Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/192

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
70
Erik Magnussøn.

Presten, negtede at yde ham sin Skyldighed, kunde tvinges dertil af Biskoppen eller dennes Official; at Forvalterne over Kirketienden ej maatte sælge denne uden Sogneprestens og tvende forstandige Sognemænds Vidende; at Hovedpresten ved en Begravelseskirke skulde saa vidt muligt holde en Vicarius, for at der altid kunde være een tilstede og forrette; at ethvert Collegium af Gejstlige, især Chorsbrødre ved Biskopsstolene, skulde bestandig lade sig forelæse hellige Skrifter ved deres Bord, for ikke at lytte til daarlig Tale; at hver Prest skulde overholde, at den lovbestemte Tillysning skede tre Helligdage for hvert Egteskab, der stiftedes, og at de, der tvert imod denne Bestemmelse indgik lønligt Festemaal, skulde straffes efter deres Fortjeneste, og deres Børn udelukkes fra alle gejstlige Grader, medens de Prester, der ej forbøde slige Forbindelser, eller selv overvare Brylluppet, skulde miste sit Embede i tre Aar og derhos yderligere straffes efter Omstændighederne. – Man synes her endog med Flid at have afholdt sig fra alt, hvad der berørte det store Stridsspørgsmaal. Flere af disse Bestemmelser vare ogsaa aabenbart allerede i lang Tid bestaaende Regler, som nu kun paany indskærpedes, eller samledes under eet[1].

Derimod fortsatte Erkebiskoppen, maaskee mere for at det ikke skulde see ud, som om han med eet var slaaet af Marken, end med nogen Tanke, end sige Haab om at udrette noget af Betydenhed, sin allerede begyndte Forfølgelse mod dem, der havde været med at fordrive Erkebiskop Jon. Raden kom nu til Hr. Bjarne Erlingssøn. I de første Dage af November[2] indstevnede Erkebiskoppen ham med tre Maaneders Frist til at møde for sig i Nidaros, for at stande til Rette for hvad han havde gjort mod Kirken „da han var i Kongens Gaard“, først ved at tilbagekalde Brevet af 13de September 1277, og saaledes berøve Erkestolen baade Myntretten og de øvrige i samme Brev indeholdte Friheder, dernæst ved at afskaffe Tienden paa Haalogaland, m. m. Men Hr. Bjarne lystrede ikke Stevningen, og da Erkebiskoppen forgjeves havde ventet ham fra 22de Februar til 9de Marts 1291, lod han Vidner føre mod ham in contumaciam for en dertil indkaldt Forsamling, bestaaende af Biskop Arne af Skaalholt, den nys ankomne Biskop Jørund af Hole, Chorsbrødrene, Dominicanerprioren Lodin og mange andre Gejstlige. Det var naturligviis ikke vanskeligt at oplyse, hvad der var skeet i Egenskab af offentlig Foranstaltning, og som Hr. Bjarne selv aller mindst lagde Dølgsmaal staa, nemlig at han havde erklæret Myntbrevet ugyldigt, afskaffet Vaagaboken, forbudt Ydelsen af visse Tiender, o. s. v.; – men

  1. Norges gl. Love, III. S. 241. Jvfr. Keyser „den norske Kirkes Historie“, II. S. 66, hvor et udførligere Uddrag af Concilbestemmelserne gives.
  2. Ugen efter Allehelgensmesse, som det i Brevet heder.