Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/255

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
233
1296. Hertug Valdemar ſlutter Fred i Vordingborg.

kan betragte ſom en Fuldſtændiggjørelſe af Overeenskomſten til Hegnesgavl, dog med den Forſkjel, at denne var eller idetmindſte ſkulde være en blivende endelig Fred, hiin derimod kun midlertidig[1]. Ogſaa af den herved udfærdigede Akt have vi kun et ſkjødesløſt og neppe fuldſtændigt Uddrag[2]. Der beſtemtes, heder det, førſt og fremſt, at alle de gjenſidige Breve og Beviisligheder, ſom Kongen af Danmark paa den ene Side, og Brødrene Valdemar og Erik paa den anden havde givet hinanden, ſkulde ſtaa ved Magt; dernæſt, at om der fremdeles opkom Trætte mellem dem, ſkulde Kongen underkaſte ſig ſin Stiffader Grev Gerhard af Holſtens Voldgift. Denne Artikel maa have medført, at Als med Tilbehør blev tilbagegivet; den fulgte og lige frem af, at de tidligere Brevſkaber bekræftedes, thi til disſe hørte Hertugens Forſikring af 31te Marts 1286 (ſ. o. S. 125) hvorved han gav Slip paa Als, m. m. Hertugen og hans Broder lovede, at om Kong Erik og Hertug Haakon i Norge ikke ved det nye, i Overeenskomſten til Hegnesgavl aftalte, Møde kunde blive forligte med Danekongen, ſkulde de ſvare til Rette efter danſk Lov (det vil da viſtnok ſige, at de ſelv ſkulde ſøge at overtale dem dertil, thi ligefrem love det paa deres Vegne kunde de jo ikke); og vilde ikke de norſke Fyrſter indgaa Forlig, eller ſvare til Rette, ſkulde Hertugen og hans Broder ikke holde med dem, men med Kongen af Danmark. De øvrige Artikler vedkomme ikke Forholdet til Norge, og forbigaaes derfor her. Om Langeland nævnes intet; men at Kongen erkjendte Erik ſom Langelands Herre ved den Overeenskomſt, ſom ſluttedes efter den ſidſte Krig, altſaa enten allerede ved Hegnesgavl eller nu i Vordingborg, fortælles i flere Annaler, der behandle disſe Begivenheder; og at det førſt ſkede nu, kan man ſlutte deraf, at Erik paa ſelvſamme Dag, Forliget til Vordingborg ſluttedes, 3die Februar, ſtadfeſtede Indbyggerne af Rudkjøbing de Friheder m. m., ſom de havde haft

  1. Dette kunde maaſkee bidrage til at forklare, hvorfor Hertugen ikke nævnes i Stilſtands-Akten, ſkjønt det dog maa antages at denne ſluttedes med hans Samtykke.
  2. Huitfeldt, S. 307. Maaden, hvorpaa Forliget omtales og Akten meddeles, er yderſt forvirret, ſaa at man ikke godt kan ſee, hvad der virkelig ſtod i Akten og hvad han ſelv tilføjer. Saaledes begynder Afſnittet: „Med Hertug Valdemar af Sønderjylland blev det og forligt; han ſtod igjen fra Als, Ærø og Femern, efter den Doms Lydelſe, udi Kong Erik Chriſtopherſens Tid udgangen var“. Dette Forlig kunde ſynes at være ſkeet paa Hegnesgavl, da det omtales umiddelbart efter at Stilſtands-Akten er meddeelt; men da Hertug Valdemar ej omtales i denne, maa dog Meningen være den, at Bemerkningen om Afſtaaelſen af Als m. m. vedkommer den ſtrax efter nævnte Akt af 3die Febr. 1296. Desuden vilde der efter et ſaadant Forliig allerede ved Hegnesgavl i det mindſte ikke have været Anledning til noget Slag ved Grønſund.