lerede vare bearbejdede til Fordeel for den paatænkte Forbindelse, samt desuden havde hørt Rygter om, at en saadan Dispensation virkelig skulde være erhvervet. Kong Edward frygtede vel, neppe uden Grund, at hvis hans Giftermaalsplan blev bekjendt, førend Gemytterne tilbørligt vare forberedte, vilde den, og dermed hans hele Haab om Englands og Skotlands Forening under hans Søns Herredømme, ganske gaa overstyr; Skoterne, ængstlige for deres Selvstændighed, kunde vægre sig ved at modtage Margrete som deres Dronning, og vælge sig en Konge blandt de andre Prætendenter til Kronen, og Kong Erik, hvis Mening det visselig heller ikke var, ganske at give Slip paa den fædrene Myndighed over sin Datter og de Fordele, han deraf kunde høste, naar hun tillige var Skotlands Dronning, men af hvis hele Holdning under de paafølgende Forhandlinger man tvert imod tydeligt kan see, at han kun tvungen af Omstændighederne fandt sig i hvad der skede, og saavel af Skoterne som af Edward betragtedes med Mistanke, som den, der nærede ganske andre Planer med sin Datter, vilde vel og have gjort Vanskeligheder ved at sende sin Datter fra sig, eller overhoved indgaa paa en Ordning af Sagerne, der banede Vejen for Edwards Hensigter. Dennes Politik var det derfor, som man af det følgende kan see, først, hvad der var det vigtigste, at faa Margretes Anerkjendelse og Modtagelse af Skoterne bragt paa det Rene; naar Giftermaalsplanen holdtes hemmelig, og hans hele Ferd saaledes bar Præget af den største Uegennyttighed, vidste han at der heller ikke fra Kong Eriks Side vilde møde Indvendinger, thi han kunde ikke andet end være tilfreds med, at hans Datter blev anerkjendt af Skoterne, og modtagen som deres Dronning. Naar dette var bestemt, og fra alle Sider sikret ved højtidelige Løfter, da først var det paa Tide at bearbejde Skoterne til Fordeel for Giftermaalsplanen, og naar de først gik ind derpaa, og omfattede den med Interesse, vilde det være ligegyldigt, hvad Kong Erik meente derom, thi det engang givne og besvorne Løfte om at sende hende maatte han holde. Det hele gik saaledes egentlig ud paa at vinde Skoterne og overliste Kong Erik.
De Befuldmægtigede, der nu afsendtes fra Skotland, vare Biskopperne af St. Andrews og Glasgow, Sir Robert Bruce den ældre, Herre til Annandale, og Sir John Comyn. Mødet holdtes efter Kong Edwards Bestemmelse i Salisbury, hvor ogsaa Kong Edward lod Befuldmægtigede fremmøde, nemlig Biskopperne af Worcester og Durham, samt William Jarl af Pembroke, og John Jarl af Guarenne. Der var saaledes i alt tre norske, fire skotske og fire engelske Befuldmægtigede[1].
- ↑ Dette viser udtrykkeligt, at Fuldmagten, for de norske Gesandter har været udstedt til disse Forhandlinger; thi ogsaa fra norsk Side skulde der oprindelig sendes fire.
