Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/243

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
221
1295. Det fjerde norske Tog til Danmark.

uden de Fredløse størst Indflydelse og kunde udrette mest til Fordeel for den norske Konge, hvilken de fremdeles erkjendte som deres Herre. Aftalen mellem Hertug Valdemar og de norske Fyrster maa rimeligviis have gaaet ud paa, at tvinge den danske Konge til at splitte sine Stridskræfter, hvilket vilde skee, naar de landede med den norske Flaade i det nordlige Jylland, medens Hertug Valdemar greb til Vaaben i det sydlige. Hensigten var da vel om de sejrede, aldeles at berøve den unge danske Konge Tronen, og at dele Riget mellem sig, saaledes at Valdemar fik Kongenavnet[1]. For at skaffe sig end flere Territorial-Fordringer, og vel og for tillige at knytte en nærmere Familieforbindelse med de norske Fyrster, giftede den unge Junker Erik sig med Sophia, en Datter af Kong Erik Valdemarssøns Enke Jutha i hendes senere Egteskab med Burchard, Borggreve af Rosenberg i Saxland[2], og saaledes en Halvsyster af hendes Døtre med Kong Erik, nemlig den afdøde norske Dronning Ingeborg, den svenske Dronning Sophia, og begge de forhenværende Nonner i St. Agnes’s Kloster i Roeskilde, Agnes og Jutha, af hvis betydelige Efterladenskaber hiin Sophia, formodentlig ved Testament, havde faaet Arveret til en Deel, og nu bragte denne Ret over til sin Mand. Man kan ikke tvivle om, at de norske Fyrster ogsaa have gjort betydelige Udrustninger, thi vi erfare, at Erkebiskoppen selv, saavel som Biskop Narve af Bergen og Biskop Eivind af Oslo vare med, saavel som en Mængde Baroner og Riddere, navnlig Hr. Bjarne Erlingssøn og hans Broder Vidkunn, Hr. Thore Haakonssøn, Hr. Jon Brynjulfssøn, Hr. Isak Gautessøn (som saaledes allerede da var tagen til Naade igjen), Hr. Guthorm Gydassøn, Hr. Gudleik Viljamssøn, Hr. Thorvald Thoressøn fra Hjaltland, Magister Bjarne Lodinssøn o. fl. Ellers vide vi desværre intet nærmere om Forberedelserne til Toget. Man veed ikke engang, hvad Tid Kong Erik forlod Bergen, hvor han tilbragte Vintren, og hvor han endnu var den 5te Marts[3]. Sandsynligviis kom han ikke afsted, førend temmelig sildigt, efter St. Hansdags Tider, da han paa denne Dag udstedte en Fuldmagt for Hr. Audun

  1. Naar Detmar (s. u.) udtrykkeligen siger, at det var et almindeligt Sagn, at Hertug Valdemar, hvis han havde holdt Slag med Kongen paa Sommersted-Hede, vilde have vundet Danmarks Krone, viser dette tydeligt, at hans Hensigt maa have været, hvis hans sejrede, at antage Kongenavnet.
  2. Denne Sophias Slægtskabsforhold ere ypperligt blevne fremdragne og viste i Højers lille Afhandling „de Sophia Langelandica“, aftrykt bag i hans Udgave af „Continuatio Alberti Stadensis“, Kjøbenhavn 1720.
  3. Paa denne Dag udstedte han en Retterbod for Bergen, se Norges gamle Love III. S. 23. Dateringen 17de Marts 1294 er urigtig i Thorkelins Dipl. Arnam. II. 145, hvor Retterboden ogsaa findes meddeelt.