Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/206

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
184
Erik Magnusſøn.

lem ham og den unge Tronfølgerinde. Med utrættelig Iver underhandlede han med Skotlands Rigsforſtanderſkab, med Kong Erik, med ſelve Paven; Kong Erik ſelv optræder i alle disſe Forhandlinger næſten kun ſom Biperſon. Ham havde det viſt været kjærere, om Margrete var bleven ugift indtil hun var bleven voxen, og at han imidlertid ſelv kunde være hendes Formynder: det var at forudſee, at hun ved Giftermaalet med Englands Tronfølger vilde ſaa at ſige være tabt for Norge, og at hele Indflydelſen vilde komme i den mægtige, herſkeſyge Kong Edwards Hænder. Dette kunde hverken være behageligt for Kong Erik, eller for Skoterne i Almindelighed, og det er ikke uſandſynligt, at ogſaa denne Betragtning for en ſtor Deel kan have bidraget til at de ſkotſke Regjeringsherrer ej holdt ſig det Kong Alexander givne Løfte efterrettelige, men en Tidlang vægrede ſig ved at anerkjende Margrete, og derved kom i det ſpendte Forhold til det norſke Hof, ſom Alf Jarls ovenfor omtalte Brev nokſom lægger for Dagen, og ſom ſiden efter endog foranledigede Kong Erik til at fordre en Godtgjørelſe. Kong Erik havde dog, naar han vilde ſætte ſin Datters Rettigheder igjennem, intet andet Valg end at henvende ſig til den engelſke Konge, thi ſelv var han neppe mægtig nok dertil, i det mindſte ikke ſaa længe han havde en Krig at føre, der var mere end tilſtrækkelig til at optage hans Stridskræfter. Alf Erlingsſøns Truſler og ſtore Ord have neppe gjort nogen Virkning. Bjarne Erlingsſøn udrettede heller ikke, ſom det lader til, noget ſynderligt under ſit Ophold i Skotland den følgende Vinter. Endog de Penge, der ſkyldtes Kong Erik ifølge Egteſkabscontracten, bleve, ſom vi have ſeet, tilbageholdte. I 1287 og 1288 finder man ej engang omtalt, at Underhandlinger bleve fortſatte, og maaſkee have de været ganſke afbrudte, med mindre man kan antage, at den før omtalte Magiſter Huguitio, den pavelige Tiende-Collector, i et af de Aar ſendtes over til Skotland for at virke i Margretes Interesſer, hvortil der findes en Antydning[1]. Men han kan i alle Fald ikke have gjort andet, end i Stilhed at bearbejde Gemytterne til Margretes og hendes Faders Fordeel: nogen Overeenskomſt blev ikke ſluttet, lige ſaa lidet ſom der endnu gjordes noget Skridt til at modtage den unge Kongedatter ſom Landets Dronning. Omſider ſaa da Kong Erik ſig, i Aaret 1289, nødt til at henvende ſig til Kong Edward, og ganſke at lægge ſine og Datterens Interesſer i hans Haand. Han ſendte i dette Øjemed trende Herrer til ham, nemlig Baronen Hr. Thryrik af Leikvange, den før omtalte Peter Algotsſøn fra

  1. I 1290 befalede nemlig Kong Edward, ſom det vil ſees, at der ſkulde udbetales Huguitio af det ſkotſke Skatkammer 200 Pund, fordi han med Troſkab, megen Umag og Bekoſtning havde tjent Dronning Margrete. Dette kan neppe have været uden i Egenſkab af Underhandler, hvilket han ej var i 1289 og 1290.