Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/192

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
70
Erik Magnusſøn.

Preſten, negtede at yde ham ſin Skyldighed, kunde tvinges dertil af Biſkoppen eller dennes Official; at Forvalterne over Kirketienden ej maatte ſælge denne uden Sognepreſtens og tvende forſtandige Sognemænds Vidende; at Hovedpreſten ved en Begravelſeskirke ſkulde ſaa vidt muligt holde en Vicarius, for at der altid kunde være een tilſtede og forrette; at ethvert Collegium af Gejſtlige, iſær Chorsbrødre ved Biſkopsſtolene, ſkulde beſtandig lade ſig forelæſe hellige Skrifter ved deres Bord, for ikke at lytte til daarlig Tale; at hver Preſt ſkulde overholde, at den lovbeſtemte Tillysning ſkede tre Helligdage for hvert Egteſkab, der ſtiftedes, og at de, der tvert imod denne Beſtemmelſe indgik lønligt Feſtemaal, ſkulde ſtraffes efter deres Fortjeneſte, og deres Børn udelukkes fra alle gejſtlige Grader, medens de Preſter, der ej forbøde ſlige Forbindelſer, eller ſelv overvare Brylluppet, ſkulde miſte ſit Embede i tre Aar og derhos yderligere ſtraffes efter Omſtændighederne. — Man ſynes her endog med Flid at have afholdt ſig fra alt, hvad der berørte det ſtore Stridsſpørgsmaal. Flere af disſe Beſtemmelſer vare ogſaa aabenbart allerede i lang Tid beſtaaende Regler, ſom nu kun paany indſkærpedes, eller ſamledes under eet[1].

Derimod fortſatte Erkebiſkoppen, maaſkee mere for at det ikke ſkulde ſee ud, ſom om han med eet var ſlaaet af Marken, end med nogen Tanke, end ſige Haab om at udrette noget af Betydenhed, ſin allerede begyndte Forfølgelſe mod dem, der havde været med at fordrive Erkebiſkop Jon. Raden kom nu til Hr. Bjarne Erlingsſøn. I de førſte Dage af November[2] indſtevnede Erkebiſkoppen ham med tre Maaneders Friſt til at møde for ſig i Nidaros, for at ſtande til Rette for hvad han havde gjort mod Kirken „da han var i Kongens Gaard“, førſt ved at tilbagekalde Brevet af 13de September 1277, og ſaaledes berøve Erkeſtolen baade Myntretten og de øvrige i ſamme Brev indeholdte Friheder, dernæſt ved at afſkaffe Tienden paa Haalogaland, m. m. Men Hr. Bjarne lyſtrede ikke Stevningen, og da Erkebiſkoppen forgjeves havde ventet ham fra 22de Februar til 9de Marts 1291, lod han Vidner føre mod ham in contumaciam for en dertil indkaldt Forſamling, beſtaaende af Biſkop Arne af Skaalholt, den nys ankomne Biſkop Jørund af Hole, Chorsbrødrene, Dominicanerprioren Lodin og mange andre Gejſtlige. Det var naturligviis ikke vanſkeligt at oplyſe, hvad der var ſkeet i Egenſkab af offentlig Foranſtaltning, og ſom Hr. Bjarne ſelv aller mindſt lagde Dølgsmaal ſtaa, nemlig at han havde erklæret Myntbrevet ugyldigt, afſkaffet Vaagaboken, forbudt Ydelſen af visſe Tiender, o. ſ. v.; — men

  1. Norges gl. Love, III. S. 241. Jvfr. Keyſer „den norſke Kirkes Hiſtorie“, II. S. 66, hvor et udførligere Uddrag af Concilbeſtemmelſerne gives.
  2. Ugen efter Allehelgensmesſe, ſom det i Brevet heder.