Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/236

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
214
Erik Magnussøn.

af 1293. Men Erkebiskoppen lagde, formodentlig i sin selvtagne Egenskab af Fredsmegler, alle mulige Hindringer i Vejen for Kongens Bestræbelser. Paa Danehofet satte han den fungerende Drottsete, Aake Jonssøn, i Bann, formodentlig fordi han, trods hans Forbud, opfordrede Folket til at staa Kongen bi ved hans Krigsforetagender, og dette, sagde senere udtrykkeligt Kongens egne Mænd, vakte en saadan Forvirring„ at hele Danehofet skiltes ad med uforrettet Sag. Da Kongen ikke des mindre fik Folket til at underkaste sig et overordentligt Krigsstyr, forbød Erkebiskoppen strengeligt sine egne og Lunds Kirkes Undergivne at yde noget, og da Kongen i egen Person kom over til Skaane for at undersøge Befæstningernes Tilstand og treffe nærmere Anstalter til Forsvar, forbød Erkebiskoppen sine Undergivne endog at sælge Kongen og hans Mænd de nødvendige Levnetsmidler, under Banns Straf. Ikke des mindre opfordrede Kongen Erkebiskoppen, ifølge hans Leenspligt, at møde frem til Krigstjeneste med sine Vasaller, men han sad naturligviis dette Bud overhørig, ja forbød endog sine Bønder at opfylde deres Ledingspligt ifølge Opbudet. Da den kongelige Befalingsmand i Skaane samledes med andre af Kongens troe Mænd paa Liborii Høj udenfor Lund for at

    Sted allerede i Anledning af det forventede norske Angreb i 1293, er utænkeligt, thi efter Erkebiskoppens Optræden der kunde Kongen ikke betro ham Fredsmegler-Hvervet ved Sammenkomsten paa Varderø, der i saa Fald maatte have fundet Sted senere, hvorimod det netop er rimeligt, at Erkebiskoppen, efter først at have paataget sig Hvervet, siden benyttede sig deraf til at paatvinge Kongen en Stilstand og under Banns Straf forbyde alle Udrustninger. Antages Danehofet at have fundet Sted før det norske Tog 1293, maatte ogsaa Kongens Nærværelse i Skaane og endeel af Erkebiskoppens Kranglerier være at henføre til den Tid, men ej at tale om at dette er usandsynligt i og for sig, giver Maaden, hvorpaa Sagen omtales i Processen, ingen Anledning til at fordele Kranglerierne paa to forskjellige Tider. De omtales alene i Forbindelse med Udrustningerne til Hallandstoget. Vel var Kongen ogsaa i Mai 1293 i Skaane, saasom han (se Suhm XI. 130) den 17de Mai 1293 i Væ (ved det nuværende Christiansstad) fritog denne Bys Borgere for Told og Leding; men netop denne Fritagelse viser, at der da endnu ikke kan have været Tale om Udrustninger, hvorimod det falder aller naturligst, at Kongens Besøg i Skaane for at tilsee Udrustningerne var det selvsamme, under hvilket han omsider, den 5te April, lod Erkebiskoppen fængsle. Vistnok anfører Suhm XI. 155 et Brev af Kong Erik, dateret Ribe 6te April, men siden berigtiger han selv S. 157 denne Fejltagelse, opstaaet ved en Forcexling af Sixtus Paves Dag (6te April) med Sixtus Paves og Følges Dag, 6te Aug., paa hvilken Dag eller Dagen før Kongen ogsaa udstedte et andet Brev i Ribe (Suhm X. 171). Det vil desuden, af hvad der nedenfor vises, fremgaar, at det befrygtede Angreb fra Norge netop har været ventet i April eller Mai 1294, saa at Kongen altsaa, for at møde og forekomme det, maatte gjøre sine Anstalter tidligere, og navnlig begive sig til Skaane maaskee allerede i Marts.