Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/240

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
218
Erik Magnusſøn.

nu at tænke, da Gemytterne paa begge Sider vare for ophidſede. De norſke Fyrſter maa derpaa ſtrax have vendt tilbage til Norge, ſiden vi allerede ved Pintſetid (6te Juni), finde dem i Tunsberg, hvor de, efter den i foregaaende Sommer trufne Aftale, modtoge de Befuldmægtigede fra de tydſke Stæder. Dette Møde ſkulde viſtnok efter den førſte Beſtemmelſe have været holdt i Bergen, men det var vel de nys omtalte Omſtændigheder, der foraarſagede, at det maatte holdes i Tunsberg, og dermed var vel ogſaa

    rede var der, da Peter af Eid og Laurentius, der om Sommeren forlod Island, ankom did og udtrykkeligt ſiges at være blevne der indtil Juul og over Julen. Saaledes falder det formodede Tog til Elven, ſamt Beſøget i Kjøbenhavn før Pintſetid 1294. Nu ſee vi af Suhm XI. 171, at den danſke Konge den 7de Juni udſtedte et Brev i Kjøbenhavn, (hvorved vi i Forbigaaende bemærker, at det Brev, Suhm omtaler S. 133 efter Pontoppidans Origines Hafnienses S. 64—65 ſom udſtedt af Kong Erik i Kjøbenhavn 18de Mai 1293, er det ſelvſamme ſom det nys omtalte, og kun urigtigt dateret 1293 i Stedet for 1294 hos Pontoppidan). Har altſaa Kongen opholdt ſig her i Begyndelſen af Juni, er det højſt ſandſynligt, at han ſelv har underhandlet med de norſke Fyrſter. Her ſtemme alle Omſtændigheder ſaa godt ſammen, at de gjenſidigt beſtyrke hinanden og at der bliver liden eller ingen Tvivl tilbage om Antagelſens Rigtighed i alle Hovedtræk. At vi her alene have med en Begivenhed i 1294 at gjøre, bekræftes endnu mere af de næſt følgende Klagepunkter i Manifeſtet. Som det førſte Brud anføres nemlig, at uagtet en med Kong Erik Magnusſøn indgaaet Dag eller Stilſtand i Aalborg bleve dog flere af de norſke Fyrſters Venner tagne til Fange, hvorefter Kongen og Hertugen kom til „Svinneſund“ (der efter Contexten tydeligt kan ſees at være Svinborg- d. e. Svenborg-Sund, ikke Svineſund i Norge) og havde her en Sammenkomſt om denne Sag med Biſkoppen af Fyn, Erik af Langeland, o. fl.; dernæſt nævnes Dagthingningen paa Sommerſted-Hede mellem Hertug Valdemar og Kongen, og endelig den der aftalte Sammenkomſt ved Midelfart 8de September, hvilken ogſaa ſenere omtales ſom „Dagthingning ved Hegnesgavl“ (Hindsgavl), der ligger tæt ved Midelfart. Her er det tydeligt nok, at der alene ſigtes til Begivenheder, forefaldne paa det i flere Annaler omtalte og utvivlſomme Tog til Danmark, de norſke Fyrſter foretoge i 1295, og ſom endte med Stilſtanden ved Hegnesgavl. Thi vel herſker der ſtor Forvirring i Angivelſerne herom (ſe Suhm XI. 227), Huitfeldt ſætter Modet paa Sommerſted-Hede 1296, ligeledes den danſke Overſ. af Rykloſters Annaler; men til Modvegt herimod kan anføres, at Detmar, der for øvrigt har den nøjagtigſte Beretning om Sammenſtødet og Dagthingningen paa Sommerſted-Hede, henfører den til 1293. Da man nu tydeligt af Manifeſtet ſeer, at Mødet paa Sommereſted-Hede gik forud for det paa Hegnesgavl, og alle de bedſte Annaler henføre dette til 1295, ſom det paa ſit Sted ſkal viſes; ej at tale om at Huitfeldt maa have haft ſelve Documentet og Stilſtanden til Thegnesgavl for ſig, og denne desuden i Hertug Valdemars Forliig til Vordingborg af 3die Febr. 1296 omtales ſom forudgaaet: er det aabenbart, at hvad der i Manifeſtet omtales mellem dette Forlig og Mødet i Kjøbenhavn, alene vedkommer 1295; altſaa ligger Mødet i Kjøbenhavn forud for den Tid. Det vil derhos i det følgende ſees, at Brudet paa Stilſtanden til Aalborg, der tydeligt kan ſkjønnes at maatte have fundet Sted i Begyndelſen af de norſke Fyrſters Tog til Danmark 1295, aller bedſt forklares derved, at Hertug Val-