Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/223

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
201
1293. Kong Erik egter Iſabella Bruce.


Kong Erik virkelig ſendte Befuldmægtigede til ſamme Parlement, vides ej. Der findes viſtnok et Brev fra Hertug Haakon til Kong Edward, dateret Hamar Palmeſøndag den 22de Marts, og et andet fra Kong Erik til ham, dateret Bergen, tredie Pintſedag den 19de Mai, men disſe tvende Breve indeholde kun Anbefaling for Gabriel Johnſon, en engelſk Gejſtlig fra Yorks Diøces, der længe havde tjent baade Kongen og Hertugen ſom Klerk, og ſom nu havde taget Korſet og ønſkede at blive med i Kong Edwards Følge, naar denne, ſom man troede, vilde drage til det hellige Land, hvilket dog ikke var hans Henſigt, om han end havde givet ſig Mine deraf[1]. Det ſidſte, man hører om Kong Eriks Pengefordringer, er i den før omtalte Skrivelſe fra Kong Edward af 16de November, hvori han atter tilholder Kong John at udbetale det Tilbageſtaaende, ſaa at han ikke ſelv ſkal blive nødt til at tage Haand i Hanke med[2]. Senere opſtod der kjendelig Kulde mellem Kong Edward og Erik, der viſtnok i ſit Hjerte var meget misfornøjet med den Maade, hvorpaa hiin fra førſt til ſidſt havde behandlet hans Anliggender, og i Skotland ſelv blev Forvirringen ſaa ſtor, at de norſke Fordringer i det mindſte for en Tid ganſke kom i Glemmebogen.

Kong Erik opgav dog maaſkee endnu ikke aldeles Haabet om at tilvende ſig, eller i det mindſte ſine Efterkommere, Arvefordringer paa Skotland. Han var ſelv endnu en ung Mand, kun 24 Aar gammel, og det var naturligt, at han tænkte paa, ved et nyt Giftermaal, heldigere end det foregaaende, at vedligeholde ſin Ætt. Han opfordredes vel endog indſtændigt dertil af ſine nærmeſte Omgivelſer, fornemmelig Audun Hugleiksſøn, der, i det mindſte efter de ſenere Begivenheder at dømme, neppe ſtod ſig godt med Hertugen og derfor ikke kunde ønſke, at Kronen arvedes af denne, hvilket vilde blive Tilfældet, hvis Kongen døde uden at efterlade nogen Søn. Men det Valg, Erik, eller hans Raadgivere, nu traf, vidner, ſom det ſynes, umiskjendeligt om, at deres Hu fremdeles ſtod til Skotlands Krone. Valget faldt nemlig paa Iſabella, Sønnedatter af den ſamme Robert Bruce, Herre til Annandale, der ved de ſidſte Forhandlinger om Arveretten til Skotlands Trone var bleven erkjendt for den meſt berettigede næſt John Balliol, og af flere, eller maaſkee de fleſte, endog anſaaes for mere berettiget end denne, men utilbørligt tilſideſat formedelſt Edwards Indflydelſe. For ſaa vidt altſaa denne i Tidens Løb ſkulde ophøre, og Skotland atter ſkulde kunne hæve ſig af den ydmygende Tilſtand, hvori det nu befandt ſig, var der Udſigt til, at Robert Bruces Ætt dog tilſidſt ſkulde komme paa Skot-

  1. Rymer S. 787, 788.
  2. Rymer S. 792.