Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
3
1280. Dronningen og Baronerne gribe Regjeringens Tøjler.

Underſaatterne, endog i de Dele, der ej hørte til Hertugdømmet, og ſtundom daterede deres offentlige Breve baade efter Kong Eriks og efter Hertug Haakons Regjerings-Aar. I alt hvad der vedkom Hertugdømmet alene, handlede derimod Hertug Haakon, efter opnaaet Myndigheds-Alder, paa egen Haand, uden at Kong Erik her nævnes[1].

Blandt de Baroner og Herrer, der ſaaledes grebe Regjeringens Tøjler, fremtræder iſær Hr. Audun Hugleiksſøn og Bjarne Erlingsſøn af Bjarkø og Giſke, ſamt Andres Paalsſøn Plytt, Hallkell, Søn af Agmund Krøkedans, Gaut af Tolga, Jon Brynjulfsſøn af Hvol, og den nye Kantſler Bjarne Lodinsſøn, der traadte i Hr. Thore Biſkopsſøns Sted, medens denne trak ſig tilbage til ſin Sysſel paa Øſtlandet. Alle ſynes de at være afſagte Fiender af Klerkeveldet, og at have ventet paa den førſte den bedſte Lejlighed til at fratage Kirken de Rettigheder, den nys, ſom de vel meente, havde vundet paa Lægmændenes Bekoſtning, ſamt derhos atter, om muligt, at grunde et Herrevælde, der lignede det tidligere i Kong Inges og Magnus Erlingsſøns Dage. De fleſte af dem vare vel enten allerede i Bergen, da Kongen døde, eller indfandt ſig ſtrax efter til det udſkrevne Høvdingemøde. Her have da vel ogſaa de øſtlandſke Herrer, Hr. Erling Alfsſøn, hans Søn Alf Erlingsſøn og hans Svigerſøn, den forrige Kantſler Hr. Thore Haakonsſøn, indfundet ſig, ſkjønt det lader til, at de for øvrigt voldt ſig hjemme i ſine Sysler, og ikke deeltoge i den egentlige Formynder-Regjering. Af gejſtlige Herrer indfandt der ſig ogſaa en heel Deel til det ſamtidige Kirkemøde. Erkebiſkoppen ankom Trinitatis Søndag, den 16de Juni; foruden Biſkoppen af Bergen vare ſamtlige Lydbiſkopper i Norge ſelv tilſtede, derhos begge de islandſke Biſkopper og Biſkop Erlend af Færøerne, ja endog Biſkop Marcus af Syderøerne[2]. Af alle Lydbiſkopper under Nidaros Provins manglede ſaaledes kun Biſkoppen af Orknøerne og Biſkoppen af Grønland. Man kan neppe paaviſe noget norſk Provincial-Concilium, hvor Gejſtligheden var været ſaa ſterkt repræſenteret, og i Spidſen for en ſaa ſtor Flok af lydige Undergivne følte den myndige Erkebiſkop ſig dobbelt ſterk til at byde de verdslige Herrer Trods, ligeſom han vel ogſaa nu havde det bedſte Haab om at faa ſin Chriſtenret vedtagen. Hans ſtridbare Sind viſte ſig allerede i Begyndelſen deri, at han, ſom det beder „lagde ſin Ublidhed paa Biſkop Arne af Skaalholt, fordi han ſkulde have heldt mere til Kongens end til hans eget Parti, og derved rakt Haanden til at Kirkens Friheder traadtes under

  1. Herpaa behøve vi ikke her at anføre Exempler, da disſe i det følgende hyppigt nok ville forekomme.
  2. Arne Biſkops Saga Cap. 24.