lem ham og den unge Tronfølgerinde. Med utrættelig Iver underhandlede han med Skotlands Rigsforstanderskab, med Kong Erik, med selve Paven; Kong Erik selv optræder i alle disse Forhandlinger næsten kun som Biperson. Ham havde det vist været kjærere, om Margrete var bleven ugift indtil hun var bleven voxen, og at han imidlertid selv kunde være hendes Formynder: det var at forudsee, at hun ved Giftermaalet med Englands Tronfølger vilde saa at sige være tabt for Norge, og at hele Indflydelsen vilde komme i den mægtige, herskesyge Kong Edwards Hænder. Dette kunde hverken være behageligt for Kong Erik, eller for Skoterne i Almindelighed, og det er ikke usandsynligt, at ogsaa denne Betragtning for en stor Deel kan have bidraget til at de skotske Regjeringsherrer ej holdt sig det Kong Alexander givne Løfte efterrettelige, men en Tidlang vægrede sig ved at anerkjende Margrete, og derved kom i det spendte Forhold til det norske Hof, som Alf Jarls ovenfor omtalte Brev noksom lægger for Dagen, og som siden efter endog foranledigede Kong Erik til at fordre en Godtgjørelse. Kong Erik havde dog, naar han vilde sætte sin Datters Rettigheder igjennem, intet andet Valg end at henvende sig til den engelske Konge, thi selv var han neppe mægtig nok dertil, i det mindste ikke saa længe han havde en Krig at føre, der var mere end tilstrækkelig til at optage hans Stridskræfter. Alf Erlingssøns Trusler og store Ord have neppe gjort nogen Virkning. Bjarne Erlingssøn udrettede heller ikke, som det lader til, noget synderligt under sit Ophold i Skotland den følgende Vinter. Endog de Penge, der skyldtes Kong Erik ifølge Egteskabscontracten, bleve, som vi have seet, tilbageholdte. I 1287 og 1288 finder man ej engang omtalt, at Underhandlinger bleve fortsatte, og maaskee have de været ganske afbrudte, med mindre man kan antage, at den før omtalte Magister Huguitio, den pavelige Tiende-Collector, i et af de Aar sendtes over til Skotland for at virke i Margretes Interesser, hvortil der findes en Antydning[1]. Men han kan i alle Fald ikke have gjort andet, end i Stilhed at bearbejde Gemytterne til Margretes og hendes Faders Fordeel: nogen Overeenskomst blev ikke sluttet, lige saa lidet som der endnu gjordes noget Skridt til at modtage den unge Kongedatter som Landets Dronning. Omsider saa da Kong Erik sig, i Aaret 1289, nødt til at henvende sig til Kong Edward, og ganske at lægge sine og Datterens Interesser i hans Haand. Han sendte i dette Øjemed trende Herrer til ham, nemlig Baronen Hr. Thryrik af Leikvange, den før omtalte Peter Algotssøn fra
- ↑ I 1290 befalede nemlig Kong Edward, som det vil sees, at der skulde udbetales Huguitio af det skotske Skatkammer 200 Pund, fordi han med Troskab, megen Umag og Bekostning havde tjent Dronning Margrete. Dette kan neppe have været uden i Egenskab af Underhandler, hvilket han ej var i 1289 og 1290.
