og saaledes Erindringen om det Liv, de havde ført under ham, saavel som Lysten til at hevne hans Død, opfriskedes. Fire Dage efter gav Hertug Haakon Greifswaldes Borgere, efter deres Sendebud, Hans v. Bues Begjæring, visse særskilte Friheder, nemlig at de skulde fritages fra det sædvanlige Følge fra Thinget til Retterstedet, naar Nogen skulde henrettes, at de, naar de kom for at fange Sild, kunde lægge deres Varer op uden at spørge Sysselmanden ad; at de kunde lade Arv, falden i Norge, hente ved en Fuldmægtig; at hvis nogen af dem befandtes at have solgt forfalsket Meel eller andre forfalskede Varer, behøvede han kun, til sin Retfærdiggjørelse, at aflægge Eenseed og give Kjøberen Pengene tilbage (Landsloven fordrede her Sættareed[1], saa at Udlændingen i dette Stykke var bedre faren end den Indfødde), samt endelig, at Kalmar-Artiklerne ogsaa skulde gjelde dem, naar de kom til hans Besiddelser, hvorimod han anmodede dem om at modtage venligt og behandle ærligt hans egne og hans Broders Undersaatter, der maatte komme til dem. De her opregnede Friheder ere dog vistnok ved Breve, udstedte enten samme Dag, eller tidligere, ogsaa tilstaaede de øvrige vendiske Stæder, og det baade af Kongen og Hertugen, men senere tabte eller endnu ikke fremdragne[2]. Man erfarer da ogsaa, at de vendiske Stæder egentlig kun havde indgaaet den saakaldte Alliance med Stavern og Kampen for at kunne faa bragt Stilstand og Fred til Veje, skjønt det rigtignok af de endelige Betingelser for denne Fred er tydeligt, at de ogsaa benyttede sig af Lejligheden til at faa deres Friheder udvidede. De sendte i Mai eller Juni 1293 et Gesandtskab til Bergen, bestaaende af een Raadmand for hver af de fem Stæder, og der sluttedes her, 12te Juni, en Overeenskomst, hvorved det bestemtes, at Fuldmægtige fra samme fem Stæder skulde møde i Bergen førstkommende Pints, altsaa 6te Juni 1294, for der at afgjøre de gjensidige Kæremaal, der fra begge Sider vare opkomne siden Forliget i Kalmar; blev man ikke der enig med hinanden, skulde dog Fred og Venskab vedvare til St. Hansdag derefter, saa at ej alene de fem Stæders Borgere, men og de fra Kampen og Stavern, skulde frit kunne sejle til Norge, hvorimod ogsaa Bremens Borgere saavel som andre Venner af Kong Erik skulde kunne besøge Stæderne. Mellem Bremen og de østersøiske Stæder herskede der nemlig nu stort Uvenskab, fordi hiin ikke havde gjort fælles Sag med dem i Krigen mod Norge, men tvert imod holdt Venskab med dette og skilt sig fra For-
- ↑ Kjøbebaalk, Cap. 10, i Byloven Cap. 4.
- ↑ Thorkelins Dipl. Arn II. 134. Det lader ellers noget besynderligt, at Hertugen her deelagtiggjør Greisswalde i Kalmarforligets Goder, da Staden dog udtrykkeligt nævnes i dette; men sandsynligviis skal denne Vending kun betegne en fortsat Anerkjendelse af Forliget.
