Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/225

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
203
1293. Den nærmere Forbindelſe med Skotland afbrudt.

en Datter, Ingeborg; og ſelv da hendes Broder Robert var bleven Skotlands Konge, blev Forbindelſen mellem begge Riger eller Kongefamilierne ikke nærmere, thi da var imidlertid Iſabellas Mand, Kong Erik, død, og hun ſelv var vel allerede bleven fremmed for ſit Fædreland, ſom hun i en ſaa ung Alder havde forladt. Det meſte, Norge derefter havde med Skotland at ſkaffe, indſkrænkede ſig til Oppebærelſen af den aarlige Afgift af 100 Vita Sterling der endnu en Tidlang ſynes at have været betalt nogenlunde ordentligt, om juſt ikke regelmæsſigt, og til en Fornyelſe af Tractaten af 1266, ſom det i det følgende ſkal viſes[1]. Ogſaa Orknøernes Jarler bleve nu mere og mere fremmede for Norge; ſaavel Magnus Magnusſen, der døde 1284[2], ſom hans Broder og Efterfølger Jon, nævnes oftere ſom Jarler af Katanes, da de nemlig i Egenſkab heraf optraadte ſom ſkotſke Magnater[3]. Ikke deſto mindre

  1. Nemlig i 1312, ſe nedenfor. I dette Aar blev ogſaa Afgiften betalt for de fem forløbne Aar, hvilket ſynes at viſe, at den da havde været betalt indtil 1306.
  2. Isl. Annaler, ved 1284, jvfr. Arne B. Saga Cap. 38.
  3. Magnus Jarl forekommer under Titlen Jarl af Katanes, ganſke ſom en ſkotſk Magnat, i de ſkotſke Herrers Forſikringsbrev af 5te Febr. 1284, ſe ovenfor S. 96. Jon Jarl, hans Efterfølger, nævnes ſom Jarl af Katanes i Underſkrifterne paa Brevet af Marts 1290, hvor Skotlands Herrer anmode Kong Edward at bringe det ofte omtalte Giftermaal i Stand. — Da Øen Man og Syderøerne fremdeles ſtode under Erkebiſkoppen af Nidaros i gejſtligt Henſeende, og deres Forbindelſe med Norge ſaaledes ikke ganſke var hævet, ligeſom ogſaa endnu flere af de Mænd levede, der havde været den norſke Konges Undergivne, og Forhold, opſtaaede før Afſtaaelſen, endnu vedbleve at gjøre ſig gjeldende, ville vi her, for Fuldſtændighedens Skyld, tilføje følgende korte Efterretninger: i 1275 vilde Manværingerne løsrive ſig fra Skotlands Herredømme og toge Gudrød, Magnus’s Søn, til Konge; men Kong Alexander foranſtaltede et Tog til Øen under Jon de Veſey, der landede den 7de October ved Ragnvaldsvad, og efter forgjeves at have opfordret Gudrød til at underkaſte ſig, angreb ham og fældte ham med de fleſte af hans Folk. (Den manſke Krønike, ſamt Chron. de Lanercost). Efter Alexanders Død var Tilſtanden paa Øen ſaa mislig, at Indbyggerne underkaſtede ſig Kong Edward (Rymer, S. 740), der og lod den beſtyre ved en Statholder, men overdrog den igjen ved Brev af 5te Januar 1293 til Kong John Balliol (Rymer S. 785). Kort efter gjorde derimod Affreka, beſlægtet med, og, ſom hun paaſtod, Arving efter Kong Magnus af Man, Fordring paa Øen og henvendte ſig desangaaende til Kong John ſelv; da han afviſte hende, ſøgte hun om Biſtand hos Kong Edward, der i den Anledning ſom Skotlands Overleensherre indfordrede John for ſin Domſtol ved Skrivelſe af 15de Juni 1293. Denne Affreka var ſandſynligviis en Sønnedatter af hiin Affreka, Kong Gudrøds Datter, der egtede John af Courcy, ſe den manſke Krønike ved 1205. Hvad Skjebne hendes Fordring fik, nævnes ej. — Ved Mødet i Berwick om Sommeren 1292 var ogſaa Biſkop Marcus af Syderøerne tilſtede, ſaavel ſom Alexander af Argyll, Herre til Lorn, Angus Mac Donald af Ila, (ſ. o. IV.