Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/186

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
164
Erik Magnusſøn.

Dette viſte ſig og ſnart, da de kirkelige Anliggender kom til Afgjørelſe. Hvor føjelig ſtemt Kongen end fra førſt af kan have været, er det dog tydeligt, at hans Omgivelſer, der ikke vare Kirken ſaa gunſtige, havde faaet ham omſtemt, og det blev, ſom vi ville ſee, Erkebiſkoppen, der omſider drog det kortere Straa.

Ikke længe efter Kongens Ankomſt blev den islandſke Kirkeſag foretagen. Erlend ſterke mødte i ſit eget Navn, for Ravn mødte en Fuldmægtig. Kongen, Hertugen og Erkebiſkoppen vare alle tre tilſtede. Biſkop Arne fremtraadte ſom Sagſøger, og da Erkebiſkoppen egentlig ſlet ikke havde ſat ſig ind i Sagen, lod han ſig ganſke lede af ham. Denne ſynes at have foreſat ſig, at Erlend ikke ſkulde nyde ſynderligt godt af ſin let erhvervede, og viſt efter hans Mening tilſnegne Afløsning. Han anførte ſom Søgsmaalspoſter mod ham, førſt, at han ſagde det at være Lov, d. e. dømte det lovligt, at Hr. Ravn lagde de omſpurgte Kirker i Skaalholts Biſkopsdømme under Lægmændene, dernæſt, at han og Hr. Ravn ledede alle Forſøg paa at nedbryde Kirkelovene, og tiltoge ſig Afgjørelſe af Spørgsmaalet om Raadigheden over Kirkens Tiender; fremdeles, at de havde gjort flere Kirkers Forvaltning til Gjenſtand for Kjøb, ſamt endelig, at Erlend havde erklæret ſig for beſkikket Lagmand ſaavel over Chriſtenretten ſom den verdslige Ret, m. m. Arne vidſte at fremſtille dette ſaa indlyſende, at Erlend og hans Staldbrødre ikke kunde ſvare videre dertil, og alle Dommerne heldte afgjort til Arnes Side; Erlend vidſte da ingen anden Udvej end at forlange Sagen udſat, indtil Ravn blev ſaa friſk, at han kunde møde. Ravn var da nemlig endnu ikke død, eller, om han var det, kunde hans Død endnu ikke være bekjendt i Throndhjem[1]. Erlend fik virkelig den forlangte Udſættelſe, og Erkebiſkoppen indſtevnede ham for ſig til næſte Aars Mariemesſe fyrre eller 15de Auguſt, hvor han ogſaa ſkulde ſtande til Rette, fordi han havde været med at fordrive Erkebiſkop Jon[2]. Omtrent til den Tid havde Erkebiſkoppen ſammenkaldt eller agtede at ſammenkalde et Provincial-Concilium, hvorfor man maa formode, at det var hans Henſigt, her at lade den islandſke Kirkeſag komme til endelig Behandling, ſaa meget mere ſom man erfarer, at en Kaldelſe eller Stevning allerede var udgaaet til Biſkop Jørund af Hole. Denne ſaavel ſom Abbed Runulf havde imidlertid

  1. Han døde nemlig, ſom vi have ſeet, den 22de November, og da den her omtalte Behandling af Kirkeſagen i det aller ſeneſte kan have foregaaet den 29de, ſiden Kongen og Hertugen, der vare tilſtede derved, rejſte fra Nidaros den 30te, er det umuligt, at Efterretningen fra Tunsberg om Ravns Død til den Tid kunde have naaet Throndhjem. Der ſtaar ogſaa udtrykkeligt, at den ej kom til Nidaros førend ud paa Vintren.
  2. Arne B. Saga Cap. 77.