Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/200

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
178
Erik Magnussøn.

kunde være, denne Gang viist sig saa medgjørlig, hvis der ikke var indtruffet Omstændigheder, der gjorde det nødvendigt for ham, til enhver Priis at skaffe sig Fred med den verdslige Magt, og Kongens Beskyttelse. Der udbrød nemlig, som ovenfor berørt, just paa denne Tid[1] en heftig og langvarig Strid mellem ham og hans eget Domcapitel, der foranledigede de forargeligste Optrin og ved flere end een Lejlighed krævede Kongemyndighedens Mellemkomst Striden selv, der først flere Aar derefter naaede sit højeste, skal paa sit Sted blive nærmere omtalt. Her ville vi kun bemerke, at Elementerne dertil rimeligviis længe havde været forhaanden, og at Erkebiskoppen allerede forudsaa dens Udbrud, da han indgik Forlig med Kongen. Det er endog ikke saa usandsynligt, at den Villighed, hvormed Erkebiskoppen indlod sig paa Forliget, har fremskyndet det aabenbare Brud mellem ham og Capitlet, hvis ledende Medlemmer synes at have hyldet samme Grundsætninger som den ovenfor omtalte Eindride, altsaa med andre Ord at have hørt til Erkebiskop Jons Skole, og derfor kun med stort Mishag seet deres Foresatte, Erkebiskoppen, give Slip paa de Fordele, Erkebiskop Jon med saa megen Møje og med saa store Opofrelser havde søgt at erhverve[2].

78. Kongens andet Krigstog til Danmark. Hjelm og Hunehals befæstes. Alf Jarls Endeligt.


Medens disse Forhandlinger stode paa, havde imidlertid Kongen og Regjeringen været ivrigt beskjeftigede deels med den danske Krig, deels, og man kan vel sige fornemmelig, med Kongedatterens, Dronning Margretes, Anliggender. I Aaret 1290 gjorde Kong Erik tilligemed flere af de Fredløse og sandsynligviis ogsaa med sin Broder Hertug Haakon et nyt Tog til Danmark, om hvilket vi dog kun vide meget lidet. Han kom, fortælles der, med en stor Flaade til Aalborg, og laa stille der i 15 Dage, i Forventning om at Indbyggerne skulde ville slutte sig til ham, men da de i dets Sted samlede sig for at gjøre ham Modstand, drog han bort igjen[3] og ned til Langeland, hvoraf en Deel blev herjet, den

  1. Begyndelsen af Striden mellem Erkebiskoppen eg Chorsbrødrene henføres i Annalerne til 1291.
  2. Det er her af væsentlig Betydning, at Erkebiskop Jørunds ivrigste Modstandere af Capitlet, Sighvat Lande og Audun Raude, netop vare de, deri 1282 lede haardest Medfart af Bjarne Erlingssøn, og siden vare Medlemmer af den Deputation, der skulde overbringe Eindride Meldingen om hans Valg til Erkebiskop.
  3. De esromske Annaler, Langebeks Scr. I. S. 248. Annalerne i Assmusens Arkiv S. 245. Om de forskjellige Aars-Angivelser for dette Tog, og at 1290 maa være det rette, se ovf. S. 144.