Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Syvende Afſnit.
Det ſejrende Kongedømme i jevnt tiltagende Vælde indtil Kongeættens Uddøen paa Sverdſiden og Foreningen med Sverige.
Fortſættelſe.
65. Kong Erik Magnusſøns Tronbeſtigelſe og Kroning. Kirke- og Høvdinge-Møde i Bergen.


Af Kong Magnus’s og Dronning Ingeborgs Børn vare ved hans Død kun tvende, nemlig Sønnerne Kong Erik og Hertug Haakon, i Live, hiin fød 1268, altſaa nu kun halvtolfte Aar gammel, Haakon fød i 1270, altſaa kun tiaarig[1]. Deres ældſte Søn, Olaf, der var fød i 1262, var allerede død i 1267. Ligeledes ſkal de i 1264 have faaet en Søn, Magnus, men ſom kun levede i 18 Tage[2]. End videre ſynes de at have haft en Datter, der døde endnu ſom Barn, men hvis Navn ikke kjendes[3]. Erik tiltraadte uden mindſte Hinder eller Vanſkelighed

  1. Vi have allerede ovenfor omtalt, at den ſkotſke Beretning i Chron. de Lanercost lader den af Kong Magnus’s Sønner, ſom blev gift med Margrete af Skotland (Erik), være henved 18 Aar i 1280, men dette maa være en Fejltagelſe, da fornemmelig Egteſkabstractaten, udſtedt om Sommeren 1281 (ſe nedenfor) gjentagne Gange omtaler Kongen ſom den, der endnu ikke havde fyldt ſit 14de Aar.
  2. Se Peder Clausſens Snorre S. 797.
  3. Der opbevares i det norſke Antiqvitetsmuſeum en Barne-Liigſteen, der tidligere laa ved Fjære Kirke i Nærheden af Grimſtad, fremſtillende en kvindelig, kronet Figur med Omſkrift i Majuſkler fra det 13de Aarhundrede: HIC YSMAC NATA RECVBAT DE PROLE BEATA REGIS NORVEGIE PRINCIPIS ET DACIE, hvilken Indſkrift neppe kan pasſe paa nogen anden norſk Kongedatter, end en Datter af Magnus og den danſke Ingeborg, hvis man ikke gaar faa langt ned i Tiden ſom til Haakon Magnusſøn den yngre og Margrete, hvilket dog Bogſtavernes Form ej ſynes at tillade. Men YSMAC er intet norſkt Navn, eller overhoved neppe noget i hele Europa paa den Tid brugeligt Navn. Det maa derfor være fremkommet ſaaledes, at Stenen var være beſtilt udenlands, og at Steenhuggeren har læſt det ham ſkriftligt opgivne Navn urigtigt. Dette er maaſkee ogſaa Aarſagen til, at Stenen er bleven casſeret, og liggende ved Fjære, hvor ſandſynligviis det Skib, der førte den, er landet.