm XI. S. 890, Ord til andet sees at indeholde de samme Artikler, som Oversættelsen af det lübeckske: man kan saaledes være vis paa, at Originalen af dette ligeledes stemmede ordlydende med hiint.
