skop Jørund[1]. Derimod maa det anseees udenfor al Tvivl, at en af Damerne i Margretes Følge var Fru Ingebjørg Erlingsdatter[2], Alf Jarls Syster og Hr. Thore Haakonssøns Hustru; som nær beslægtet med Kongehuset maa hun endog have været den fornemste af Fruerne, og den som nærmest havde den unge Kongedatter i sin Varetægt. Usandsynligt er det derfor ikke, at ogsaa hendes Mand, Hr. Thore Haakonssøn, har været med i Følget.
Men Edwards klogt anlagte Planer og glimrende Forhaabninger skulde dog denne Gang blive til Intet, og de Fordele, Kong Erik maaskee endnu lovede sig af Datterens Ophøjelse paa Skotlands Trone, gaa tabt. Det spæde sexaarige Barn skal ikke have taalt Sørejsen paa denne sildige Aarstid, saa at hun allerede undervejs blev syg, og rimeligviis i en meget daarlig Forfatning ankom til Orknø. Efter en enkelt Beretning skulle endog hendes Ledsagere paa Grund af hendes Sygdom have ladet Skibene, der førte hende og Følget, løbe ind til Orknøerne[3], men dette kan dog ikke forholde sig saaledes, da det tydeligt nok kan sees, at det allerede før hendes Afrejse var bestemt, at hun skulde bringes til Orknøerne og at de norske Gesandter i hendes Følge der skulde mødes med de engelske og skotske Befuldmægtigede, saaledes som det ovenfor er viist. Allerede i de første Dage af October kom det Rygte til Skotland, at hun skulde være død, og vakte der stor Sorg hos alle fredelskende Mænd, da netop de indvortes Fejder mellem de mægtige og uregjerlige Stormænd nys vare blevne nogenledes bilagte og Landefreden gjenoprettet i Forventning om hendes Ankomst og om en kraftig Regjering under Kong Edwards Opsigt, medens derimod hendes Død vilde give Løsenet til nye Uroligheder. Der haves endnu et Brev til Kong Edward, dateret 7de October, fra Biskoppen af St. Andrews, hvori denne underretter ham om det sørgelige Rygte, og levende skildrer Stemningen og Forholdene i den Anledning[4]. „Eftersom det nys var bestemt i eders Nærværelse“, skriver han, „samledes de skotske Sendebud, der havde været hos eder, saavel som nogle andre af Skotlands Stormænd, ved Perth Søndag efter Michelsdag (1ste Octbr.) for at høre eders Svar paa, hvad samme Gesandter hos eder havde andraget og forhandlet om; og efter at have hørt dette Svar, takkede de troe Stormænd og en Deel af Rigets Menige eders Højhed paa det aller forbindtligste, hvorpaa bemeldte eders Gesandter, saavel som vi, gjorde os rede til at drage til
