Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/209

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
187
1289. Underhandlinger om Kongedatteren Margretes Anerkjendelſe i Skotland.

lerede vare bearbejdede til Fordeel for den paatænkte Forbindelſe, ſamt desuden havde hørt Rygter om, at en ſaadan Dispenſation virkelig ſkulde være erhvervet. Kong Edward frygtede vel, neppe uden Grund, at hvis hans Giftermaalsplan blev bekjendt, førend Gemytterne tilbørligt vare forberedte, vilde den, og dermed hans hele Haab om Englands og Skotlands Forening under hans Søns Herredømme, ganſke gaa overſtyr; Skoterne, ængſtlige for deres Selvſtændighed, kunde vægre ſig ved at modtage Margrete ſom deres Dronning, og vælge ſig en Konge blandt de andre Prætendenter til Kronen, og Kong Erik, hvis Mening det visſelig heller ikke var, ganſke at give Slip paa den fædrene Myndighed over ſin Datter og de Fordele, han deraf kunde høſte, naar hun tillige var Skotlands Dronning, men af hvis hele Holdning under de paafølgende Forhandlinger man tvert imod tydeligt kan ſee, at han kun tvungen af Omſtændighederne fandt ſig i hvad der ſkede, og ſaavel af Skoterne ſom af Edward betragtedes med Mistanke, ſom den, der nærede ganſke andre Planer med ſin Datter, vilde vel og have gjort Vanſkeligheder ved at ſende ſin Datter fra ſig, eller overhoved indgaa paa en Ordning af Sagerne, der banede Vejen for Edwards Henſigter. Dennes Politik var det derfor, ſom man af det følgende kan ſee, førſt, hvad der var det vigtigſte, at faa Margretes Anerkjendelſe og Modtagelſe af Skoterne bragt paa det Rene; naar Giftermaalsplanen holdtes hemmelig, og hans hele Ferd ſaaledes bar Præget af den ſtørſte Uegennyttighed, vidſte han at der heller ikke fra Kong Eriks Side vilde møde Indvendinger, thi han kunde ikke andet end være tilfreds med, at hans Datter blev anerkjendt af Skoterne, og modtagen ſom deres Dronning. Naar dette var beſtemt, og fra alle Sider ſikret ved højtidelige Løfter, da førſt var det paa Tide at bearbejde Skoterne til Fordeel for Giftermaalsplanen, og naar de førſt gik ind derpaa, og omfattede den med Interesſe, vilde det være ligegyldigt, hvad Kong Erik meente derom, thi det engang givne og beſvorne Løfte om at ſende hende maatte han holde. Det hele gik ſaaledes egentlig ud paa at vinde Skoterne og overliſte Kong Erik.

De Befuldmægtigede, der nu afſendtes fra Skotland, vare Biſkopperne af St. Andrews og Glasgow, Sir Robert Bruce den ældre, Herre til Annandale, og Sir John Comyn. Mødet holdtes efter Kong Edwards Beſtemmelſe i Salisbury, hvor ogſaa Kong Edward lod Befuldmægtigede fremmøde, nemlig Biſkopperne af Worceſter og Durham, ſamt William Jarl af Pembroke, og John Jarl af Guarenne. Der var ſaaledes i alt tre norſke, fire ſkotſke og fire engelſke Befuldmægtigede[1].

  1. Dette viſer udtrykkeligt, at Fuldmagten, for de norſke Geſandter har været udſtedt til disſe Forhandlinger; thi ogſaa fra norſk Side ſkulde der oprindelig ſendes fire.