Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/230

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
208
Erik Magnusſøn.

og ſaaledes Erindringen om det Liv, de havde ført under ham, ſaavel ſom Lyſten til at hevne hans Død, opfriſkedes. Fire Dage efter gav Hertug Haakon Greifswaldes Borgere, efter deres Sendebud, Hans v. Bues Begjæring, visſe ſærſkilte Friheder, nemlig at de ſkulde fritages fra det ſædvanlige Følge fra Thinget til Retterſtedet, naar Nogen ſkulde henrettes, at de, naar de kom for at fange Sild, kunde lægge deres Varer op uden at ſpørge Sysſelmanden ad; at de kunde lade Arv, falden i Norge, hente ved en Fuldmægtig; at hvis nogen af dem befandtes at have ſolgt forfalſket Meel eller andre forfalſkede Varer, behøvede han kun, til ſin Retfærdiggjørelſe, at aflægge Eenseed og give Kjøberen Pengene tilbage (Landsloven fordrede her Sættareed[1], ſaa at Udlændingen i dette Stykke var bedre faren end den Indfødde), ſamt endelig, at Kalmar-Artiklerne ogſaa ſkulde gjelde dem, naar de kom til hans Beſiddelſer, hvorimod han anmodede dem om at modtage venligt og behandle ærligt hans egne og hans Broders Underſaatter, der maatte komme til dem. De her opregnede Friheder ere dog viſtnok ved Breve, udſtedte enten ſamme Dag, eller tidligere, ogſaa tilſtaaede de øvrige vendiſke Stæder, og det baade af Kongen og Hertugen, men ſenere tabte eller endnu ikke fremdragne[2]. Man erfarer da ogſaa, at de vendiſke Stæder egentlig kun havde indgaaet den ſaakaldte Alliance med Stavern og Kampen for at kunne faa bragt Stilſtand og Fred til Veje, ſkjønt det rigtignok af de endelige Betingelſer for denne Fred er tydeligt, at de ogſaa benyttede ſig af Lejligheden til at faa deres Friheder udvidede. De ſendte i Mai eller Juni 1293 et Geſandtſkab til Bergen, beſtaaende af een Raadmand for hver af de fem Stæder, og der ſluttedes her, 12te Juni, en Overeenskomſt, hvorved det beſtemtes, at Fuldmægtige fra ſamme fem Stæder ſkulde møde i Bergen førſtkommende Pints, altſaa 6te Juni 1294, for der at afgjøre de gjenſidige Kæremaal, der fra begge Sider vare opkomne ſiden Forliget i Kalmar; blev man ikke der enig med hinanden, ſkulde dog Fred og Venſkab vedvare til St. Hansdag derefter, ſaa at ej alene de fem Stæders Borgere, men og de fra Kampen og Stavern, ſkulde frit kunne ſejle til Norge, hvorimod ogſaa Bremens Borgere ſaavel ſom andre Venner af Kong Erik ſkulde kunne beſøge Stæderne. Mellem Bremen og de øſterſøiſke Stæder herſkede der nemlig nu ſtort Uvenſkab, fordi hiin ikke havde gjort fælles Sag med dem i Krigen mod Norge, men tvert imod holdt Venſkab med dette og ſkilt ſig fra For-

  1. Kjøbebaalk, Cap. 10, i Byloven Cap. 4.
  2. Thorkelins Dipl. Arn II. 134. Det lader ellers noget beſynderligt, at Hertugen her deelagtiggjør Greiſswalde i Kalmarforligets Goder, da Staden dog udtrykkeligt nævnes i dette; men ſandſynligviis ſkal denne Vending kun betegne en fortſat Anerkjendelſe af Forliget.