Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/185

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
163
1289. Kongens Pilegrimsrejſe til Nidaros.

disſe Ord, og befalede Jon ſtrax gaa fra Bordet og ſpiſe andenſteds. Jon adlød ſtrax. Dette vakte ſtor Forbauſelſe blandt de Tilſtedeværende. Biſkop Arne havde vel ganſke Retten paa ſin Side, men der ſkulde dog ſtor Uforfærdethed til at fremſætte en Begjæring af dette Slags. Kongens Eftergivenhed vidner imidlertid om den Magt, Biſkop Arne havde erhvervet over ham. Ankomſten til Mdaros ſkede førſt Mortensmesſedag (11te November); Erkebiſkoppen modtog de Kommende med en Procesſion. Biſkop Arne blev fremdeles hos Kongen, ſaa længe han opholdt ſig i Nidaros[1]. Her var nu ogſaa Hr. Erlend ſterke ankommen. Biſkop Arne havde nemlig, da Kongen paa Hr. Ravns Foreſtilling tilbagekaldte den ham tidligere givne Tilladelſe til at drage hjem, ſkrevet til Abbed Runulf, at han den Sommer ſkulde indſtevne Hr. Erlend til Norge, for at tage Afløsning af Erkebiſkoppen ſaavel for det Bann, hvori han var falden ved i ſin Tid at have været deelagtig i Erkebiſkop Jons Fordrivelſe, ſom for det andet, i hvilket han var falden paa Island ved at ſige Lov eller dømme om Kirkegodſet, imod den tidligere aflagte Eed, at alle disſe Sager ſkulde henſtaa til kirkelig Afgjørelſe[2]. Men Erkebiſkop Jørund var medgjørligere end hans Forgænger Jon eller Biſkop Arne vilde have været. Han løſte ſtrax Erlend, ſom det ſynes uden videre Vanſkelighed, og det ſlaar neppe Fejl, at Arne ærgrede ſig, da han ved ſin Ankomſt til Nidaros erfarede dette. Han havde tillige en anden Grund til at være misfornøjet med Erkebiſkoppen, nemlig at denne i Hemmelighed, næſten underfundigt, havde givet Odde Preſtekald til en islandſk Preſt, uagtet Arne havde lovet det til en anden. Viſtnok havde Erkebiſkoppen nu, ſaa længe Kirkeſagen ikke var afgjort, ifølge Biſkop Arnes egen Erkjendelſe Ret til at disponere over de ikke bortgivne Kirker i Skaalholts Biſkopsdømme, men ikke over dem, Arne allerede havde bortgivet; han undſkyldte ſig med, at han ikke vidſte noget om, at Odde Kirke hørte til disſes Tal, men den Hemmelighed, hvormed han havde gaaet til Verks, viſte dog, at han ikke havde ganſke god Samvittighed. Overhoved merkede nok Biſkop Arne alt for vel, at denne Erkebiſkop var langt fra at beſidde Jons Jernvilje og Udholdenhed. Han var rig nok paa Forſætter og kunde begynde en Sag med ſtor Iver og Kraft, men denne døde ſnart hen, naar han ſtødte paa nogen alvorlig Modſtand. Allerede hans overhaands Forfængelighed maatte gjøre ham lettere at paavirke og haandtere end Jon, ſom ufravendt havde et eneſte Maal, ſin Kirkes Forherligelſe, for Øje[3].

  1. Arne B. Saga Cap. 77, 78.
  2. Arne B. Saga Cap. 71.
  3. Arne B. Saga Cap. 75.