Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
4
Erik Magnussen.

Fødder“[1]. Det varede imidlertid ikke længe, førend Arne fik overbeviist ham om Grundløsheden af hans Mistanke, saa at han atter tog ham fuldkommen til Naade. Kroningen skulde, som oftere omtalt, finde Sted St. Hansdag, altsaa kun 8 Dage efter Erkebiskoppens Ankomst, men den blev udsat i lidt over en Uge, fordi man ikke kunde blive enig om Kronings-Eden, hvilken Erkebiskoppen vilde have indrettet ikke efter den sædvanlige, i Landsloven og Hirdskraa foreskrevne, Formular, men efter en anden, der særskilt udhævede og bekræftede Kirkens nys vundne Friheder, samt endog aabnede Adgang til deres Udvidelse. At dette var Baronerne meget imod, er vist nok; og der blev desangaaende holdt mange Samtaler og Forhandlinger mellem Erkebiskoppen paa den ene Side, og Dronningen og Kongen og deres Raadgivere paa den anden. Navnlig paastod Erkebiskoppen, at flere af de nye Lovbestemmelser vare til Kirkens Præjudits og strede mod Compositionen, hvisaarsag han fordrede dem afskaffede[2]. Han sigtede her især til de nye, allerede ofte omhandlede Forandringer i Ledings-Ydelsen eller Skattevæsenet, da der udtrykkeligt tilføies, at han mindede dem om, at de som med Magt paabyrdede Gejstlige eller deres Jordegods Skatter, Paalæg og Byrder, vare hjemfaldne til Excommunications-Straf. Men det lader til, at et af Formynder-Regjeringens første Skridt har været, strengt at paabyde de nye Ledingsbestemmelsers Overholdelse uden Persons Anseelse, ligesom vi ogsaa erfare, at de udstedte et Forbud mod at sælge de Gejstlige brændt Sølv eller engelske Sterlinger, visselig fordi de befrygtede, at alt for meget Sølv skulde gaa ud af Landet til den forhen omtalte Sexaars-Tiende, der indbetaltes i norske Penge, men som, efter hvad vi ovenfor have seet, maatte omsættes i rede Sølv, førend den afsendtes til Rom, da de norske Penge vare saa daarlige, at de vragedes udenlands[3]. Hvad enten nu Dronningen og Baronerne havde ladet sig imponere af Erkebiskoppens Myndighed, eller de endnu ikke havde aftalt nogen ret Modstandsplan, eller de ansaa det nødvendigt, først og fremst at faa den unge Konge kronet, lige meget paa hvilke Betingelser, nok er det, at de for det første gave efter, og ej alene fandt sig i at Formularen til Kronings Eden formedes fem Erkebiskoppen vilde, men lovede endog foreløbigt –– det paastod i det mindste Erkebiskoppen – at de paaklagede Love skulde blive forandrede. Saaledes foregik da Kroningen i Christkirken i Bergen St. Svithuns

  1. Sammesteds.
  2. Dipl. Norv. III 21.
  3. Se ovf. S. 683. Her er vel nærmest Tale om først at omsætte Tienden i Varer og siden at sælge disse udenlands for rede Sølv, men det ligger saavel i Sagens Natur, som i Udtrykkene i Pave-Brevet af 1279, at man først og fremst søgte at faa indvexlet rede Sølv i Landet selv. Jfr. Dipl. Norv. I. 71.