kan betragte som en Fuldstændiggjørelse af Overeenskomsten til Hegnesgavl, dog med den Forskjel, at denne var eller idetmindste skulde være en blivende endelig Fred, hiin derimod kun midlertidig[1]. Ogsaa af den herved udfærdigede Akt have vi kun et skjødesløst og neppe fuldstændigt Uddrag[2]. Der bestemtes, heder det, først og fremst, at alle de gjensidige Breve og Beviisligheder, som Kongen af Danmark paa den ene Side, og Brødrene Valdemar og Erik paa den anden havde givet hinanden, skulde staa ved Magt; dernæst, at om der fremdeles opkom Trætte mellem dem, skulde Kongen underkaste sig sin Stiffader Grev Gerhard af Holstens Voldgift. Denne Artikel maa have medført, at Als med Tilbehør blev tilbagegivet; den fulgte og lige frem af, at de tidligere Brevskaber bekræftedes, thi til disse hørte Hertugens Forsikring af 31te Marts 1286 (s. o. S. 125) hvorved han gav Slip paa Als, m. m. Hertugen og hans Broder lovede, at om Kong Erik og Hertug Haakon i Norge ikke ved det nye, i Overeenskomsten til Hegnesgavl aftalte, Møde kunde blive forligte med Danekongen, skulde de svare til Rette efter dansk Lov (det vil da vistnok sige, at de selv skulde søge at overtale dem dertil, thi ligefrem love det paa deres Vegne kunde de jo ikke); og vilde ikke de norske Fyrster indgaa Forlig, eller svare til Rette, skulde Hertugen og hans Broder ikke holde med dem, men med Kongen af Danmark. De øvrige Artikler vedkomme ikke Forholdet til Norge, og forbigaaes derfor her. Om Langeland nævnes intet; men at Kongen erkjendte Erik som Langelands Herre ved den Overeenskomst, som sluttedes efter den sidste Krig, altsaa enten allerede ved Hegnesgavl eller nu i Vordingborg, fortælles i flere Annaler, der behandle disse Begivenheder; og at det først skede nu, kan man slutte deraf, at Erik paa selvsamme Dag, Forliget til Vordingborg sluttedes, 3die Februar, stadfestede Indbyggerne af Rudkjøbing de Friheder m. m., som de havde haft
- ↑ Dette kunde maaskee bidrage til at forklare, hvorfor Hertugen ikke nævnes i Stilstands-Akten, skjønt det dog maa antages at denne sluttedes med hans Samtykke.
- ↑ Huitfeldt, S. 307. Maaden, hvorpaa Forliget omtales og Akten meddeles, er yderst forvirret, saa at man ikke godt kan see, hvad der virkelig stod i Akten og hvad han selv tilføjer. Saaledes begynder Afsnittet: „Med Hertug Valdemar af Sønderjylland blev det og forligt; han stod igjen fra Als, Ærø og Femern, efter den Doms Lydelse, udi Kong Erik Christophersens Tid udgangen var“. Dette Forlig kunde synes at være skeet paa Hegnesgavl, da det omtales umiddelbart efter at Stilstands-Akten er meddeelt; men da Hertug Valdemar ej omtales i denne, maa dog Meningen være den, at Bemerkningen om Afstaaelsen af Als m. m. vedkommer den strax efter nævnte Akt af 3die Febr. 1296. Desuden vilde der efter et saadant Forliig allerede ved Hegnesgavl i det mindste ikke have været Anledning til noget Slag ved Grønsund.
