3. De tydske Handelsmænd, der kom til Staden, skulde være fritagne for Skibsdræt, undtagen ved kongelige Skibe[1].
4. Døde Nogen af dem inden Norges Grændser, skulde hans Efterladenskab udleveres til hans Arving eller dennes lovlige Fuldmægtig, der desangaaende medbragte aabent Vidnesbyrd fra den By, hvortil den Afdøde hørte, inden halvandet Aar fra Dødsdagen.
5. De skulde ikke være forpligtede til at møde til Vaabenthing, eller at følge Tyve til Galgen eller andre dømte Misdædere til Retterstedet[2].
6. For at udrede Leding skulde de være frie, som før Juul vare sejlfærdige og havde solgt sine Varer; bleve de da senere af Vejr og Vind nødsagede til at dvæle i nogen By, skulde de lige fuldt være skattefrie, saa længe de ikke dreve Handel ved Kjøb eller Salg.
7. De skulde kunne oplægge sine Varer i Huse, tilhørende Byerne, hvor som helst det faldt dem belejligt, naar de kun ikke solgte dem andensteds, end paa de dertil særskilt bestemte Steder.
8. De skulde kunne udleje deres Skibe til andre, for at føres til de Steder, som de efter det oven anførte maatte besøge, og skulde ikke være forpligtede til at leje Skibe af andre.
9. Naar Nogen for en mindre Gjeldsfordring eller Forseelse, der kunde afsones med Pengebod, søgtes ved Taksetning, skulde han kunne stille dette Tak ved sin egen Huusvert og to Landsmænd, der havde eget Skib ved Bryggen, som ikke var sejlfærdigt; dette var nok til Caution for Beløbet[3].
10. De skulde være fritagne for Vægtertjeneste og Nattevagt[4].
11. Ingens Kiste skulde undersøges, uden naar der var grundet Mistanke mod ham om Falsk eller Tyveri.
12. Den saakaldte Punder-Steen (Loddet i Punder-Vegten) skulde opbevares paa et offentligt Sted under paalidelig Bevogtning, saaledes at de, der vilde veje noget, havde fri Adgang dertil, og den skulde have samme Tyngde som fra gammel Tid og i Lovene bestemt.
13. Naar de lede Skibbrud inden Rigets Grændser, skulde de frit kunne bjerge deres Gods ved egen eller andres Hjelp, og nyde og bruge
- ↑ Hidtil gjaldt i dette Fald Bestemmelsen efter Privilegierne af 1278, Art. 4 (s. o. IV. 1 S. 668). Det var ifølge denne ej alene de kongelige Skibe, som de fremmede Kjøbmænd maatte hjelpe at drage ud, men ogsaa de private, der vare saa store at deres Hjelp ej kunde undværes.
- ↑ Denne Frihed var tildeels allerede tidligere given, s. o., hvor Hertug Haakons Brev af 1292 til Greifswalderne omtales, S. 209.
- ↑ Modification af Art. 7 i Privilegierne af 1278 (s. o. IV. 1. S. 668).
- ↑ Udvidelse af Friheden, given ved Art. 1 i Privilegierne af 1278.
