Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/254

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
232
Erik Magnusſøn.

egentlige Krigstog, Kong Erik foretog til Danmark, og ſaavel han, ſom den danſke Konge, fra denne Tid af kunde beſkjeftige ſig med andre Anliggender. Med Hertug Valdemar kom det, ſom ſagt, ikke til noget Forlig, førend i Begyndelſen af 1296; ja der er endog Grund til at formode, at der ſeenhøſtes 1295 endnu forefaldt Fiendtligheder imellem dem, da der etſteds tales om, at Kongen jagede Hertug Valdemars Hær paa Flugten ved Grønſund[1]. Dette maa nu ſtaa ved ſit Verd; muligviis kan det være denne Sejr paa den ene Side, i Forbindelſe med den Omſtændighed, at det i December 1295 var lykkets Erkebiſkop Jens at undkomme fra ſit Fængſel, ſom ſtemte begge Parter til Fred. Denne kom i Stand i Vordingborg, den 3die Februar 1296, hvilket Forliig man

  1. Dette Slag omtales kun paa et eneſte Sted, nemlig i det Chronicon, der ender 1317, Scr. rer. Dan. II. S. 175. Thi at Huitfeldt omtaler det S. 306, kan ikke betragtes ſom noget uafhængigt Vidnesbyrd, da han ſees netop at have benyttet hiint Chronicon. Beretningen om Slaget i Grønſund forekommer her ogſaa under tildeels mistænkelige Omſtændigheder. Chronicon’et, der ellers udmerker ſig ved rigtige Aarstal, ſiger, tildeels rigtigt, under 1295, „at Kongen, der ſkulde føre Krig med Hertug Valdemar, ſkatlagde Stæder og Kloſtre haardeligen, at der da paa den norſke Konges fjerde Tog til Danmark blev ſluttet Stilſtand mellem begge Kongerne, Hertug Valdemar og de Fredløſe, at Erik, Hertug Valdemars Broder, blev ſlaaet til Ridder af den norſke Konge og egtede hans Moderſyſter Sophia, og at Erkebiſkop Jens undkom Natten efter St. Luciæ-Dag“ m. m. — Derefter ſiges der for 1296, „at Kong Erik af Danmark egtede den ſvenſke Kongedatter Ingeborg“, og endelig for 1297: „Kongen belejrede ſin Broder Chriſtopher i Kalundborg. Hertug Valdemar kom med Norges Konge mod Kong Erik, men der blev ſluttet Stilſtand ved Hegnesgavl (der ſiges, vel at merke, ikke med Hertugen) Kongen drev Valdemars Hær paa Flugten ved Grønſund, og Hertugen afſtod Øerne hiinſides Midelfart“. Hvad Striden mellem Kongen og hans Broder Chriſtopher angaar, da har det ſin Rigtighed: den forefaldt i 1297, og ved Kalundborg. Men hvad der fortælles om Hertug Valdemars og den norſke Konges Tog mod Kong Erik, og Stilſtanden ved Hegnesgavl m. m., hører, ſom man tydeligt kan ſee af det foregaaende, til 1295. Da nu de ſamme Begivenheder allerede ere omtalte ved 1295, men kortere og med andre Ord, kan man ikke forklare Gjentagelſen anderledes, end at det ſidſte har i det oprindelige Haandſkrift, ſom Afſkriveren i 1317 benyttede, været tilføjet i Margen, for at fuldſtændiggjøre det andet, ſaaledes at det ſkulde læſes under 1295 ſammen med dette, men at Afſkriveren ved en let tænkelig Fejltagelſe af Henviisningen har henført det til 1297. Af denne Mening maa ogſaa Huitfeldt have været, ſiden han omtaler Slaget ved Grønſund under 1295. Men i dette Tillæg omtales tydeligt nok Slaget ved Grønſund, ſom om det havde fundet Sted efter Forliget til Hegnesgavl, i Mellemtiden fra dette indtil Hertugen afſtod Øerne øſtenfor Midelfart, det vil ſige indtil Forliget til Vordingborg 3die Februar 1296. Uſandſynligt er det ikke, at et ſaadant Slag virkelig har fundet Sted, og Notitſen derom har, fraregnet det urigtige Aarstal, Troværdighedens Præg. Men dette er ogſaa alt, hvad man kan ſige om en ſaa eneſtaaende Beretning.