saa langt fra at man holdt sig dette efterretteligt, at endog Domcapitlet i selve Lund indgav en Forestilling til Paven imod dets Iagttagelse. Det samme gjorde Capitlet i Ribe[1] og sandsynligviis alle de øvrige Capitler, saa at der fremdeles blev holdt Gudstjeneste over hele Riget: et umiskjendeligt Tegn paa, at Kongen havde den almindelige Stemme for sig. Fra Tunsberg vendte Norges Konge tilbage til Bergen, hvor han forblev den øvrige Deel af Aaret[2].
Det følgende Aars Begivenheder lade formode, at der i Løbet af Vintren har været hyppige Budsendinger mellem Hertug Valdemar og de norske Fyrster, og en fælles Krigsplan for det kommende Aar aftalt. Thi det er vist, at saavel Hertug Valdemar, som den danske Konge nu gjorde alvorlige Forberedelser til Krigen. Valdemar befæstede Gottorp Slot med Volde og Grave, og skaffede sig desforuden, vistnok for Penge, mange Riddere og Svende fra Holsten, Saxland og Westphalen til Hjelp[3]. Kongen, heder det, lagde en stor Skat paa Klostre og Kjøbstæder[4], hvilket dog vel neppe er at forstaa anderledes, end at han nu, da Erkebiskoppen var gjort uskadelig, uden Indsigelse fra Gejstlighedens Side kunde hæve det ham tidligere bevilgede overordentlige Krigsstyr. Heraf seer man saa meget, at Krigen med Sikkerhed ventedes fra begge Sider, og ikke var nogen Hemmelighed, ja sandsynligviis endog allerede var erklæret, eller i det mindste betragtedes som uundgaaelig. Det er ikke usandsynligt, at Kongen her for saa vidt var den angribende Part, som han, forfølgende den Fordeel, Erkebiskoppens Fængsling gav ham, samt opmuntret ved det sidste Aars ikke uheldige Krigførsel, kan have fordret med end større Strenghed af Hertug Valdemar, under Trusel om Krig, at han skulde give Slip paa Als m. m., samt overhoved alt hvad han og hans Broder havde i Besiddelse østenfor Midelfartsund; muligt er det endog, at Fordringen allerede ved eller strax efter det oven omhandlede Møde i Kjøbenhavn er bleven fremsat og afslaaet paa en Maade, der gjorde Krigen vis. Men hvad enten nu Krigen formeligt erklæredes eller ej, laa det i Sagens Natur, at Jylland, eller overhoved den Deel af Riget, der laa vestenfor Beltet, denne Gang maatte blive Krigsskuepladsen; i denne Deel laa de omtvistede Besiddelser; der maatte Sammenstødet mellem Kongen og Hertugen skee, om et saadant overhoved skulde finde Sted; der havde Abels Linje sine fleste Tilhængere; der havde des-
