Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/242

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
220
Erik Magnusſøn.

ſaa langt fra at man holdt ſig dette efterretteligt, at endog Domcapitlet i ſelve Lund indgav en Foreſtilling til Paven imod dets Iagttagelſe. Det ſamme gjorde Capitlet i Ribe[1] og ſandſynligviis alle de øvrige Capitler, ſaa at der fremdeles blev holdt Gudstjeneſte over hele Riget: et umiskjendeligt Tegn paa, at Kongen havde den almindelige Stemme for ſig. Fra Tunsberg vendte Norges Konge tilbage til Bergen, hvor han forblev den øvrige Deel af Aaret[2].

Det følgende Aars Begivenheder lade formode, at der i Løbet af Vintren har været hyppige Budſendinger mellem Hertug Valdemar og de norſke Fyrſter, og en fælles Krigsplan for det kommende Aar aftalt. Thi det er viſt, at ſaavel Hertug Valdemar, ſom den danſke Konge nu gjorde alvorlige Forberedelſer til Krigen. Valdemar befæſtede Gottorp Slot med Volde og Grave, og ſkaffede ſig desforuden, viſtnok for Penge, mange Riddere og Svende fra Holſten, Saxland og Weſtphalen til Hjelp[3]. Kongen, heder det, lagde en ſtor Skat paa Kloſtre og Kjøbſtæder[4], hvilket dog vel neppe er at forſtaa anderledes, end at han nu, da Erkebiſkoppen var gjort uſkadelig, uden Indſigelſe fra Gejſtlighedens Side kunde hæve det ham tidligere bevilgede overordentlige Krigsſtyr. Heraf ſeer man ſaa meget, at Krigen med Sikkerhed ventedes fra begge Sider, og ikke var nogen Hemmelighed, ja ſandſynligviis endog allerede var erklæret, eller i det mindſte betragtedes ſom uundgaaelig. Det er ikke uſandſynligt, at Kongen her for ſaa vidt var den angribende Part, ſom han, forfølgende den Fordeel, Erkebiſkoppens Fængſling gav ham, ſamt opmuntret ved det ſidſte Aars ikke uheldige Krigførſel, kan have fordret med end ſtørre Strenghed af Hertug Valdemar, under Truſel om Krig, at han ſkulde give Slip paa Als m. m., ſamt overhoved alt hvad han og hans Broder havde i Beſiddelſe øſtenfor Midelfartſund; muligt er det endog, at Fordringen allerede ved eller ſtrax efter det oven omhandlede Møde i Kjøbenhavn er bleven fremſat og afſlaaet paa en Maade, der gjorde Krigen vis. Men hvad enten nu Krigen formeligt erklæredes eller ej, laa det i Sagens Natur, at Jylland, eller overhoved den Deel af Riget, der laa veſtenfor Beltet, denne Gang maatte blive Krigsſkuepladſen; i denne Deel laa de omtviſtede Beſiddelſer; der maatte Sammenſtødet mellem Kongen og Hertugen ſkee, om et ſaadant overhoved ſkulde finde Sted; der havde Abels Linje ſine fleſte Tilhængere; der havde des-

  1. Suhm XI. 161. Jvfr. Pontoppidans Annales I. S. 766.
  2. Dette er allerede ovenfor viiſt, nærmeſt ifølge Laurentius Saga Cap. 8.
  3. Dette beretter udtrykkeligt Detmar, ſe nedenfor.
  4. Annalerne, der ende med 1317, meddeelte i Scr. r. Han II. S. 175.