Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/243

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
221
1295. Det fjerde norſke Tog til Danmark.

uden de Fredløſe ſtørſt Indflydelſe og kunde udrette meſt til Fordeel for den norſke Konge, hvilken de fremdeles erkjendte ſom deres Herre. Aftalen mellem Hertug Valdemar og de norſke Fyrſter maa rimeligviis have gaaet ud paa, at tvinge den danſke Konge til at ſplitte ſine Stridskræfter, hvilket vilde ſkee, naar de landede med den norſke Flaade i det nordlige Jylland, medens Hertug Valdemar greb til Vaaben i det ſydlige. Henſigten var da vel om de ſejrede, aldeles at berøve den unge danſke Konge Tronen, og at dele Riget mellem ſig, ſaaledes at Valdemar fik Kongenavnet[1]. For at ſkaffe ſig end flere Territorial-Fordringer, og vel og for tillige at knytte en nærmere Familieforbindelſe med de norſke Fyrſter, giftede den unge Junker Erik ſig med Sophia, en Datter af Kong Erik Valdemarsſøns Enke Jutha i hendes ſenere Egteſkab med Burchard, Borggreve af Roſenberg i Saxland[2], og ſaaledes en Halvſyſter af hendes Døtre med Kong Erik, nemlig den afdøde norſke Dronning Ingeborg, den ſvenſke Dronning Sophia, og begge de forhenværende Nonner i St. Agnes’s Kloſter i Roeskilde, Agnes og Jutha, af hvis betydelige Efterladenſkaber hiin Sophia, formodentlig ved Teſtament, havde faaet Arveret til en Deel, og nu bragte denne Ret over til ſin Mand. Man kan ikke tvivle om, at de norſke Fyrſter ogſaa have gjort betydelige Udruſtninger, thi vi erfare, at Erkebiſkoppen ſelv, ſaavel ſom Biſkop Narve af Bergen og Biſkop Eivind af Oslo vare med, ſaavel ſom en Mængde Baroner og Riddere, navnlig Hr. Bjarne Erlingsſøn og hans Broder Vidkunn, Hr. Thore Haakonsſøn, Hr. Jon Brynjulfsſøn, Hr. Iſak Gautesſøn (ſom ſaaledes allerede da var tagen til Naade igjen), Hr. Guthorm Gydasſøn, Hr. Gudleik Viljamsſøn, Hr. Thorvald Thoresſøn fra Hjaltland, Magiſter Bjarne Lodinsſøn o. fl. Ellers vide vi desværre intet nærmere om Forberedelſerne til Toget. Man veed ikke engang, hvad Tid Kong Erik forlod Bergen, hvor han tilbragte Vintren, og hvor han endnu var den 5te Marts[3]. Sandſynligviis kom han ikke afſted, førend temmelig ſildigt, efter St. Hansdags Tider, da han paa denne Dag udſtedte en Fuldmagt for Hr. Audun

  1. Naar Detmar (ſ. u.) udtrykkeligen ſiger, at det var et almindeligt Sagn, at Hertug Valdemar, hvis han havde holdt Slag med Kongen paa Sommerſted-Hede, vilde have vundet Danmarks Krone, viſer dette tydeligt, at hans Henſigt maa have været, hvis hans ſejrede, at antage Kongenavnet.
  2. Denne Sophias Slægtſkabsforhold ere ypperligt blevne fremdragne og viſte i Højers lille Afhandling „de Sophia Langelandica“, aftrykt bag i hans Udgave af „Continuatio Alberti Stadensis“, Kjøbenhavn 1720.
  3. Paa denne Dag udſtedte han en Retterbod for Bergen, ſe Norges gamle Love III. S. 23. Dateringen 17de Marts 1294 er urigtig i Thorkelins Dipl. Arnam. II. 145, hvor Retterboden ogſaa findes meddeelt.