selmand, som Bonden dertil opfordrer, være pligtig at understøtte ham til Nydelsen af de hidtil gjeldende Love, hvorimod de ogsaa paa den anden Side skulle tilholde Bønderne at yde Kirken dens Ret, hvis Provstens Kæremaal vare retfærdige. Men finde de, at Provsten forurettede Thegnerne, og ikke paa nogen Maade ville lyde deres Advarsler, men ved Bann og andre Tyngsler tvinge Bonden til at underkaste sig de utilbørlige Paalæg, saa skulle heller ikke de, der saaledes forholdt andre deres Ret, selv nyde sin lovlige Ret, og Sysselmanden eller Lagmanden skulle sige til Provsten eller hans Ombudsmand, at de ej ville skaffe dem deres Ret, uden de selv ere retfærdige mod Andre. Hvis Sysselmændene eller Lagmændene blive overbeviste om, at de ej ville forhjelpe Kongens Thegner til deres Ret, da skulle de være forvissede om at miste Kongens Venskab samt letteligen ogsaa deres Embede. Men finde de, at Provsterne eller deres Ombudsmænd ikke holde sig det oven anførte efterretteligt, da skulle de forbyde enhver, Mand eller Kvinde, at arbejde for dem eller tjene dem, saavel som at leje Huus og Skib af dem. –
Ved at betragte den her meddeelte Anordning seer man strax, at den ikke ligefrem opregner, hvilke Rettigheder der bleve Biskopperne berøvede, og hvilke der ere dem levnede, men at den, som sagt, kun meddeler de kongelige Embedsmænd Instructioner om, hvad de havde at iagttage i Anledning af de Indskrænkninger, som, uden at det angives hvorledes, ere skede i de store Friheder og Rettigheder, Biskopperne tidligere havde erholdt. Det er altsaa klart, at for saa vidt – hvad vi med Rette tro at kunne antage – som en saadan Indskrænkning er skeet ved en formelig Overeenskomst mellem Kongen og Erkebiskoppen tilligemed Lydbiskopperne, da har denne Overeenskomst ogsaa indeholdt andet og mere, end hvad der findes i hiin Anordning, nemlig hvad der ikke kunde foranledige nogen særskilt Forskrift for Kronens Embedsmænd. Saaledes see vi f. Ex. i Bestemmelsen om Erkebiskoppens og Biskoppernes Sekter en fuldstændig Ophævelse af de store Rettigheder i saa Henseende, der tilstodes disse Prælater i Brevet af 13de September 1277, hvor ogsaa Myntretten paany blev Erkebiskoppen indrømmet, og som derfor kaldtes Stedjabrevet eller Myntbrevet; og da vi nu ovenfor have seet, at Formynder-Regjeringen i Aaret 1281 formeligt ophævede dette Stedjabrev, og Hr. Bjarne Erlingssøn offentligt kaldte det tilbage, ligger følgelig den Slutning nær, at Erkebiskoppen ved Forliget af 1291 erkjendte denne Tilbagekaldelse gyldig, og saaledes tillige gjorde Afkald paa de øvrige Friheder, Stedjabrevet indrømmede ham, navnlig Ledingsfriheden for hans Arbejdsfolk ved Christkirken, hvilket ogsaa den oven anførte udtrykkelige Indskrænkning af Ledingsfriheden til 100 af Erkebiskoppens og 40 af hver Biskops Mænd
