Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/229

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
207
1292, 1293. Uenighed med de tydſke Stæder.

Forhold til Norges Konge. Denne Forpligtelſe udſtedtes, for Staverns Vedkommende den 25de April, og for Kampens den 5te Mai 1293[1]. Men det var viſtnok hverken Kongens eller de øſterſøiſke Stæders Alvor at lade det komme til Krig. I Særdeleshed maatte det under de nærværende Omſtændigheder være af yderſte Vigtighed for de norſke Fyrſter, at overholde den gode Forſtaaelſe med de tydſke Stæder, da Forholdet med England truede at blive ſpendt, og man var i aabenbar Krig med Danmark. Saaledes ſee vi da og, at Kongen og Hertugen ved Breve, ſom de i Forening udſtedte fra Tunsberg den 11te Auguſt 1292, gave alle Lübeckere og Stralſundere, ſandſynligviis endog Borgerne fra alle fem vendiſke Stæder, der maatte drage gjennem deres Slotte Hjelm og Hunehals, fuldkommen Sikkerhed paa Perſon og Ejendom, tilføjende at de mundtligen og udtrykkeligen havde erklæret ſaavel for Grev Jakob ſom for Hr. Marſk Stig, at derſom der i noget af de tvende Slotte fandtes Perſoner, der ſkyldte Penge til lübeckſke Borgere, ſkulde de tilholdes ufortøvet at betale, og hvis Lübeckerne bragte Varer tilfals, ſkulde Borgmændene ikke maatte tage noget med muligt, men kjøbe det paa ſkjellig Maade; havde hine ikke Lyſt til at afhænde deres Varer der, ſkulde de frit kunne føre dem videre, hvor ſom helſt[2]. Man ſkulde her være friſtet til at tro, at det netop er Marſtrand-Hiſtorien, der fremkaldte disſe Sikkerhedsbreve, da det, ſom ſagt, er højſt rimeligt, at Voldsmændene ved Marſtrand ej har været andre end en Deel Fredløſe, der vare med paa Toget, og agtede ſig til Hjelm. For øvrigt fandtes der blandt dem eller deres Krigere viſtnok ogſaa ikke faa af Alf Jarls forrige Tropper, der ved hans Utlegd og Død maatte ſøge andet Tilhold, og neppe kunde finde det bekvemmere end paa Hjelm og Hunehals, hvor man viſt modtog dem alt for gjerne. Disſe maatte netop føle ſig dobbelt friſtede til at begaa Voldſomheder paa et Tog, hvor de ſkulde hente hans Been,

  1. I disſe Breve forekommer det Udtryk, at Sørøverne bleve paagrebne „a communi mercatore“. Dette Udtryk, ſom ogſaa bruges i enkelte andre Breve, har aabenbart en collectiv Betydning: „en Deel menige Kjøbmænd“. I Brevene af 1293 kaldes ogſaa den, der lod Sørøverne dømme til Døde, justitiarius, men hermed kan ikke Lagmanden være meent, der kun var Civildommer; det maa være Sysſelmanden, der i Criminaltilfælde ſkulde ſtevne Thing, og paa Thinget lade Forbryderen, hvis han var ſkyldig til Døden, dømme til Døde, ſamt umiddelbart derfra føres til Retterſtedet.
  2. Lübecks Urk. B. No. 594. Lappenbergs Sartorius II. 166. Her erfares, at der i Stralſunds Archiv gives et ligelydende Brev for denne Stad; ſandſynligviis har der da, ſom det ſedvanligt ſkede, været udſtedt eet Exemplar for hver af Stæderne. Disſe Breve torde maaſkee netop være udſtedte i Anledning af at Hjelm og Hunehals nu vare færdige og havde faaet Beſætning.