Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/236

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
214
Erik Magnusſøn.

af 1293. Men Erkebiſkoppen lagde, formodentlig i ſin ſelvtagne Egenſkab af Fredsmegler, alle mulige Hindringer i Vejen for Kongens Beſtræbelſer. Paa Danehofet ſatte han den fungerende Drottſete, Aake Jonsſøn, i Bann, formodentlig fordi han, trods hans Forbud, opfordrede Folket til at ſtaa Kongen bi ved hans Krigsforetagender, og dette, ſagde ſenere udtrykkeligt Kongens egne Mænd, vakte en ſaadan Forvirring„ at hele Danehofet ſkiltes ad med uforrettet Sag. Da Kongen ikke des mindre fik Folket til at underkaſte ſig et overordentligt Krigsſtyr, forbød Erkebiſkoppen ſtrengeligt ſine egne og Lunds Kirkes Undergivne at yde noget, og da Kongen i egen Perſon kom over til Skaane for at underſøge Befæſtningernes Tilſtand og treffe nærmere Anſtalter til Forſvar, forbød Erkebiſkoppen ſine Undergivne endog at ſælge Kongen og hans Mænd de nødvendige Levnetsmidler, under Banns Straf. Ikke des mindre opfordrede Kongen Erkebiſkoppen, ifølge hans Leenspligt, at møde frem til Krigstjeneſte med ſine Vaſaller, men han ſad naturligviis dette Bud overhørig, ja forbød endog ſine Bønder at opfylde deres Ledingspligt ifølge Opbudet. Da den kongelige Befalingsmand i Skaane ſamledes med andre af Kongens troe Mænd paa Liborii Høj udenfor Lund for at

    Sted allerede i Anledning af det forventede norſke Angreb i 1293, er utænkeligt, thi efter Erkebiſkoppens Optræden der kunde Kongen ikke betro ham Fredsmegler-Hvervet ved Sammenkomſten paa Varderø, der i ſaa Fald maatte have fundet Sted ſenere, hvorimod det netop er rimeligt, at Erkebiſkoppen, efter førſt at have paataget ſig Hvervet, ſiden benyttede ſig deraf til at paatvinge Kongen en Stilſtand og under Banns Straf forbyde alle Udruſtninger. Antages Danehofet at have fundet Sted før det norſke Tog 1293, maatte ogſaa Kongens Nærværelſe i Skaane og endeel af Erkebiſkoppens Kranglerier være at henføre til den Tid, men ej at tale om at dette er uſandſynligt i og for ſig, giver Maaden, hvorpaa Sagen omtales i Procesſen, ingen Anledning til at fordele Kranglerierne paa to forſkjellige Tider. De omtales alene i Forbindelſe med Udruſtningerne til Hallandstoget. Vel var Kongen ogſaa i Mai 1293 i Skaane, ſaaſom han (ſe Suhm XI. 130) den 17de Mai 1293 i Væ (ved det nuværende Chriſtiansſtad) fritog denne Bys Borgere for Told og Leding; men netop denne Fritagelſe viſer, at der da endnu ikke kan have været Tale om Udruſtninger, hvorimod det falder aller naturligſt, at Kongens Beſøg i Skaane for at tilſee Udruſtningerne var det ſelvſamme, under hvilket han omſider, den 5te April, lod Erkebiſkoppen fængſle. Viſtnok anfører Suhm XI. 155 et Brev af Kong Erik, dateret Ribe 6te April, men ſiden berigtiger han ſelv S. 157 denne Fejltagelſe, opſtaaet ved en Forcexling af Sixtus Paves Dag (6te April) med Sixtus Paves og Følges Dag, 6te Aug., paa hvilken Dag eller Dagen før Kongen ogſaa udſtedte et andet Brev i Ribe (Suhm X. 171). Det vil desuden, af hvad der nedenfor viſes, fremgaar, at det befrygtede Angreb fra Norge netop har været ventet i April eller Mai 1294, ſaa at Kongen altſaa, for at møde og forekomme det, maatte gjøre ſine Anſtalter tidligere, og navnlig begive ſig til Skaane maaſkee allerede i Marts.