Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/223

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
201
1293. Kong Erik egter Isabella Bruce.


Kong Erik virkelig sendte Befuldmægtigede til samme Parlement, vides ej. Der findes vistnok et Brev fra Hertug Haakon til Kong Edward, dateret Hamar Palmesøndag den 22de Marts, og et andet fra Kong Erik til ham, dateret Bergen, tredie Pintsedag den 19de Mai, men disse tvende Breve indeholde kun Anbefaling for Gabriel Johnson, en engelsk Gejstlig fra Yorks Diøces, der længe havde tjent baade Kongen og Hertugen som Klerk, og som nu havde taget Korset og ønskede at blive med i Kong Edwards Følge, naar denne, som man troede, vilde drage til det hellige Land, hvilket dog ikke var hans Hensigt, om han end havde givet sig Mine deraf[1]. Det sidste, man hører om Kong Eriks Pengefordringer, er i den før omtalte Skrivelse fra Kong Edward af 16de November, hvori han atter tilholder Kong John at udbetale det Tilbagestaaende, saa at han ikke selv skal blive nødt til at tage Haand i Hanke med[2]. Senere opstod der kjendelig Kulde mellem Kong Edward og Erik, der vistnok i sit Hjerte var meget misfornøjet med den Maade, hvorpaa hiin fra først til sidst havde behandlet hans Anliggender, og i Skotland selv blev Forvirringen saa stor, at de norske Fordringer i det mindste for en Tid ganske kom i Glemmebogen.

Kong Erik opgav dog maaskee endnu ikke aldeles Haabet om at tilvende sig, eller i det mindste sine Efterkommere, Arvefordringer paa Skotland. Han var selv endnu en ung Mand, kun 24 Aar gammel, og det var naturligt, at han tænkte paa, ved et nyt Giftermaal, heldigere end det foregaaende, at vedligeholde sin Ætt. Han opfordredes vel endog indstændigt dertil af sine nærmeste Omgivelser, fornemmelig Audun Hugleikssøn, der, i det mindste efter de senere Begivenheder at dømme, neppe stod sig godt med Hertugen og derfor ikke kunde ønske, at Kronen arvedes af denne, hvilket vilde blive Tilfældet, hvis Kongen døde uden at efterlade nogen Søn. Men det Valg, Erik, eller hans Raadgivere, nu traf, vidner, som det synes, umiskjendeligt om, at deres Hu fremdeles stod til Skotlands Krone. Valget faldt nemlig paa Isabella, Sønnedatter af den samme Robert Bruce, Herre til Annandale, der ved de sidste Forhandlinger om Arveretten til Skotlands Trone var bleven erkjendt for den mest berettigede næst John Balliol, og af flere, eller maaskee de fleste, endog ansaaes for mere berettiget end denne, men utilbørligt tilsidesat formedelst Edwards Indflydelse. For saa vidt altsaa denne i Tidens Løb skulde ophøre, og Skotland atter skulde kunne hæve sig af den ydmygende Tilstand, hvori det nu befandt sig, var der Udsigt til, at Robert Bruces Ætt dog tilsidst skulde komme paa Skot-

  1. Rymer S. 787, 788.
  2. Rymer S. 792.