Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/225

Denne siden er korrekturlest

203

1293. Den nærmere Forbindelse med Skotland afbrudt.

en Datter, Ingeborg; og selv da hendes Broder Robert var bleven Skotlands Konge, blev Forbindelsen mellem begge Riger eller Kongefamilierne ikke nærmere, thi da var imidlertid Isabellas Mand, Kong Erik, død, og hun selv var vel allerede bleven fremmed for sit Fædreland, som hun i en saa ung Alder havde forladt. Det meste, Norge derefter havde med Skotland at skaffe, indskrænkede sig til Oppebærelsen af den aarlige Afgift af 100 Vita Sterling der endnu en Tidlang synes at have været betalt nogenlunde ordentligt, om just ikke regelmæssigt, og til en Fornyelse af Tractaten af 1266, som det i det følgende skal vises^[1]. Ogsaa Orknøernes Jarler bleve nu mere og mere fremmede for Norge; saavel Magnus Magnussen, der døde 1284^[2], som hans Broder og Efterfølger Jon, nævnes oftere som Jarler af Katanes, da de nemlig i Egenskab heraf optraadte som skotske Magnater^[3]. Ikke desto mindre

↑ Nemlig i 1312, se nedenfor. I dette Aar blev ogsaa Afgiften betalt for de fem forløbne Aar, hvilket synes at vise, at den da havde været betalt indtil 1306.
↑ Isl. Annaler, ved 1284, jvfr. Arne B. Saga Cap. 38.
↑ Magnus Jarl forekommer under Titlen Jarl af Katanes, ganske som en skotsk Magnat, i de skotske Herrers Forsikringsbrev af 5te Febr. 1284, se ovenfor S. 96. Jon Jarl, hans Efterfølger, nævnes som Jarl af Katanes i Underskrifterne paa Brevet af Marts 1290, hvor Skotlands Herrer anmode Kong Edward at bringe det ofte omtalte Giftermaal i Stand. – Da Øen Man og Syderøerne fremdeles stode under Erkebiskoppen af Nidaros i gejstligt Henseende, og deres Forbindelse med Norge saaledes ikke ganske var hævet, ligesom ogsaa endnu flere af de Mænd levede, der havde været den norske Konges Undergivne, og Forhold, opstaaede før Afstaaelsen, endnu vedbleve at gjøre sig gjeldende, ville vi her, for Fuldstændighedens Skyld, tilføje følgende korte Efterretninger: i 1275 vilde Manværingerne løsrive sig fra Skotlands Herredømme og toge Gudrød, Magnus’s Søn, til Konge; men Kong Alexander foranstaltede et Tog til Øen under Jon de Vesey, der landede den 7de October ved Ragnvaldsvad, og efter forgjeves at have opfordret Gudrød til at underkaste sig, angreb ham og fældte ham med de fleste af hans Folk. (Den manske Krønike, samt Chron. de Lanercost). Efter Alexanders Død var Tilstanden paa Øen saa mislig, at Indbyggerne underkastede sig Kong Edward (Rymer, S. 740), der og lod den bestyre ved en Statholder, men overdrog den igjen ved Brev af 5te Januar 1293 til Kong John Balliol (Rymer S. 785). Kort efter gjorde derimod Affreka, beslægtet med, og, som hun paastod, Arving efter Kong Magnus af Man, Fordring paa Øen og henvendte sig desangaaende til Kong John selv; da han afviste hende, søgte hun om Bistand hos Kong Edward, der i den Anledning som Skotlands Overleensherre indfordrede John for sin Domstol ved Skrivelse af 15de Juni 1293. Denne Affreka var sandsynligviis en Sønnedatter af hiin Affreka, Kong Gudrøds Datter, der egtede John af Courcy, se den manske Krønike ved 1205. Hvad Skjebne hendes Fordring fik, nævnes ej. – Ved Mødet i Berwick om Sommeren 1292 var ogsaa Biskop Marcus af Syderøerne tilstede, saavel som Alexander af Argyll, Herre til Lorn, Angus Mac Donald af Ila, (s. o. IV.

[1] Nemlig i 1312, se nedenfor. I dette Aar blev ogsaa Afgiften betalt for de fem forløbne Aar, hvilket synes at vise, at den da havde været betalt indtil 1306.

[2] Isl. Annaler, ved 1284, jvfr. Arne B. Saga Cap. 38.

[p225-3] Magnus Jarl forekommer under Titlen Jarl af Katanes, ganske som en skotsk Magnat, i de skotske Herrers Forsikringsbrev af 5te Febr. 1284, se ovenfor S. 96. Jon Jarl, hans Efterfølger, nævnes som Jarl af Katanes i Underskrifterne paa Brevet af Marts 1290, hvor Skotlands Herrer anmode Kong Edward at bringe det ofte omtalte Giftermaal i Stand. – Da Øen Man og Syderøerne fremdeles stode under Erkebiskoppen af Nidaros i gejstligt Henseende, og deres Forbindelse med Norge saaledes ikke ganske var hævet, ligesom ogsaa endnu flere af de Mænd levede, der havde været den norske Konges Undergivne, og Forhold, opstaaede før Afstaaelsen, endnu vedbleve at gjøre sig gjeldende, ville vi her, for Fuldstændighedens Skyld, tilføje følgende korte Efterretninger: i 1275 vilde Manværingerne løsrive sig fra Skotlands Herredømme og toge Gudrød, Magnus’s Søn, til Konge; men Kong Alexander foranstaltede et Tog til Øen under Jon de Vesey, der landede den 7de October ved Ragnvaldsvad, og efter forgjeves at have opfordret Gudrød til at underkaste sig, angreb ham og fældte ham med de fleste af hans Folk. (Den manske Krønike, samt Chron. de Lanercost). Efter Alexanders Død var Tilstanden paa Øen saa mislig, at Indbyggerne underkastede sig Kong Edward (Rymer, S. 740), der og lod den bestyre ved en Statholder, men overdrog den igjen ved Brev af 5te Januar 1293 til Kong John Balliol (Rymer S. 785). Kort efter gjorde derimod Affreka, beslægtet med, og, som hun paastod, Arving efter Kong Magnus af Man, Fordring paa Øen og henvendte sig desangaaende til Kong John selv; da han afviste hende, søgte hun om Bistand hos Kong Edward, der i den Anledning som Skotlands Overleensherre indfordrede John for sin Domstol ved Skrivelse af 15de Juni 1293. Denne Affreka var sandsynligviis en Sønnedatter af hiin Affreka, Kong Gudrøds Datter, der egtede John af Courcy, se den manske Krønike ved 1205. Hvad Skjebne hendes Fordring fik, nævnes ej. – Ved Mødet i Berwick om Sommeren 1292 var ogsaa Biskop Marcus af Syderøerne tilstede, saavel som Alexander af Argyll, Herre til Lorn, Angus Mac Donald af Ila, (s. o. IV.

[1]

[2]

[3]