Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/197

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
175
1291. Overeenskomst mellem Kongen og Erkebiskoppen.


ledes, at der ogsaa her ydedes Erkebiskoppen en Kjendelse for hans Æres Skyld; og i alle andre Tilfælde skulde Erkebiskoppen og Kongen dele Sekten. Brevet af 13de September 1277 gik endnu videre, idet det tilstod Erkebiskoppen den hele Sekt, om ogsaa Slagsmaalet skede i hans Fraværelse, undtagen naar Kongen selv var tilstede, hvor Halvdelen af Sekten for hans Æres Skyld tilkom ham, og fremdeles, som før, i Drabs- og Lemlæstelses-Tilfælde; end videre tilstodes der ogsaa hver af de øvrige Biskopper halv Sekt, hvis saadanne Slagsmaal, uden at medføre Drab eller Lemmetab, foregik i deres Nærværelse; og den fornærmede Part skulde derhos have Valget, om han vilde underkaste sig Kongens eller vedkommende Biskops Dom. Nu derimod ophævedes, som man seer, ganske den Lydbiskopperne tilstaaede Sekt, og i Stedet for at Erkebiskoppen forhen fik den hele Sekt, tilstodes der ham kun halv Sekt, hvis Slagsmaalet skede i hans Nærværelse, medens han intet fik, om det skede i hans Fravær. Bestemmelsen om at Erkebiskoppens og Biskoppens Mænd ej skulde kunne nyde godt af Ledingsfriheden uden for saa vidt deres Navne saa at sige vare indregisterede ved Brev, sigtede vel til at forebygge, at flere end det lovbestemte Antal fordrede at nyde denne Frihed.

8. Det forbydes udtrykkeligt at tilstaa Provsterne eller deres Ombudsmænd almindelige Tolde (Afgifter) undtagen Rumaskatten.

9. Det forbydes Enhver at give Betaling for Begravelse, Barnedaab, den sidste Olje, Herrens Legeme, eller lignende kirkelige Goder, undtagen hvad han vil yde frivilligt, thi Presterne ere pligtige at meddele disse Goder gratis.

10. Det erklæres for ubilligt, at de, hvis Forfædre have ladet oprette Capeller, til hvilke de selv have lagt visse Indtægter, for der at faa holdt Messe og andre kirkelige Forretninger, skulle savne Gudstjenesten og dog fremdeles betale, naar Biskoppen negter at skaffe Prest dertil efter gammel Sedvane. For dette Tilfælde skulde altsaa, som det synes at ligge i Ordene, vedkommende Ejer af Capellet være berettiget til at tilbagekalde den gjorte Bestemmelse, eller i det mindste selv oppebære Indtægterne, indtil Biskoppen efter sin Skyldighed havde udnævnt en Prest. Biskopperne derimod ansaa sig vistnok berettigede til egenmægtigt at skalte og valte med det Gods, der engang var lagt til Kirker og gejstlige Stiftelser, og navnlig at lade slige Capeller staa ubesatte, for at anvende Indtægterne til andre Øjemed.

11. Hvis nu Provsterne og deres Ombudsmænd overtraadte de her givne Forskrifter, og ved Bann eller andre haarde Forholdsregler tvang Kongens Thegner til at underkaste sig nye Sekter eller Paalæg, som de ej for have været underkastede, skal enhver Lagmand eller Sys-