Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/228

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
206
Erik Magnusſøn.

dentlig var det ved denne Lejlighed, at Hr. Thore Haakonsſøn hentede ſin Svoger Alf Jarls døde Legeme eller rettere Levningerne deraf, fra Stejlen ved Helſingborg, og førte dem til Tunsberg, for der at begraves. Men Kongen ſelv var ikke med, thi der ſiges udtrykkeligt i flere paalidelige Annaler, at han ej gjorde ſit tredie Krigstog til Danmark førend i det følgende Aar, 1293. Hiint Tog i 1292 ſynes ikke at have løbet af uden betydelige Uordener, der vakte nye, ſkjønt kun kortvarige Stridigheder med de tydſke Stæder. Thi af et Manifeſt, ſom Byen Stavern det følgende Aar lod udgaa, ſeer man, at nogle „Sørøvere“ havde ſamlet ſig ſammen ved Marſtrand, for derfra at rane og plyndre, men at de Pintſeaften (24de Mai) bleve grebne af endeel Kjøbmænd fra hiin Stad, og førte for Sysſelmanden, der hændede Dødsdom over dem. Her ligger det nærmeſt at antage, at disſe ſaakaldte Sørøvere hørte til den mod Danmark enten uddragende eller derfra hjemvendende Flaade; eller at de maaſkee endog hørte til de Fredløſes Skare, der nu ſkulde forlade Kongehelle for at tage Hjelm i varig Beſiddelſe. Da det er Indbyggerne af Byen Stavern, der førſt klage, maa man formode, at det fornemmelig var deres Skibe, ſom „Sørøverne“ agtede at angribe, og dette gjør Sagen for ſaa vidt mere rimelig, thi da Kong Erik og Hertug Haakon i Sikkerhedsbrevet af 1289 for Kampens Handelsmænd netop havde undtaget „Staveringerne“ for ſaa vidt man kunde kjende dem, maa Nordmændene og deres Forbundne endog have anſeet ſig berettigede til at angribe dem. Af denne Mening maa ogſaa Kongen have været, da vi fremdeles af hiint Manifeſt erfare, at han blev meget forbitret over hvad Kjøbmændene havde gjort, og beſluttede, ſnareſt muligt at lade dem undgjelde derfor[1]. Dette klinger ellers noget beſynderligt, da det jo var hans egen Sysſelmand, ſom havde hændet Dom over Ransmændene, men ſandſynligviis have de tydſke Kjøbmænd opført ſig uforſkammet og tiltruet ſig Dommen ved at fremmøde ſaa mandſterke paa Thinget, at Sysſelmanden nødſagedes til at lyſtre dem. Foruden Staverns Borgere var det ogſaa dem af Kampen, paa hvem Kongen iſær var opbragt. Sandſynligviis have disſe da kommet hine til Hjelp, og gjort fælles Sag med dem. For at betrygge ſig mod Kong Eriks Hevn henvendte Stæderne Stavern og Kampen ſig til de øſterſøiſke Stæder om Hjelp, og disſe, med Lübeck i Spidſen, lovede ogſaa at ſtaa dem bi, hvorimod hine forpligtede ſig til at holde ſammen med dem, naar de paa den Maade kom i et fiendtligt

    at den blot nævner „Nordmændene“, ikke Kongen, og at Thore Haakonsſøn, ſom ovenfor viſes, virkelig i det Aar maa have gjort et Tog til Danmark, bliver det dog nok alligevel det retteſte at ſtole raa Angivelſen.

  1. Lübecks Urkundenbuch, No. 601; 603.