Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/199

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
177
1291. Forlig mellem Kongen og Erkebiſkoppen.

øjenſynligt bekræfter. Vi erfare ligeledes, at Erkebiſkoppen fra 1281 af virkelig ſavnede Myntretten i over halvandet hundrede Aar.

End videre have vi ſeet, at der med Henſyn til den erkebiſkoppelige Jurisdiction ſkede betydelige Indſkrænkninger i ſelve Compoſitionens Artikel 12, og at den i Forbindelſe med Compoſitionen paabudne nye Tiendeanordning ganſke blev ophævet, idet alene den gamle Chriſtenret i dette Stykke erklæredes gjeldende. Ogſaa dette var, ſom vi vide, en Foranſtaltning, der allerede var ſkeet under Formynder-Regjeringen, og ſom Erkebiſkoppen følgelig nu maa have godkjendt, uagtet han nys netop havde ladet optage Vidnesbyrd over Hr. Bjarne Erlingsſøns Virkſomhed ved at ſætte Foranſtaltningen igjennem.

Fremdeles ſlutte vi af Artikel 5, at Erkebiſkoppen nu maa have ladet al Modſtand mod det ſaa meget omſtridte nye Syſtem for Ledingsudredelſen fare.

Overhoved ſynes intet andet at være blevet ſtaaende af Compoſitionen, foruden den oven omtalte Ledingsfrihed for Erkebiſkoppens 100 og hver Biſkops 40 Mænd ſamt for Preſterne, end hvad der allerede havde været indrømmet ved Erkeſtolens Oprettelſe, nemlig Capitlernes frie Valgret ved Biſkopsſtolenes Beſættelſe og visſe reenkirkelige Sagers Undtagelſe fra verdslig Domſtol, med andet mere, der nu betragtedes uadſkilleligt fra en ordentlig organiſeret Kirkeforfatning, ſamt de enkelte mindre Friheder, der ikke grebe ind i Kongedømmets egentlige Myndighed, ſom Retten til at ſende Meelſkibet til Island, Retten til at kjøbe Falke m. m. Man vilde imidlertid viſtnok fejle meget ved at tænke ſig, at Compoſitionen formeligt hævedes ved den nye Overeenskomſt af 1291, (hvad der udtrykkeligt hævedes, var aabenbart kun Tienderegulativet og Stedjabrevet), tvert imod er den endog ſnarere bleven udtrykkeligt bekræftet, med visſe ſærſkilt opregnede Undtagelſer, men disſe Undtagelſer vare ſaa mange og vigtige, at de betoge Compoſitionen hele dens Betydning. Erkebiſkoppen vandt imidlertid ſaa meget ved denne Maade at ordne Sagen paa, at han ſkaanedes for, hvad der efter alt, hvad der tidligere havde fundet Sted, maatte anſees for en ſtor Ydmygelſe, formeligt at maatte erklære Compoſitionen, dette den nidaroſiſke Kirkes højt priſte Klenodie, magtesløs, og at han dertil altid holdt den Udvej aaben for ſine Efterfølgere, paany og under heldigere Omſtændigheder, naar de nu ſtedfundne Forhandlinger vare gangne i Glemmebogen og man maaſkee havde med en føjeligere Regjering at beſtille, at kunne opfriſke Compoſitionen og benytte den ſom et Document, der egentlig fremdeles var gjeldende, men kun ved Misbrug var kommet ud af Kraft.

Erkebiſkoppen havde dog vel neppe, hvor ſvag og uſtadig han end