Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/198

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
176
Erik Magnusſøn.


ſelmand, ſom Bonden dertil opfordrer, være pligtig at underſtøtte ham til Nydelſen af de hidtil gjeldende Love, hvorimod de ogſaa paa den anden Side ſkulle tilholde Bønderne at yde Kirken dens Ret, hvis Provſtens Kæremaal vare retfærdige. Men finde de, at Provſten forurettede Thegnerne, og ikke paa nogen Maade ville lyde deres Advarſler, men ved Bann og andre Tyngſler tvinge Bonden til at underkaſte ſig de utilbørlige Paalæg, ſaa ſkulle heller ikke de, der ſaaledes forholdt andre deres Ret, ſelv nyde ſin lovlige Ret, og Sysſelmanden eller Lagmanden ſkulle ſige til Provſten eller hans Ombudsmand, at de ej ville ſkaffe dem deres Ret, uden de ſelv ere retfærdige mod Andre. Hvis Sysſelmændene eller Lagmændene blive overbeviſte om, at de ej ville forhjelpe Kongens Thegner til deres Ret, da ſkulle de være forvisſede om at miſte Kongens Venſkab ſamt letteligen ogſaa deres Embede. Men finde de, at Provſterne eller deres Ombudsmænd ikke holde ſig det oven anførte efterretteligt, da ſkulle de forbyde enhver, Mand eller Kvinde, at arbejde for dem eller tjene dem, ſaavel ſom at leje Huus og Skib af dem. —

Ved at betragte den her meddeelte Anordning ſeer man ſtrax, at den ikke ligefrem opregner, hvilke Rettigheder der bleve Biſkopperne berøvede, og hvilke der ere dem levnede, men at den, ſom ſagt, kun meddeler de kongelige Embedsmænd Inſtructioner om, hvad de havde at iagttage i Anledning af de Indſkrænkninger, ſom, uden at det angives hvorledes, ere ſkede i de ſtore Friheder og Rettigheder, Biſkopperne tidligere havde erholdt. Det er altſaa klart, at for ſaa vidt — hvad vi med Rette tro at kunne antage — ſom en ſaadan Indſkrænkning er ſkeet ved en formelig Overeenskomſt mellem Kongen og Erkebiſkoppen tilligemed Lydbiſkopperne, da har denne Overeenskomſt ogſaa indeholdt andet og mere, end hvad der findes i hiin Anordning, nemlig hvad der ikke kunde foranledige nogen ſærſkilt Forſkrift for Kronens Embedsmænd. Saaledes ſee vi f. Ex. i Beſtemmelſen om Erkebiſkoppens og Biſkoppernes Sekter en fuldſtændig Ophævelſe af de ſtore Rettigheder i ſaa Henſeende, der tilſtodes disſe Prælater i Brevet af 13de September 1277, hvor ogſaa Myntretten paany blev Erkebiſkoppen indrømmet, og ſom derfor kaldtes Stedjabrevet eller Myntbrevet; og da vi nu ovenfor have ſeet, at Formynder-Regjeringen i Aaret 1281 formeligt ophævede dette Stedjabrev, og Hr. Bjarne Erlingsſøn offentligt kaldte det tilbage, ligger følgelig den Slutning nær, at Erkebiſkoppen ved Forliget af 1291 erkjendte denne Tilbagekaldelſe gyldig, og ſaaledes tillige gjorde Afkald paa de øvrige Friheder, Stedjabrevet indrømmede ham, navnlig Ledingsfriheden for hans Arbejdsfolk ved Chriſtkirken, hvilket ogſaa den oven anførte udtrykkelige Indſkrænkning af Ledingsfriheden til 100 af Erkebiſkoppens og 40 af hver Biſkops Mænd