Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/248

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
226
Erik Magnusſøn.

løſe mod de Kongeligſindedes Forbitrelſe. Endnu inden Sammenkomſten i Midelfart begav Hr. Aage Kake, en af dem, der ved Dommen af i 1287 vare erklærede for Kongemordere, og ſom de norſke Fyrſter ved Brevet af 25de Juni 1287 udtrykkeligt havde taget i Beſkyttelſe ſom ſine egne Mænd, ſig til Viborg, i Fortrøſtning til den forkyndte Grid; men aldrig ſaa ſnart fik Bymændene ham at ſee, førend de ſtyrtede over ham, dræbte fire af hans Mænd og ſaarede ham ſelv ſaa haardt, at han kort derefter døde; hans Broder, der var i Følge med ham, kaſtede de i Fængſel med ſex Svenne, af hvilke een ved den haarde Behandling, han leed, døde i Fængſlet. Saavel denne, ſom de øvrige Dræbte bleve begravede i uindviet Jord, hvor de groveſte Forbrydere plejede at lægges; de Fangne ſendte de til Kongen, der ikke ſatte dem paa fri Fod, førend de havde betalt ſvære Løſepenge. Dette var maaſkee Aarſagen til hiin Fornyelſe af Forſikringen ved Sammentrædet i Midelfart. Her var, ſom det ſynes, foruden de norſke Fyrſter, Danekongen og dennes Broder, ogſaa Hertug Varldemar, Junker Erik, Grev Jakob af Halland og Grev Henrik af Holſten tilſtede, eller i det mindſte ikke langt borte[1], ej at tale om de gejſtlige og verdslige Stormænd i begge Kongers Følge. Imidlertid deeltog, ſom det ſynes, Hertug Valdemar ſelv ikke i disſe Underhandlinger, og hans Broder, Hr. Erik, kun i Egenſkab af de norſke Fyrſters Beſvogrede og Beſkyttede, det vil ſige med Henſyn til hans Fordringer paa ſin Huſtru Sophias Mødrenearv. Underhandlingerne førtes i meer end et Par Ugers Tid: et tilſtrækkeligt Tegn paa, hvor vanſkeligt man havde for at komme til Enighed. Ja ſelv medens Underhandlingerne ſtode paa, ſøgte nogle af Danekongens Mænd, dog viſtnok uden hans Vidende eller Samtykke, at benytte ſig af Stilſtanden og Grev Jakobs Fraværelſe til ſvigagtigt at overrumple Hunehals. Dette gik ſaaledes til, at en danſk Herre, ved Navn Tule Ebbesſøn, med en heel Deel Frænder og Venner, hvoriblandt og en Preſt, begave ſig til Aas Kloſter i Halland, der laa et Par Mile fra Hunehals, og derfra anmodede Grevens Befalingsmand, Nikolas Jakobsſøn, (ſandſynligviis den ſamme, der i Beſkyttelſesbrevet kaldes Nikolas Hallandsfar) om at komme

  1. Dette ſynes at maatte ſluttes af, hvad der ſtrax nedenfor berettes om at Grev Jakob, ved at erfare Attentatet paa at overrumple Hunehals, ſtrax klagede til den norſke Konge, Hertug Valdemar, Junker Erik og Grev Henrik, thi Tiden var for kort til at mange Budſendinger kunde gaa mellem det nordligſte af Halland, Slesvig og Holſten. Man ſeer tydeligt, at Efterretningen om Attentatet ikke naaede til Midelfart førend henimod Slutningen af Mødet, thi den dertil ſigtende Artikel i Stilſtandsbrevet viſer, at man ved Udſtedelſen af dette endnu ikke vidſte hvad Virkning Kongens Bud om Fangernes Frigivelſe havde gjort.