Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
4
Erik Magnusſen.

Fødder“[1]. Det varede imidlertid ikke længe, førend Arne fik overbeviiſt ham om Grundløsheden af hans Mistanke, ſaa at han atter tog ham fuldkommen til Naade. Kroningen ſkulde, ſom oftere omtalt, finde Sted St. Hansdag, altſaa kun 8 Dage efter Erkebiſkoppens Ankomſt, men den blev udſat i lidt over en Uge, fordi man ikke kunde blive enig om Kronings-Eden, hvilken Erkebiſkoppen vilde have indrettet ikke efter den ſædvanlige, i Landsloven og Hirdſkraa foreſkrevne, Formular, men efter en anden, der ſærſkilt udhævede og bekræftede Kirkens nys vundne Friheder, ſamt endog aabnede Adgang til deres Udvidelſe. At dette var Baronerne meget imod, er viſt nok; og der blev desangaaende holdt mange Samtaler og Forhandlinger mellem Erkebiſkoppen paa den ene Side, og Dronningen og Kongen og deres Raadgivere paa den anden. Navnlig paaſtod Erkebiſkoppen, at flere af de nye Lovbeſtemmelſer vare til Kirkens Præjudits og ſtrede mod Compoſitionen, hvisaarſag han fordrede dem afſkaffede[2]. Han ſigtede her iſær til de nye, allerede ofte omhandlede Forandringer i Ledings-Ydelſen eller Skattevæſenet, da der udtrykkeligt tilføies, at han mindede dem om, at de ſom med Magt paabyrdede Gejſtlige eller deres Jordegods Skatter, Paalæg og Byrder, vare hjemfaldne til Excommunications-Straf. Men det lader til, at et af Formynder-Regjeringens førſte Skridt har været, ſtrengt at paabyde de nye Ledingsbeſtemmelſers Overholdelſe uden Perſons Anſeelſe, ligeſom vi ogſaa erfare, at de udſtedte et Forbud mod at ſælge de Gejſtlige brændt Sølv eller engelſke Sterlinger, visſelig fordi de befrygtede, at alt for meget Sølv ſkulde gaa ud af Landet til den forhen omtalte Sexaars-Tiende, der indbetaltes i norſke Penge, men ſom, efter hvad vi ovenfor have ſeet, maatte omſættes i rede Sølv, førend den afſendtes til Rom, da de norſke Penge vare ſaa daarlige, at de vragedes udenlands[3]. Hvad enten nu Dronningen og Baronerne havde ladet ſig imponere af Erkebiſkoppens Myndighed, eller de endnu ikke havde aftalt nogen ret Modſtandsplan, eller de anſaa det nødvendigt, førſt og fremſt at faa den unge Konge kronet, lige meget paa hvilke Betingelſer, nok er det, at de for det førſte gave efter, og ej alene fandt ſig i at Formularen til Kronings Eden formedes fem Erkebiſkoppen vilde, men lovede endog foreløbigt —— det paaſtod i det mindſte Erkebiſkoppen — at de paaklagede Love ſkulde blive forandrede. Saaledes foregik da Kroningen i Chriſtkirken i Bergen St. Svithuns

  1. Sammeſteds.
  2. Dipl. Norv. III 21.
  3. Se ovf. S. 683. Her er vel nærmeſt Tale om førſt at omſætte Tienden i Varer og ſiden at ſælge disſe udenlands for rede Sølv, men det ligger ſaavel i Sagens Natur, ſom i Udtrykkene i Pave-Brevet af 1279, at man førſt og fremſt ſøgte at faa indvexlet rede Sølv i Landet ſelv. Jfr. Dipl. Norv. I. 71.