Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/258

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
236
Erik Magnusſøn.


3. De tydſke Handelsmænd, der kom til Staden, ſkulde være fritagne for Skibsdræt, undtagen ved kongelige Skibe[1].

4. Døde Nogen af dem inden Norges Grændſer, ſkulde hans Efterladenſkab udleveres til hans Arving eller dennes lovlige Fuldmægtig, der desangaaende medbragte aabent Vidnesbyrd fra den By, hvortil den Afdøde hørte, inden halvandet Aar fra Dødsdagen.

5. De ſkulde ikke være forpligtede til at møde til Vaabenthing, eller at følge Tyve til Galgen eller andre dømte Misdædere til Retterſtedet[2].

6. For at udrede Leding ſkulde de være frie, ſom før Juul vare ſejlfærdige og havde ſolgt ſine Varer; bleve de da ſenere af Vejr og Vind nødſagede til at dvæle i nogen By, ſkulde de lige fuldt være ſkattefrie, ſaa længe de ikke dreve Handel ved Kjøb eller Salg.

7. De ſkulde kunne oplægge ſine Varer i Huſe, tilhørende Byerne, hvor ſom helſt det faldt dem belejligt, naar de kun ikke ſolgte dem andenſteds, end paa de dertil ſærſkilt beſtemte Steder.

8. De ſkulde kunne udleje deres Skibe til andre, for at føres til de Steder, ſom de efter det oven anførte maatte beſøge, og ſkulde ikke være forpligtede til at leje Skibe af andre.

9. Naar Nogen for en mindre Gjeldsfordring eller Forſeelſe, der kunde afſones med Pengebod, ſøgtes ved Takſetning, ſkulde han kunne ſtille dette Tak ved ſin egen Huusvert og to Landsmænd, der havde eget Skib ved Bryggen, ſom ikke var ſejlfærdigt; dette var nok til Caution for Beløbet[3].

10. De ſkulde være fritagne for Vægtertjeneſte og Nattevagt[4].

11. Ingens Kiſte ſkulde underſøges, uden naar der var grundet Mistanke mod ham om Falſk eller Tyveri.

12. Den ſaakaldte Punder-Steen (Loddet i Punder-Vegten) ſkulde opbevares paa et offentligt Sted under paalidelig Bevogtning, ſaaledes at de, der vilde veje noget, havde fri Adgang dertil, og den ſkulde have ſamme Tyngde ſom fra gammel Tid og i Lovene beſtemt.

13. Naar de lede Skibbrud inden Rigets Grændſer, ſkulde de frit kunne bjerge deres Gods ved egen eller andres Hjelp, og nyde og bruge

  1. Hidtil gjaldt i dette Fald Beſtemmelſen efter Privilegierne af 1278, Art. 4 (ſ. o. IV. 1 S. 668). Det var ifølge denne ej alene de kongelige Skibe, ſom de fremmede Kjøbmænd maatte hjelpe at drage ud, men ogſaa de private, der vare ſaa ſtore at deres Hjelp ej kunde undværes.
  2. Denne Frihed var tildeels allerede tidligere given, ſ. o., hvor Hertug Haakons Brev af 1292 til Greifswalderne omtales, S. 209.
  3. Modification af Art. 7 i Privilegierne af 1278 (ſ. o. IV. 1. S. 668).
  4. Udvidelſe af Friheden, given ved Art. 1 i Privilegierne af 1278.