Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/200

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
178
Erik Magnusſøn.

kunde være, denne Gang viiſt ſig ſaa medgjørlig, hvis der ikke var indtruffet Omſtændigheder, der gjorde det nødvendigt for ham, til enhver Priis at ſkaffe ſig Fred med den verdslige Magt, og Kongens Beſkyttelſe. Der udbrød nemlig, ſom ovenfor berørt, juſt paa denne Tid[1] en heftig og langvarig Strid mellem ham og hans eget Domcapitel, der foranledigede de forargeligſte Optrin og ved flere end een Lejlighed krævede Kongemyndighedens Mellemkomſt Striden ſelv, der førſt flere Aar derefter naaede ſit højeſte, ſkal paa ſit Sted blive nærmere omtalt. Her ville vi kun bemerke, at Elementerne dertil rimeligviis længe havde været forhaanden, og at Erkebiſkoppen allerede forudſaa dens Udbrud, da han indgik Forlig med Kongen. Det er endog ikke ſaa uſandſynligt, at den Villighed, hvormed Erkebiſkoppen indlod ſig paa Forliget, har fremſkyndet det aabenbare Brud mellem ham og Capitlet, hvis ledende Medlemmer ſynes at have hyldet ſamme Grundſætninger ſom den ovenfor omtalte Eindride, altſaa med andre Ord at have hørt til Erkebiſkop Jons Skole, og derfor kun med ſtort Mishag ſeet deres Foreſatte, Erkebiſkoppen, give Slip paa de Fordele, Erkebiſkop Jon med ſaa megen Møje og med ſaa ſtore Opofrelſer havde ſøgt at erhverve[2].

78. Kongens andet Krigstog til Danmark. Hjelm og Hunehals befæſtes. Alf Jarls Endeligt.


Medens disſe Forhandlinger ſtode paa, havde imidlertid Kongen og Regjeringen været ivrigt beſkjeftigede deels med den danſke Krig, deels, og man kan vel ſige fornemmelig, med Kongedatterens, Dronning Margretes, Anliggender. I Aaret 1290 gjorde Kong Erik tilligemed flere af de Fredløſe og ſandſynligviis ogſaa med ſin Broder Hertug Haakon et nyt Tog til Danmark, om hvilket vi dog kun vide meget lidet. Han kom, fortælles der, med en ſtor Flaade til Aalborg, og laa ſtille der i 15 Dage, i Forventning om at Indbyggerne ſkulde ville ſlutte ſig til ham, men da de i dets Sted ſamlede ſig for at gjøre ham Modſtand, drog han bort igjen[3] og ned til Langeland, hvoraf en Deel blev herjet, den

  1. Begyndelſen af Striden mellem Erkebiſkoppen eg Chorsbrødrene henføres i Annalerne til 1291.
  2. Det er her af væſentlig Betydning, at Erkebiſkop Jørunds ivrigſte Modſtandere af Capitlet, Sighvat Lande og Audun Raude, netop vare de, deri 1282 lede haardeſt Medfart af Bjarne Erlingsſøn, og ſiden vare Medlemmer af den Deputation, der ſkulde overbringe Eindride Meldingen om hans Valg til Erkebiſkop.
  3. De esromſke Annaler, Langebeks Scr. I. S. 248. Annalerne i Aſsmuſens Arkiv S. 245. Om de forſkjellige Aars-Angivelſer for dette Tog, og at 1290 maa være det rette, ſe ovf. S. 144.