Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/249

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
227
1295. Underhandlinger ved Midelfart.

til dem for at de kunde tales ved, idet de ej alene paaberaabte ſig Stilſtanden og den almindelige Grid, men ſendte ham et af dem ſelv beſeglet Brev, hvori de tilſagde ham og de Mænd, han medbragte, ſærſkilt Grid til Mødet. Han ſlog Lid dertil, og begav ſig til dem, ſelv trettende, ganſke ubevæbnet; de toge vel imod ham og man ſatte ſig til at drikke, men imidlertid ſendte Hr. Tule Ebbesſøn ſin Broder og nogle flere hen efter endeel Bevæbnede, der ſtode færdige i Nærheden; de brøde ind, toge Nikolas og alle hans Folk til Fange, halshuggede tre af dem, og ſendte de aatte bort til et Sted i Nærheden, men toge Nikolas Jakobsſøn ſelv og en vis Herman Plumog, der ſandſynligviis var hans Næſtbefalende, med ſig til Hunehals, og opfordrede Beſætningen til at aabne Portene for dem, antagende, at naar Krigerne fra Murene ſaa deres Høvedsmænd iblandt dem, vilde de ſtrax efterkomme Begjæringen. Men Beſætningen merkede Uraad, og vægrede ſig. Da hine ſaaledes merkede, at de ikke kunde faa deres Plan udført, rede de op i Heredet, toge en af Grevens Fogder til Fange, og plyndrede hans Gods. Da Grev Jakob fik dette at vide, klagede han ſtrax for den norſke Konge, Hertug Valdemar, Junker Erik og Grev Henrik ſaavel ſom flere af Forloverne paa Sommerſted Hede over Stilſtandsbrudet, og disſe anmodede ſtrax Danekongen og hans Brødre om, i Kraft af deres givne Løfte og Æresord, at befale de Fangne udleverede, og den dem tilføjede Skade godtgjort. Denne Gang erkjendte ogſaa virkelig Danekongen, at det Skede var utilbørligt, og tilſkrev Hr. Tule Ebbesſøn ſaavel ſom hans Ledſagere, at de ſtrax ſkulde ſætte de Fangne paa fri Fod, og give dem deres Gods tilbage[1]. Denne

  1. Beretningen herom findes i Kong Haakons Manifeſt. Om Tiden, da Attentatet paa Hunehæls foregik, heder det her førſt „men (d. e. medens) den Dagthingning ſtod ved Midelfart, og alle Mand ſkulde Fred have paa den Loven (Forſikring) ſom før er ſagt, (nemlig paa Sommerſted Hede), da foor Kongens Mand af Danmark Hr. Tuli Ebbesſøn — — — — — — til Aas Kloſter i Halland“ o. ſ. v.; og ſiden, efter at Beretningen er ſluttet: „dette ſkede alt i den Fred, der lovet var paa Sommerſted Hede og imedens den Dagthingning var ved Hegnesgavl“. Dette beviſer til Overflod, (thi egentlig ſees det allerede af de oven anførte Beviisſteder), a) at Dagthingningen ved Midelfart og Dagthingningen ved Hegnesgavl er een og den ſamme; b) at hine Affærer i Halland netop ſkede medens Underhandlingerne ſtode paa, altſaa i Tiden fra 8de Septbr. til 25de Sept. 1295. Man ſeer ogſaa, at Artikel 4 af Hegnesgavl-Forliget 1295, hvor der ſiges om Hjelm og Hunehals, at de, for ſaa vidt de vare erobrede, ſkulde tilbagegives, og at de af Beſætningen, der vare fangne enten udenfor eller indenfor, ſkulde ſættes paa fri Fod, ligefrem ſigter til hiint Attentat paa at forraſke Hunehals, hvis endelige Udfald man ved Stilſtandens Afſlutning endog ikke nøje kjendte. Dette viſer altſaa klart, at man ikke med Suhm og Werlauff, under den urigtige Forudſætning at der i 1296 var et nyt Møde paa Sommerſted Hede, og at Dagthingningen ved Midelfart fandt Sted 8de Septbr. deref-