Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/229

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
207
1292, 1293. Uenighed med de tydske Stæder.

Forhold til Norges Konge. Denne Forpligtelse udstedtes, for Staverns Vedkommende den 25de April, og for Kampens den 5te Mai 1293[1]. Men det var vistnok hverken Kongens eller de østersøiske Stæders Alvor at lade det komme til Krig. I Særdeleshed maatte det under de nærværende Omstændigheder være af yderste Vigtighed for de norske Fyrster, at overholde den gode Forstaaelse med de tydske Stæder, da Forholdet med England truede at blive spendt, og man var i aabenbar Krig med Danmark. Saaledes see vi da og, at Kongen og Hertugen ved Breve, som de i Forening udstedte fra Tunsberg den 11te August 1292, gave alle Lübeckere og Stralsundere, sandsynligviis endog Borgerne fra alle fem vendiske Stæder, der maatte drage gjennem deres Slotte Hjelm og Hunehals, fuldkommen Sikkerhed paa Person og Ejendom, tilføjende at de mundtligen og udtrykkeligen havde erklæret saavel for Grev Jakob som for Hr. Marsk Stig, at dersom der i noget af de tvende Slotte fandtes Personer, der skyldte Penge til lübeckske Borgere, skulde de tilholdes ufortøvet at betale, og hvis Lübeckerne bragte Varer tilfals, skulde Borgmændene ikke maatte tage noget med muligt, men kjøbe det paa skjellig Maade; havde hine ikke Lyst til at afhænde deres Varer der, skulde de frit kunne føre dem videre, hvor som helst[2]. Man skulde her være fristet til at tro, at det netop er Marstrand-Historien, der fremkaldte disse Sikkerhedsbreve, da det, som sagt, er højst rimeligt, at Voldsmændene ved Marstrand ej har været andre end en Deel Fredløse, der vare med paa Toget, og agtede sig til Hjelm. For øvrigt fandtes der blandt dem eller deres Krigere vistnok ogsaa ikke faa af Alf Jarls forrige Tropper, der ved hans Utlegd og Død maatte søge andet Tilhold, og neppe kunde finde det bekvemmere end paa Hjelm og Hunehals, hvor man vist modtog dem alt for gjerne. Disse maatte netop føle sig dobbelt fristede til at begaa Voldsomheder paa et Tog, hvor de skulde hente hans Been,

  1. I disse Breve forekommer det Udtryk, at Sørøverne bleve paagrebne „a communi mercatore“. Dette Udtryk, som ogsaa bruges i enkelte andre Breve, har aabenbart en collectiv Betydning: „en Deel menige Kjøbmænd“. I Brevene af 1293 kaldes ogsaa den, der lod Sørøverne dømme til Døde, justitiarius, men hermed kan ikke Lagmanden være meent, der kun var Civildommer; det maa være Sysselmanden, der i Criminaltilfælde skulde stevne Thing, og paa Thinget lade Forbryderen, hvis han var skyldig til Døden, dømme til Døde, samt umiddelbart derfra føres til Retterstedet.
  2. Lübecks Urk. B. No. 594. Lappenbergs Sartorius II. 166. Her erfares, at der i Stralsunds Archiv gives et ligelydende Brev for denne Stad; sandsynligviis har der da, som det sedvanligt skede, været udstedt eet Exemplar for hver af Stæderne. Disse Breve torde maaskee netop være udstedte i Anledning af at Hjelm og Hunehals nu vare færdige og havde faaet Besætning.