Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/248

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
226
Erik Magnussøn.

løse mod de Kongeligsindedes Forbitrelse. Endnu inden Sammenkomsten i Midelfart begav Hr. Aage Kake, en af dem, der ved Dommen af i 1287 vare erklærede for Kongemordere, og som de norske Fyrster ved Brevet af 25de Juni 1287 udtrykkeligt havde taget i Beskyttelse som sine egne Mænd, sig til Viborg, i Fortrøstning til den forkyndte Grid; men aldrig saa snart fik Bymændene ham at see, førend de styrtede over ham, dræbte fire af hans Mænd og saarede ham selv saa haardt, at han kort derefter døde; hans Broder, der var i Følge med ham, kastede de i Fængsel med sex Svenne, af hvilke een ved den haarde Behandling, han leed, døde i Fængslet. Saavel denne, som de øvrige Dræbte bleve begravede i uindviet Jord, hvor de groveste Forbrydere plejede at lægges; de Fangne sendte de til Kongen, der ikke satte dem paa fri Fod, førend de havde betalt svære Løsepenge. Dette var maaskee Aarsagen til hiin Fornyelse af Forsikringen ved Sammentrædet i Midelfart. Her var, som det synes, foruden de norske Fyrster, Danekongen og dennes Broder, ogsaa Hertug Varldemar, Junker Erik, Grev Jakob af Halland og Grev Henrik af Holsten tilstede, eller i det mindste ikke langt borte[1], ej at tale om de gejstlige og verdslige Stormænd i begge Kongers Følge. Imidlertid deeltog, som det synes, Hertug Valdemar selv ikke i disse Underhandlinger, og hans Broder, Hr. Erik, kun i Egenskab af de norske Fyrsters Besvogrede og Beskyttede, det vil sige med Hensyn til hans Fordringer paa sin Hustru Sophias Mødrenearv. Underhandlingerne førtes i meer end et Par Ugers Tid: et tilstrækkeligt Tegn paa, hvor vanskeligt man havde for at komme til Enighed. Ja selv medens Underhandlingerne stode paa, søgte nogle af Danekongens Mænd, dog vistnok uden hans Vidende eller Samtykke, at benytte sig af Stilstanden og Grev Jakobs Fraværelse til svigagtigt at overrumple Hunehals. Dette gik saaledes til, at en dansk Herre, ved Navn Tule Ebbessøn, med en heel Deel Frænder og Venner, hvoriblandt og en Prest, begave sig til Aas Kloster i Halland, der laa et Par Mile fra Hunehals, og derfra anmodede Grevens Befalingsmand, Nikolas Jakobssøn, (sandsynligviis den samme, der i Beskyttelsesbrevet kaldes Nikolas Hallandsfar) om at komme

  1. Dette synes at maatte sluttes af, hvad der strax nedenfor berettes om at Grev Jakob, ved at erfare Attentatet paa at overrumple Hunehals, strax klagede til den norske Konge, Hertug Valdemar, Junker Erik og Grev Henrik, thi Tiden var for kort til at mange Budsendinger kunde gaa mellem det nordligste af Halland, Slesvig og Holsten. Man seer tydeligt, at Efterretningen om Attentatet ikke naaede til Midelfart førend henimod Slutningen af Mødet, thi den dertil sigtende Artikel i Stilstandsbrevet viser, at man ved Udstedelsen af dette endnu ikke vidste hvad Virkning Kongens Bud om Fangernes Frigivelse havde gjort.