Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
2
Erik Magnusſøn.

Kongedømmet, ſaaledes ſom hans Fader havde beſtemt, og allerede 8 Dage efter udfærdigede han i ſit eget Navn til den engelſke Konge et Brev, hvori han meldte ſin Faders Død, anbefalende ſig fremdeles til hans Velvilje, underrettende ham om, at han ſkulde krones førſtkommende St. Hansdag, ſom det var beſtemt, og bad ham undſkylde, at dette Brev var forſeglet med hans Faders Segl, efterſom der endnu ikke havde været Tid til at faa et nyt. Men dette Brev var kun en Høflighedsſkrivelſe, af hvilket Slags der viſtnok blev udfærdiget flere ved hans Tronbeſtigelſe, uden at han derfor ſelv befattede ſig dermed, ligeſom det er tydeligt, at han i de førſte Aar velter ikke havde noget med Regjeringen at beſtille[1]. Ifølge de ældgamle norſke Vedtægter var han viſtnok allerede myndig med det fyldte 12te Aar, men det er let at forſtaa, at dette kun var en Myndighed af Navn, og at der, om end ingen Formynder-Regjering formeligt var udnævnt, dog nu dannede ſig en ſaadan, der ſtiltiende greb Regjeringens Tøjler, og førte dem, indtil Kongen ſelv naaede den tilſtrækkelige Aandsmodenhed. Lendermændene udgjorde nemlig efter de gamle ſtatsretlige Beſtemmelſer, der nu end ydermere vare bekræftede ved den nye Hirdſkraa, Kongens Raad, og det faldt ſaaledes af ſig ſelv, at de af dem, der ved Kong Magnus’s Død vare tilſtede i Bergen, overtoge Styrelſen i Kongens Navn. Men ved Siden af dem udøvede ogſaa Enkedronningen Ingeborg ſtor Magt, ja var endog at betragte ſom den egentlige Regent inde. Den Indflydelſe, ſom Dronningen, der ſynes at have været en talentfuld og myndig Kvinde, udøvede paa den unge Konge, der efter alle de Træk, der ere os meddeelte om ham, maa have været af en føjelig og eftergivende Charakteer, ſom næſten nærmede ſig til Svaghed, ſyntes overhoved at have været meget ſtor. For øvrigt var der ikke fra Baronernes Side nogen Anledning til at betragte Dronningen Magt med Skinſyge, da hun ganſke ſtillede ſig paa deres Parti lige over for Kirkepartiet, ſom vi ſnart ville erfare. Saa vidt man kan ſkjønne, traadte den afdøde Konges Beſtemmelſe med Henſyn til de Hertug Haakon tilſtaaede Forleninger ſtrax i Kraft, og der fandtes ſaaledes en Deel af det ſamlede Rige, der kaldtes .Hertugdømmet[2]. Efter hvad man af flere offentlige Documenter fra den Tid kan ſlutte, ſynes der dog at have beſtaaet et Slags Fællesregjering mellem begge Brødrene, der iſær gjorde ſig gjeldende, efter at begge havde naaet deres Myndigheds-Alder. Man finder nemlig, at de da i Fællesſkab have udſtedt ikke faa Breve, hvis Indhold vedkom det hele Rige eller udenlandſke Anliggender, ligeſom ogſaa

  1. Rymeri foedera II . S. 580.
  2. Benævnelſen „Hertugdømme“ bruges udtrykkeligt i „Hirdſkraa“.