Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/199

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
177
1291. Forlig mellem Kongen og Erkebiskoppen.

øjensynligt bekræfter. Vi erfare ligeledes, at Erkebiskoppen fra 1281 af virkelig savnede Myntretten i over halvandet hundrede Aar.

End videre have vi seet, at der med Hensyn til den erkebiskoppelige Jurisdiction skede betydelige Indskrænkninger i selve Compositionens Artikel 12, og at den i Forbindelse med Compositionen paabudne nye Tiendeanordning ganske blev ophævet, idet alene den gamle Christenret i dette Stykke erklæredes gjeldende. Ogsaa dette var, som vi vide, en Foranstaltning, der allerede var skeet under Formynder-Regjeringen, og som Erkebiskoppen følgelig nu maa have godkjendt, uagtet han nys netop havde ladet optage Vidnesbyrd over Hr. Bjarne Erlingssøns Virksomhed ved at sætte Foranstaltningen igjennem.

Fremdeles slutte vi af Artikel 5, at Erkebiskoppen nu maa have ladet al Modstand mod det saa meget omstridte nye System for Ledingsudredelsen fare.

Overhoved synes intet andet at være blevet staaende af Compositionen, foruden den oven omtalte Ledingsfrihed for Erkebiskoppens 100 og hver Biskops 40 Mænd samt for Presterne, end hvad der allerede havde været indrømmet ved Erkestolens Oprettelse, nemlig Capitlernes frie Valgret ved Biskopsstolenes Besættelse og visse reenkirkelige Sagers Undtagelse fra verdslig Domstol, med andet mere, der nu betragtedes uadskilleligt fra en ordentlig organiseret Kirkeforfatning, samt de enkelte mindre Friheder, der ikke grebe ind i Kongedømmets egentlige Myndighed, som Retten til at sende Meelskibet til Island, Retten til at kjøbe Falke m. m. Man vilde imidlertid vistnok fejle meget ved at tænke sig, at Compositionen formeligt hævedes ved den nye Overeenskomst af 1291, (hvad der udtrykkeligt hævedes, var aabenbart kun Tienderegulativet og Stedjabrevet), tvert imod er den endog snarere bleven udtrykkeligt bekræftet, med visse særskilt opregnede Undtagelser, men disse Undtagelser vare saa mange og vigtige, at de betoge Compositionen hele dens Betydning. Erkebiskoppen vandt imidlertid saa meget ved denne Maade at ordne Sagen paa, at han skaanedes for, hvad der efter alt, hvad der tidligere havde fundet Sted, maatte ansees for en stor Ydmygelse, formeligt at maatte erklære Compositionen, dette den nidarosiske Kirkes højt priste Klenodie, magtesløs, og at han dertil altid holdt den Udvej aaben for sine Efterfølgere, paany og under heldigere Omstændigheder, naar de nu stedfundne Forhandlinger vare gangne i Glemmebogen og man maaskee havde med en føjeligere Regjering at bestille, at kunne opfriske Compositionen og benytte den som et Document, der egentlig fremdeles var gjeldende, men kun ved Misbrug var kommet ud af Kraft.

Erkebiskoppen havde dog vel neppe, hvor svag og ustadig han end