Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/241

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
219
1294. De norſke Fyrſter drage hjem.

de tydſke Herrer vel tilfreds, da de derved fik ſaa meget kortere Rejſe. Om Mødet ſelv og de vigtige Ting, ſom der bleve beſtemte, ſkal i det følgende blive talt: her holde vi os for det førſte til den danſke Krig. Det er ej uſandſynligt, at Danekongen, ſiden han nu kunde aande friere for ſin farlige Fiende, ikke lod det blive med Toget mod Hunehals. Efter en enkeltſtaaende Beretning ſkal han have hjemſøgt Vendſysſel og ſtraffet Almuen, der havde gjort fælles Sag med de Fredløſe[1], et Sagn melder endog, at han ſkulde have erobret og nedbrudt Borgen paa Hjelm. Dette forholder ſig nu viſtnok ikke ſaa, thi Hjelm blev ikke erobret og nedbrudt førend Aaret ſenere, ſom det indenfor vil ſees. Men at han dog maaſkee har benyttet ſig af den Forvirring, der opſtod efter Marſk Stigs Død, og ladet forſøge et Angreb paa Borgen, hvorved flere af de Fredløſe bleve forſkrækkede, kunde man maaſkee ſlutte deraf, at en af deres ypperſte, Rane Jonsſøn, ikke længer vovede at opholde ſig der, men flygtede til Roeskilde, hvor han efter i nogen Tid at have holdt ſig ſkjult i et Kloſter, blev opdaget, greben og ſtejlet. Imidlertid er det dog vel ogſaa muligt, at det kun var Marſkens Død, der gjorde ham og flere af de Fredløſe ſaa modfaldne. Marſkens Sønner ſkulle ved hans Død være blevne uenige og have flygtet hver ſin Vej; deres Exempel kunde da ogſaa Rane have fulgt. Viſt er det, at han i 1294 blev greben og henrettet. Efter en af de gamle Viſer ſkal han, ſom ovenfor nævnt, have været gift med en Datter af Alf Jarl ved Navn Chriſtina, men noget tilforladeligt vides ikke derom[2]. Den øvrige Deel af Aaret ſynes at have gaaet fredeligt hen. I Danmark ſkulde egentlig ifølge Statutet et almindeligt Interdict være lyſt over Landet i Anledning af Erkebiſkoppens Fængſling, men det var

    demar og Kong Erik Mendved juſt paa den Tid laa med Hære mod hinanden i Sønderjylland, indtil de kom ſammen paa Sommerſted-Hede; den danſke Konge har nemlig ikke villet tillade Mænd, der oven i Kjøbet af deres Navne kunne ſees at have været Danſke, og ſandſynligviis af de Fredløſes Tal, at drage gjennem Jylland mellem de norſke Fyrſter og Hertug Valdemar. Udtrykket i Manifeſtet, at Hertug Valdemar „var ſendt op ad Sommerſted-Hede“, er viſtnok kun en Misforſtaaelſe af „var staddr uppá S.“, der maa have ſtaaet i Originalen, thi de norſke Fyrſter kunde dog ikke „ſende“ Hertug Valdemar, ſom om han var deres Undergivne. Ved altſaa paa denne Maade nøje at følge Manifeſtet, faar man Klarhed i den hele Sammenhæng, der ellers bliver ganſke forvirret. Alt det vil end tydeligere fremgaa af den herefter følgende Fremſtilling.

  1. Bartholin, Ms. Hist. Eccl. Dan. efter den ældre Svaning, ſe Suhm XI. 183.
  2. Se om alt dette Suhm XI. S. 180—183. Det maa dog bemerkes, at i Manifeſtet af 1308 tales der ikke med et Ord om noget Angreb paa Hjelm 1294.