Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/191

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
169
1290. Biſkopsmøde i Nidaros.

foregrebet den endelige Dom, og givet Befaling til at gaa hans Venner og Tilhængere ſaa haardt paa Klingen. Og at Kongen gav ham Medhold, kan man nokſom ſee deraf, at han nu i Ravns Sted havde forlenet ham med Syſlen over hele Veſtfjerdingen[1]. Erlend afſlog nu beſtemt at underkaſte ſig nogen Skrift, og ſøgte vel ogſaa at oplive Modet paa Lægmændene; Følgen heraf var, at han efter et Par frugtesløſe Samtaler med Abbeden blev ſat i det ſaakaldte Forbud, medens Abbeden fremdeles, ſom det heder, tog ſaa haardt fat paa Kirkens Modſtandere at hele Lægmændenes Hob maatte lukke Munden for ham[2]. Erlends Udeblivelſe fra Stevnen havde imidlertid den Følge, at Kirkegods-Sagen endnu en Tidlang henſtod uafgjort. Mellem Kongen og Erkebiſkoppen blev der heller ikke, ſaa vidt man kan ſee, forhandlet videre i Aaret 1290, thi om Sommeren var Kongen, ſom det nedenfor ſkal berettes, fraværende paa et nyt Tog til Danmark, og derpaa fulgte vigtige Forhandlinger med England og Skotland, der ſynes ganſke at have optaget Kongens Tid. Man maa endog antage, at Kongen og Erkebiſkoppen gjenſidigt have lovet hinanden, ikke at udſtede noget almindeligt Bud, der vedkom Forholdet mellem Kirke og Kongemagt, eller iſtandbringe nogen ſom helſt legislatoriſk Foranſtaltning af dette Slags, førend en endelig Overeenskomſt var ſluttet imellem dem. Thi paa det Biſkopsmøde, der virkelig holdtes i Nidaros ſidſt i Auguſt, og hvor alle de indenlandſke Biſkopper, paa Narve af Bergen nær, vare tilſtede, tilligemed Erlend af Færøerne og Arne af Skaalholt (Jørund af Hole var endnu ikke ankommen) blev der kun vedtaget Beſtemmelſer af reen kirkelig Natur. Ikke engang den islandſke Sag kunde komme paa Bane, da Erlend ſterke, ſom nys omtalt, ej havde lyſtret Stevningen, og Biſkop Jørund ej var tilſtede. Det beſtemtes, at alle virkelige Sjæleſørgere eller Sognepreſter ſkulde hver Søndag prædike for ſin Menighed om Troen, Daaben og Confirmationen, ſamt lære Sognebørnene Credo, Paternoſter og Ave Maria m. m.; at Preſter, Provſter og andre Kirkens Forſtandere ſkulde flittigt underviſe baade Læge og Lærde om at tro paa og hædre Chriſti Legeme og Blod; at Preſterne ſelv ſkulde underviſes af ſine Foreſatte om ſine Pligter og jevnligt prøves deri, at Preſten kun ſkulde læſe een Mesſe om Dagen, undtagen ved de ſtore Feſter og ved nogle andre ſærſkilt beſtemte Lejligheder, at Chrisma og Euchariſtien ſkulde gjemmes under Laas og Lukke, og de hellige Kar ſamt Gjemmer holdes rene; at ingen Preſt uden uomgængelig Nødvendighed maatte meddele en anden Preſts Sognefolk Sacramentet, og at ingen forud maatte forlange Penge for nogen gejſtlig Forretning, men at dog den, der efter at have modtaget Tjeneſte af

  1. De islandſke Annaler.
  2. Arne B. Saga Cap. 79.