uvante Afgifter, enten for Forbud, Taksetninger eller Stevner-, naar der skal lyses til Festemaal eller Bryllup. Her sigtes aller sidst til de i Cap. 41 af Erkebiskop Jons Christenret indeholdte Forskrifter om Bryllups Afholdelse efter Festemaalet.
2. De Anordninger, Folk gjøre i deres sidste Dage, hvad enten de give noget til Kirker eller til Klostre eller til Andre, skulle ikke holdes uden for saa vidt Lovbogen bestemmer og gammel Skik har været.
3. Sejl og Redskab til Landværnsskibene skulle hænge i Kirken efter gammel Skik. (Dette sigter ligefrem til Artikel 4 af Statuterne af 1280, hvorved der under Bannsstraf forbødes at bruge Kirken til Opbevaringssted for Sejl, Smør eller andre Varer).
4. Lægmænd skulle kunne arve Klerker og Prester i alle Dele efter gammel Skik.
5. Leding skulle Alle udrede efter Jordegods og anden Ejendom. (Dette var, som vi have seet, maaskee det vigtigste Stridspunkt).
6. Den de Fattige tilkommende Fjerdedeel af Tienden skal tages af alle Tiender, og deles efter gammel Sedvane.
7. Alle Klerke-Tjenere skulle staa under samme Lydighedsforhold til Kongedømmet som andre Thegner, baade med Hensyn til Sekter og Søgsmaal, Skat og Skyld, Told og andre Paalæg, undtagen saa mange som det udtrykkeligt er tilstaaet Biskopperne, nemlig af Erkebiskoppens Mænd 100, hvilke han selv nævner, der skulle være ledingsfrie, Skutilsveinerne selv tredie og Huuskarlerne selv anden, samt derhos fritagne for Nævninger, Ledingsfærd med Kongen og Skibsdræt, og 40 af hver af de indenlandske Biskoppers Mænd, som de ligeledes selv opnævne. Hvis Erkebiskoppens Mænd slaas indbyrdes i hans Nærværelse, i hans Gaard eller paa hans Skib, naar to andre Skibe ere tilstede, da tilkommer den halve Sekt Kongen og den halve Sekt Erkebiskoppen, undtagen i Manddrabs- eller Lemmetabs-Tilfælde, hvor Kongen tager Sekten alene. Men skeer det ikke i Erkebiskoppens Nærværelse, da har Erkebiskoppen ingen Sekt at fordre. Heller ikke have de andre Biskopper Ret til nogen Sekter enten af sine egne Mænd eller andre uden dem alene, som den gamle Christenret tilstaar dem. Og kun under den Betingelse skulle Erkebiskoppens eller Biskoppens Mænd nyde de nys nævnte Friheder, at de alle ere navngivne i et ved hver Biskopsstol hvilende Brev. – Denne Artikel gjør en væsentlig Indskrænkning i de Rettigheder, der ved Compositionens Art. 12 og især ved det yderligere Frihedsbrev af 13de September 1277 vare tilstaaede Erkebiskoppen og Biskopperne. Compositionen bestemte, at hvis Erkebiskoppens 100 Mænd stredes i hans Nærværelse, skulde han dømme dem og oppebære hele Sekten, med Undtagelse af Drabs- og Lemlæstelses-Tilfælde, hvor Dommen og Sekten tilkom Kongen, dog saa-
