Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/197

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
175
1291. Overeenskomſt mellem Kongen og Erkebiſkoppen.


ledes, at der ogſaa her ydedes Erkebiſkoppen en Kjendelſe for hans Æres Skyld; og i alle andre Tilfælde ſkulde Erkebiſkoppen og Kongen dele Sekten. Brevet af 13de September 1277 gik endnu videre, idet det tilſtod Erkebiſkoppen den hele Sekt, om ogſaa Slagsmaalet ſkede i hans Fraværelſe, undtagen naar Kongen ſelv var tilſtede, hvor Halvdelen af Sekten for hans Æres Skyld tilkom ham, og fremdeles, ſom før, i Drabs- og Lemlæſtelſes-Tilfælde; end videre tilſtodes der ogſaa hver af de øvrige Biſkopper halv Sekt, hvis ſaadanne Slagsmaal, uden at medføre Drab eller Lemmetab, foregik i deres Nærværelſe; og den fornærmede Part ſkulde derhos have Valget, om han vilde underkaſte ſig Kongens eller vedkommende Biſkops Dom. Nu derimod ophævedes, ſom man ſeer, ganſke den Lydbiſkopperne tilſtaaede Sekt, og i Stedet for at Erkebiſkoppen forhen fik den hele Sekt, tilſtodes der ham kun halv Sekt, hvis Slagsmaalet ſkede i hans Nærværelſe, medens han intet fik, om det ſkede i hans Fravær. Beſtemmelſen om at Erkebiſkoppens og Biſkoppens Mænd ej ſkulde kunne nyde godt af Ledingsfriheden uden for ſaa vidt deres Navne ſaa at ſige vare indregiſterede ved Brev, ſigtede vel til at forebygge, at flere end det lovbeſtemte Antal fordrede at nyde denne Frihed.

8. Det forbydes udtrykkeligt at tilſtaa Provſterne eller deres Ombudsmænd almindelige Tolde (Afgifter) undtagen Rumaſkatten.

9. Det forbydes Enhver at give Betaling for Begravelſe, Barnedaab, den ſidſte Olje, Herrens Legeme, eller lignende kirkelige Goder, undtagen hvad han vil yde frivilligt, thi Preſterne ere pligtige at meddele disſe Goder gratis.

10. Det erklæres for ubilligt, at de, hvis Forfædre have ladet oprette Capeller, til hvilke de ſelv have lagt visſe Indtægter, for der at faa holdt Mesſe og andre kirkelige Forretninger, ſkulle ſavne Gudstjeneſten og dog fremdeles betale, naar Biſkoppen negter at ſkaffe Preſt dertil efter gammel Sedvane. For dette Tilfælde ſkulde altſaa, ſom det ſynes at ligge i Ordene, vedkommende Ejer af Capellet være berettiget til at tilbagekalde den gjorte Beſtemmelſe, eller i det mindſte ſelv oppebære Indtægterne, indtil Biſkoppen efter ſin Skyldighed havde udnævnt en Preſt. Biſkopperne derimod anſaa ſig viſtnok berettigede til egenmægtigt at ſkalte og valte med det Gods, der engang var lagt til Kirker og gejſtlige Stiftelſer, og navnlig at lade ſlige Capeller ſtaa ubeſatte, for at anvende Indtægterne til andre Øjemed.

11. Hvis nu Provſterne og deres Ombudsmænd overtraadte de her givne Forſkrifter, og ved Bann eller andre haarde Forholdsregler tvang Kongens Thegner til at underkaſte ſig nye Sekter eller Paalæg, ſom de ej for have været underkaſtede, ſkal enhver Lagmand eller Sys-