Undersaatterne, endog i de Dele, der ej hørte til Hertugdømmet, og stundom daterede deres offentlige Breve baade efter Kong Eriks og efter Hertug Haakons Regjerings-Aar. I alt hvad der vedkom Hertugdømmet alene, handlede derimod Hertug Haakon, efter opnaaet Myndigheds-Alder, paa egen Haand, uden at Kong Erik her nævnes[1].
Blandt de Baroner og Herrer, der saaledes grebe Regjeringens Tøjler, fremtræder især Hr. Audun Hugleikssøn og Bjarne Erlingssøn af Bjarkø og Giske, samt Andres Paalssøn Plytt, Hallkell, Søn af Agmund Krøkedans, Gaut af Tolga, Jon Brynjulfssøn af Hvol, og den nye Kantsler Bjarne Lodinssøn, der traadte i Hr. Thore Biskopssøns Sted, medens denne trak sig tilbage til sin Syssel paa Østlandet. Alle synes de at være afsagte Fiender af Klerkeveldet, og at have ventet paa den første den bedste Lejlighed til at fratage Kirken de Rettigheder, den nys, som de vel meente, havde vundet paa Lægmændenes Bekostning, samt derhos atter, om muligt, at grunde et Herrevælde, der lignede det tidligere i Kong Inges og Magnus Erlingssøns Dage. De fleste af dem vare vel enten allerede i Bergen, da Kongen døde, eller indfandt sig strax efter til det udskrevne Høvdingemøde. Her have da vel ogsaa de østlandske Herrer, Hr. Erling Alfssøn, hans Søn Alf Erlingssøn og hans Svigersøn, den forrige Kantsler Hr. Thore Haakonssøn, indfundet sig, skjønt det lader til, at de for øvrigt voldt sig hjemme i sine Sysler, og ikke deeltoge i den egentlige Formynder-Regjering. Af gejstlige Herrer indfandt der sig ogsaa en heel Deel til det samtidige Kirkemøde. Erkebiskoppen ankom Trinitatis Søndag, den 16de Juni; foruden Biskoppen af Bergen vare samtlige Lydbiskopper i Norge selv tilstede, derhos begge de islandske Biskopper og Biskop Erlend af Færøerne, ja endog Biskop Marcus af Syderøerne[2]. Af alle Lydbiskopper under Nidaros Provins manglede saaledes kun Biskoppen af Orknøerne og Biskoppen af Grønland. Man kan neppe paavise noget norsk Provincial-Concilium, hvor Gejstligheden var været saa sterkt repræsenteret, og i Spidsen for en saa stor Flok af lydige Undergivne følte den myndige Erkebiskop sig dobbelt sterk til at byde de verdslige Herrer Trods, ligesom han vel ogsaa nu havde det bedste Haab om at faa sin Christenret vedtagen. Hans stridbare Sind viste sig allerede i Begyndelsen deri, at han, som det beder „lagde sin Ublidhed paa Biskop Arne af Skaalholt, fordi han skulde have heldt mere til Kongens end til hans eget Parti, og derved rakt Haanden til at Kirkens Friheder traadtes under
