disse Ord, og befalede Jon strax gaa fra Bordet og spise andensteds. Jon adlød strax. Dette vakte stor Forbauselse blandt de Tilstedeværende. Biskop Arne havde vel ganske Retten paa sin Side, men der skulde dog stor Uforfærdethed til at fremsætte en Begjæring af dette Slags. Kongens Eftergivenhed vidner imidlertid om den Magt, Biskop Arne havde erhvervet over ham. Ankomsten til Mdaros skede først Mortensmessedag (11te November); Erkebiskoppen modtog de Kommende med en Procession. Biskop Arne blev fremdeles hos Kongen, saa længe han opholdt sig i Nidaros[1]. Her var nu ogsaa Hr. Erlend sterke ankommen. Biskop Arne havde nemlig, da Kongen paa Hr. Ravns Forestilling tilbagekaldte den ham tidligere givne Tilladelse til at drage hjem, skrevet til Abbed Runulf, at han den Sommer skulde indstevne Hr. Erlend til Norge, for at tage Afløsning af Erkebiskoppen saavel for det Bann, hvori han var falden ved i sin Tid at have været deelagtig i Erkebiskop Jons Fordrivelse, som for det andet, i hvilket han var falden paa Island ved at sige Lov eller dømme om Kirkegodset, imod den tidligere aflagte Eed, at alle disse Sager skulde henstaa til kirkelig Afgjørelse[2]. Men Erkebiskop Jørund var medgjørligere end hans Forgænger Jon eller Biskop Arne vilde have været. Han løste strax Erlend, som det synes uden videre Vanskelighed, og det slaar neppe Fejl, at Arne ærgrede sig, da han ved sin Ankomst til Nidaros erfarede dette. Han havde tillige en anden Grund til at være misfornøjet med Erkebiskoppen, nemlig at denne i Hemmelighed, næsten underfundigt, havde givet Odde Prestekald til en islandsk Prest, uagtet Arne havde lovet det til en anden. Vistnok havde Erkebiskoppen nu, saa længe Kirkesagen ikke var afgjort, ifølge Biskop Arnes egen Erkjendelse Ret til at disponere over de ikke bortgivne Kirker i Skaalholts Biskopsdømme, men ikke over dem, Arne allerede havde bortgivet; han undskyldte sig med, at han ikke vidste noget om, at Odde Kirke hørte til disses Tal, men den Hemmelighed, hvormed han havde gaaet til Verks, viste dog, at han ikke havde ganske god Samvittighed. Overhoved merkede nok Biskop Arne alt for vel, at denne Erkebiskop var langt fra at besidde Jons Jernvilje og Udholdenhed. Han var rig nok paa Forsætter og kunde begynde en Sag med stor Iver og Kraft, men denne døde snart hen, naar han stødte paa nogen alvorlig Modstand. Allerede hans overhaands Forfængelighed maatte gjøre ham lettere at paavirke og haandtere end Jon, som ufravendt havde et eneste Maal, sin Kirkes Forherligelse, for Øje[3].
