Dette viste sig og snart, da de kirkelige Anliggender kom til Afgjørelse. Hvor føjelig stemt Kongen end fra først af kan have været, er det dog tydeligt, at hans Omgivelser, der ikke vare Kirken saa gunstige, havde faaet ham omstemt, og det blev, som vi ville see, Erkebiskoppen, der omsider drog det kortere Straa.
Ikke længe efter Kongens Ankomst blev den islandske Kirkesag foretagen. Erlend sterke mødte i sit eget Navn, for Ravn mødte en Fuldmægtig. Kongen, Hertugen og Erkebiskoppen vare alle tre tilstede. Biskop Arne fremtraadte som Sagsøger, og da Erkebiskoppen egentlig slet ikke havde sat sig ind i Sagen, lod han sig ganske lede af ham. Denne synes at have foresat sig, at Erlend ikke skulde nyde synderligt godt af sin let erhvervede, og vist efter hans Mening tilsnegne Afløsning. Han anførte som Søgsmaalsposter mod ham, først, at han sagde det at være Lov, d. e. dømte det lovligt, at Hr. Ravn lagde de omspurgte Kirker i Skaalholts Biskopsdømme under Lægmændene, dernæst, at han og Hr. Ravn ledede alle Forsøg paa at nedbryde Kirkelovene, og tiltoge sig Afgjørelse af Spørgsmaalet om Raadigheden over Kirkens Tiender; fremdeles, at de havde gjort flere Kirkers Forvaltning til Gjenstand for Kjøb, samt endelig, at Erlend havde erklæret sig for beskikket Lagmand saavel over Christenretten som den verdslige Ret, m. m. Arne vidste at fremstille dette saa indlysende, at Erlend og hans Staldbrødre ikke kunde svare videre dertil, og alle Dommerne heldte afgjort til Arnes Side; Erlend vidste da ingen anden Udvej end at forlange Sagen udsat, indtil Ravn blev saa frisk, at han kunde møde. Ravn var da nemlig endnu ikke død, eller, om han var det, kunde hans Død endnu ikke være bekjendt i Throndhjem[1]. Erlend fik virkelig den forlangte Udsættelse, og Erkebiskoppen indstevnede ham for sig til næste Aars Mariemesse fyrre eller 15de August, hvor han ogsaa skulde stande til Rette, fordi han havde været med at fordrive Erkebiskop Jon[2]. Omtrent til den Tid havde Erkebiskoppen sammenkaldt eller agtede at sammenkalde et Provincial-Concilium, hvorfor man maa formode, at det var hans Hensigt, her at lade den islandske Kirkesag komme til endelig Behandling, saa meget mere som man erfarer, at en Kaldelse eller Stevning allerede var udgaaet til Biskop Jørund af Hole. Denne saavel som Abbed Runulf havde imidlertid
- ↑ Han døde nemlig, som vi have seet, den 22de November, og da den her omtalte Behandling af Kirkesagen i det aller seneste kan have foregaaet den 29de, siden Kongen og Hertugen, der vare tilstede derved, rejste fra Nidaros den 30te, er det umuligt, at Efterretningen fra Tunsberg om Ravns Død til den Tid kunde have naaet Throndhjem. Der staar ogsaa udtrykkeligt, at den ej kom til Nidaros førend ud paa Vintren.
- ↑ Arne B. Saga Cap. 77.
