de tydske Herrer vel tilfreds, da de derved fik saa meget kortere Rejse. Om Mødet selv og de vigtige Ting, som der bleve bestemte, skal i det følgende blive talt: her holde vi os for det første til den danske Krig. Det er ej usandsynligt, at Danekongen, siden han nu kunde aande friere for sin farlige Fiende, ikke lod det blive med Toget mod Hunehals. Efter en enkeltstaaende Beretning skal han have hjemsøgt Vendsyssel og straffet Almuen, der havde gjort fælles Sag med de Fredløse[1], et Sagn melder endog, at han skulde have erobret og nedbrudt Borgen paa Hjelm. Dette forholder sig nu vistnok ikke saa, thi Hjelm blev ikke erobret og nedbrudt førend Aaret senere, som det indenfor vil sees. Men at han dog maaskee har benyttet sig af den Forvirring, der opstod efter Marsk Stigs Død, og ladet forsøge et Angreb paa Borgen, hvorved flere af de Fredløse bleve forskrækkede, kunde man maaskee slutte deraf, at en af deres ypperste, Rane Jonssøn, ikke længer vovede at opholde sig der, men flygtede til Roeskilde, hvor han efter i nogen Tid at have holdt sig skjult i et Kloster, blev opdaget, greben og stejlet. Imidlertid er det dog vel ogsaa muligt, at det kun var Marskens Død, der gjorde ham og flere af de Fredløse saa modfaldne. Marskens Sønner skulle ved hans Død være blevne uenige og have flygtet hver sin Vej; deres Exempel kunde da ogsaa Rane have fulgt. Vist er det, at han i 1294 blev greben og henrettet. Efter en af de gamle Viser skal han, som ovenfor nævnt, have været gift med en Datter af Alf Jarl ved Navn Christina, men noget tilforladeligt vides ikke derom[2]. Den øvrige Deel af Aaret synes at have gaaet fredeligt hen. I Danmark skulde egentlig ifølge Statutet et almindeligt Interdict være lyst over Landet i Anledning af Erkebiskoppens Fængsling, men det var
- ↑ Bartholin, Ms. Hist. Eccl. Dan. efter den ældre Svaning, se Suhm XI. 183.
- ↑ Se om alt dette Suhm XI. S. 180–183. Det maa dog bemerkes, at i Manifestet af 1308 tales der ikke med et Ord om noget Angreb paa Hjelm 1294.
demar og Kong Erik Mendved just paa den Tid laa med Hære mod hinanden i Sønderjylland, indtil de kom sammen paa Sommersted-Hede; den danske Konge har nemlig ikke villet tillade Mænd, der oven i Kjøbet af deres Navne kunne sees at have været Danske, og sandsynligviis af de Fredløses Tal, at drage gjennem Jylland mellem de norske Fyrster og Hertug Valdemar. Udtrykket i Manifestet, at Hertug Valdemar „var sendt op ad Sommersted-Hede“, er vistnok kun en Misforstaaelse af „var staddr uppá S.“, der maa have staaet i Originalen, thi de norske Fyrster kunde dog ikke „sende“ Hertug Valdemar, som om han var deres Undergivne. Ved altsaa paa denne Maade nøje at følge Manifestet, faar man Klarhed i den hele Sammenhæng, der ellers bliver ganske forvirret. Alt det vil end tydeligere fremgaa af den herefter følgende Fremstilling.
