Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/254

Denne siden er korrekturlest

232

Erik Magnussøn.

egentlige Krigstog, Kong Erik foretog til Danmark, og saavel han, som den danske Konge, fra denne Tid af kunde beskjeftige sig med andre Anliggender. Med Hertug Valdemar kom det, som sagt, ikke til noget Forlig, førend i Begyndelsen af 1296; ja der er endog Grund til at formode, at der seenhøstes 1295 endnu forefaldt Fiendtligheder imellem dem, da der etsteds tales om, at Kongen jagede Hertug Valdemars Hær paa Flugten ved Grønsund^[1]. Dette maa nu staa ved sit Verd; muligviis kan det være denne Sejr paa den ene Side, i Forbindelse med den Omstændighed, at det i December 1295 var lykkets Erkebiskop Jens at undkomme fra sit Fængsel, som stemte begge Parter til Fred. Denne kom i Stand i Vordingborg, den 3die Februar 1296, hvilket Forliig man

↑ Dette Slag omtales kun paa et eneste Sted, nemlig i det Chronicon, der ender 1317, Scr. rer. Dan. II. S. 175. Thi at Huitfeldt omtaler det S. 306, kan ikke betragtes som noget uafhængigt Vidnesbyrd, da han sees netop at have benyttet hiint Chronicon. Beretningen om Slaget i Grønsund forekommer her ogsaa under tildeels mistænkelige Omstændigheder. Chronicon’et, der ellers udmerker sig ved rigtige Aarstal, siger, tildeels rigtigt, under 1295, „at Kongen, der skulde føre Krig med Hertug Valdemar, skatlagde Stæder og Klostre haardeligen, at der da paa den norske Konges fjerde Tog til Danmark blev sluttet Stilstand mellem begge Kongerne, Hertug Valdemar og de Fredløse, at Erik, Hertug Valdemars Broder, blev slaaet til Ridder af den norske Konge og egtede hans Modersyster Sophia, og at Erkebiskop Jens undkom Natten efter St. Luciæ-Dag“ m. m. – Derefter siges der for 1296, „at Kong Erik af Danmark egtede den svenske Kongedatter Ingeborg“, og endelig for 1297: „Kongen belejrede sin Broder Christopher i Kalundborg. Hertug Valdemar kom med Norges Konge mod Kong Erik, men der blev sluttet Stilstand ved Hegnesgavl (der siges, vel at merke, ikke med Hertugen) Kongen drev Valdemars Hær paa Flugten ved Grønsund, og Hertugen afstod Øerne hiinsides Midelfart“. Hvad Striden mellem Kongen og hans Broder Christopher angaar, da har det sin Rigtighed: den forefaldt i 1297, og ved Kalundborg. Men hvad der fortælles om Hertug Valdemars og den norske Konges Tog mod Kong Erik, og Stilstanden ved Hegnesgavl m. m., hører, som man tydeligt kan see af det foregaaende, til 1295. Da nu de samme Begivenheder allerede ere omtalte ved 1295, men kortere og med andre Ord, kan man ikke forklare Gjentagelsen anderledes, end at det sidste har i det oprindelige Haandskrift, som Afskriveren i 1317 benyttede, været tilføjet i Margen, for at fuldstændiggjøre det andet, saaledes at det skulde læses under 1295 sammen med dette, men at Afskriveren ved en let tænkelig Fejltagelse af Henviisningen har henført det til 1297. Af denne Mening maa ogsaa Huitfeldt have været, siden han omtaler Slaget ved Grønsund under 1295. Men i dette Tillæg omtales tydeligt nok Slaget ved Grønsund, som om det havde fundet Sted efter Forliget til Hegnesgavl, i Mellemtiden fra dette indtil Hertugen afstod Øerne østenfor Midelfart, det vil sige indtil Forliget til Vordingborg 3die Februar 1296. Usandsynligt er det ikke, at et saadant Slag virkelig har fundet Sted, og Notitsen derom har, fraregnet det urigtige Aarstal, Troværdighedens Præg. Men dette er ogsaa alt, hvad man kan sige om en saa enestaaende Beretning.

[1] Dette Slag omtales kun paa et eneste Sted, nemlig i det Chronicon, der ender 1317, Scr. rer. Dan. II. S. 175. Thi at Huitfeldt omtaler det S. 306, kan ikke betragtes som noget uafhængigt Vidnesbyrd, da han sees netop at have benyttet hiint Chronicon. Beretningen om Slaget i Grønsund forekommer her ogsaa under tildeels mistænkelige Omstændigheder. Chronicon’et, der ellers udmerker sig ved rigtige Aarstal, siger, tildeels rigtigt, under 1295, „at Kongen, der skulde føre Krig med Hertug Valdemar, skatlagde Stæder og Klostre haardeligen, at der da paa den norske Konges fjerde Tog til Danmark blev sluttet Stilstand mellem begge Kongerne, Hertug Valdemar og de Fredløse, at Erik, Hertug Valdemars Broder, blev slaaet til Ridder af den norske Konge og egtede hans Modersyster Sophia, og at Erkebiskop Jens undkom Natten efter St. Luciæ-Dag“ m. m. – Derefter siges der for 1296, „at Kong Erik af Danmark egtede den svenske Kongedatter Ingeborg“, og endelig for 1297: „Kongen belejrede sin Broder Christopher i Kalundborg. Hertug Valdemar kom med Norges Konge mod Kong Erik, men der blev sluttet Stilstand ved Hegnesgavl (der siges, vel at merke, ikke med Hertugen) Kongen drev Valdemars Hær paa Flugten ved Grønsund, og Hertugen afstod Øerne hiinsides Midelfart“. Hvad Striden mellem Kongen og hans Broder Christopher angaar, da har det sin Rigtighed: den forefaldt i 1297, og ved Kalundborg. Men hvad der fortælles om Hertug Valdemars og den norske Konges Tog mod Kong Erik, og Stilstanden ved Hegnesgavl m. m., hører, som man tydeligt kan see af det foregaaende, til 1295. Da nu de samme Begivenheder allerede ere omtalte ved 1295, men kortere og med andre Ord, kan man ikke forklare Gjentagelsen anderledes, end at det sidste har i det oprindelige Haandskrift, som Afskriveren i 1317 benyttede, været tilføjet i Margen, for at fuldstændiggjøre det andet, saaledes at det skulde læses under 1295 sammen med dette, men at Afskriveren ved en let tænkelig Fejltagelse af Henviisningen har henført det til 1297. Af denne Mening maa ogsaa Huitfeldt have været, siden han omtaler Slaget ved Grønsund under 1295. Men i dette Tillæg omtales tydeligt nok Slaget ved Grønsund, som om det havde fundet Sted efter Forliget til Hegnesgavl, i Mellemtiden fra dette indtil Hertugen afstod Øerne østenfor Midelfart, det vil sige indtil Forliget til Vordingborg 3die Februar 1296. Usandsynligt er det ikke, at et saadant Slag virkelig har fundet Sted, og Notitsen derom har, fraregnet det urigtige Aarstal, Troværdighedens Præg. Men dette er ogsaa alt, hvad man kan sige om en saa enestaaende Beretning.

[1]