Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/249

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
227
1295. Underhandlinger ved Midelfart.

til dem for at de kunde tales ved, idet de ej alene paaberaabte sig Stilstanden og den almindelige Grid, men sendte ham et af dem selv beseglet Brev, hvori de tilsagde ham og de Mænd, han medbragte, særskilt Grid til Mødet. Han slog Lid dertil, og begav sig til dem, selv trettende, ganske ubevæbnet; de toge vel imod ham og man satte sig til at drikke, men imidlertid sendte Hr. Tule Ebbessøn sin Broder og nogle flere hen efter endeel Bevæbnede, der stode færdige i Nærheden; de brøde ind, toge Nikolas og alle hans Folk til Fange, halshuggede tre af dem, og sendte de aatte bort til et Sted i Nærheden, men toge Nikolas Jakobssøn selv og en vis Herman Plumog, der sandsynligviis var hans Næstbefalende, med sig til Hunehals, og opfordrede Besætningen til at aabne Portene for dem, antagende, at naar Krigerne fra Murene saa deres Høvedsmænd iblandt dem, vilde de strax efterkomme Begjæringen. Men Besætningen merkede Uraad, og vægrede sig. Da hine saaledes merkede, at de ikke kunde faa deres Plan udført, rede de op i Heredet, toge en af Grevens Fogder til Fange, og plyndrede hans Gods. Da Grev Jakob fik dette at vide, klagede han strax for den norske Konge, Hertug Valdemar, Junker Erik og Grev Henrik saavel som flere af Forloverne paa Sommersted Hede over Stilstandsbrudet, og disse anmodede strax Danekongen og hans Brødre om, i Kraft af deres givne Løfte og Æresord, at befale de Fangne udleverede, og den dem tilføjede Skade godtgjort. Denne Gang erkjendte ogsaa virkelig Danekongen, at det Skede var utilbørligt, og tilskrev Hr. Tule Ebbessøn saavel som hans Ledsagere, at de strax skulde sætte de Fangne paa fri Fod, og give dem deres Gods tilbage[1]. Denne

  1. Beretningen herom findes i Kong Haakons Manifest. Om Tiden, da Attentatet paa Hunehæls foregik, heder det her først „men (d. e. medens) den Dagthingning stod ved Midelfart, og alle Mand skulde Fred have paa den Loven (Forsikring) som før er sagt, (nemlig paa Sommersted Hede), da foor Kongens Mand af Danmark Hr. Tuli Ebbessøn – – – – – – til Aas Kloster i Halland“ o. s. v.; og siden, efter at Beretningen er sluttet: „dette skede alt i den Fred, der lovet var paa Sommersted Hede og imedens den Dagthingning var ved Hegnesgavl“. Dette beviser til Overflod, (thi egentlig sees det allerede af de oven anførte Beviissteder), a) at Dagthingningen ved Midelfart og Dagthingningen ved Hegnesgavl er een og den samme; b) at hine Affærer i Halland netop skede medens Underhandlingerne stode paa, altsaa i Tiden fra 8de Septbr. til 25de Sept. 1295. Man seer ogsaa, at Artikel 4 af Hegnesgavl-Forliget 1295, hvor der siges om Hjelm og Hunehals, at de, for saa vidt de vare erobrede, skulde tilbagegives, og at de af Besætningen, der vare fangne enten udenfor eller indenfor, skulde sættes paa fri Fod, ligefrem sigter til hiint Attentat paa at forraske Hunehals, hvis endelige Udfald man ved Stilstandens Afslutning endog ikke nøje kjendte. Dette viser altsaa klart, at man ikke med Suhm og Werlauff, under den urigtige Forudsætning at der i 1296 var et nyt Møde paa Sommersted Hede, og at Dagthingningen ved Midelfart fandt Sted 8de Septbr. deref-