dentlig var det ved denne Lejlighed, at Hr. Thore Haakonssøn hentede sin Svoger Alf Jarls døde Legeme eller rettere Levningerne deraf, fra Stejlen ved Helsingborg, og førte dem til Tunsberg, for der at begraves. Men Kongen selv var ikke med, thi der siges udtrykkeligt i flere paalidelige Annaler, at han ej gjorde sit tredie Krigstog til Danmark førend i det følgende Aar, 1293. Hiint Tog i 1292 synes ikke at have løbet af uden betydelige Uordener, der vakte nye, skjønt kun kortvarige Stridigheder med de tydske Stæder. Thi af et Manifest, som Byen Stavern det følgende Aar lod udgaa, seer man, at nogle „Sørøvere“ havde samlet sig sammen ved Marstrand, for derfra at rane og plyndre, men at de Pintseaften (24de Mai) bleve grebne af endeel Kjøbmænd fra hiin Stad, og førte for Sysselmanden, der hændede Dødsdom over dem. Her ligger det nærmest at antage, at disse saakaldte Sørøvere hørte til den mod Danmark enten uddragende eller derfra hjemvendende Flaade; eller at de maaskee endog hørte til de Fredløses Skare, der nu skulde forlade Kongehelle for at tage Hjelm i varig Besiddelse. Da det er Indbyggerne af Byen Stavern, der først klage, maa man formode, at det fornemmelig var deres Skibe, som „Sørøverne“ agtede at angribe, og dette gjør Sagen for saa vidt mere rimelig, thi da Kong Erik og Hertug Haakon i Sikkerhedsbrevet af 1289 for Kampens Handelsmænd netop havde undtaget „Staveringerne“ for saa vidt man kunde kjende dem, maa Nordmændene og deres Forbundne endog have anseet sig berettigede til at angribe dem. Af denne Mening maa ogsaa Kongen have været, da vi fremdeles af hiint Manifest erfare, at han blev meget forbitret over hvad Kjøbmændene havde gjort, og besluttede, snarest muligt at lade dem undgjelde derfor[1]. Dette klinger ellers noget besynderligt, da det jo var hans egen Sysselmand, som havde hændet Dom over Ransmændene, men sandsynligviis have de tydske Kjøbmænd opført sig uforskammet og tiltruet sig Dommen ved at fremmøde saa mandsterke paa Thinget, at Sysselmanden nødsagedes til at lystre dem. Foruden Staverns Borgere var det ogsaa dem af Kampen, paa hvem Kongen især var opbragt. Sandsynligviis have disse da kommet hine til Hjelp, og gjort fælles Sag med dem. For at betrygge sig mod Kong Eriks Hevn henvendte Stæderne Stavern og Kampen sig til de østersøiske Stæder om Hjelp, og disse, med Lübeck i Spidsen, lovede ogsaa at staa dem bi, hvorimod hine forpligtede sig til at holde sammen med dem, naar de paa den Maade kom i et fiendtligt
- ↑ Lübecks Urkundenbuch, No. 601; 603.
at den blot nævner „Nordmændene“, ikke Kongen, og at Thore Haakonssøn, som ovenfor vises, virkelig i det Aar maa have gjort et Tog til Danmark, bliver det dog nok alligevel det retteste at stole raa Angivelsen.
